Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kongeskibet og regentparrets sommertogt er rent pengespild, og en ansvarlig borgmester takker naturligvis nej til af få besøg af det pjat

Anne Sophia Hermansen, debatør.
Anne Sophia Hermansen, debatør.

Om et par dage tager regentparret på sommertogt, og enhver borgmester med forstanden i behold bør takke nej til at få dem på besøg.

Hvorfor? Her er tre grunde:

1. Det hedder sig, at når Dronningen sejler rundt i Danmark, er det for at komme tættere på folket. Men hun har sjovt nok mindre travlt med fru Hansen og hendes børnebørn end med at tilbringe tid med vennerne. Besøg i de små kommuner hastes igennem, og som det gør sig gældende med størstedelen af kongehusets aktiviteter, så handler også det årlige sommertogt primært om at pleje egne og erhvervslivets interesser. Hensynet til toppen af samfundet og landets pengetanke prioriteres over nærkontakt til den almindelige dansker. Det er dog fru Hansen, der får lov at betale. Regningen for besøget sendes høfligt til de slunkne kommunekasser.

2. Når regningen skal gøres op for et endagsbesøg fra Amalienborg, ender den et sted mellem 500.000 og en mio. kr. Penge der skulle være givet godt ud, mener flere borgmestre. Et royalt besøg brander byerne, siger de. Brander byerne? Sikke en gang vås. Hvornår har du sidst været i Fåborg eller Stubbekøbing, fordi en dame med gråt hår har klippet snore over dér? Personligt er jeg revnende ligeglad, men andre kan selvfølgelig have det anderledes. For de penge, det koster at have regentparret på besøg, kan der indrykkes adskillige helsidesannoncer, hvis det er opmærksomhed, en by trænger til.

Eller kommunen kan få råd til at forbedre lidt af tilværelsen for de mennesker, der bor der. Det mener f.eks. byrådsmedlem i Syddjurs Jens Rasmussen (SF), der i forbindelse med Dronningens kommende besøg har meddelt byrådet, at han ikke agter at deltage i festivitassen. En festivitas, der forventes at koste 800.000 kr. Til dr.dk sagde han forleden:

»Jeg sidder i den her tid midt i budgetforhandlinger og oplever, at vi skal vende hver en krone her i kommunen for at få det til at hænge sammen, og vi kunne få løst rigtig mange gode kommunale opgaver for de penge, som vi nu brænder af på én dags besøg af dronningen og prins Henrik.«

Han tvivler desuden på, at et kongeligt besøg er med til at give PR og positiv opmærksomhed til kommunen og siger, at han hellere ville have den opmærksomhed, hvis den drejede sig om, at de havde en velfungerende kommune.

Vel talt, Jens Rasmussen.

3. Endelig skal vi huske på, at sommertogtet foregår i et skib, der alene sidste år kostede 45,5 mio. kr. at vedligeholde. Ifølge Forsvarsministeriet kostede det fra 2005 til 2013 over 115 mio. kr. i reparationer. For det beløb kan man renovere mange københavnske folkeskoler, eller man kan tilbyde de syge og de ældre noget lidt bedre mad end det, de spises af med i dag. Af samme grund har englænderne skaffet sig af med deres kongeskib. Det var for dyrt og i virkeligheden unødvendigt, så det sejlede sin sidste tur i 1997. Måske havde de fat i noget?

Og jeg ved det godt - kongehusets værdi kan ikke gøre op i penge. Det er åndløst og uopdragent, ultraliberalistisk og kommunistisk (på én gang) af mig at skrive sådan noget.

Men det er bare ironisk, at vi for tiden forarges over miljø- og teknikborgmester Morten Kabell, der har indrettet sit kontor med møbler, som ikke er fra Ikea. Frås, jamrer folk og glemmer, at Københavns Rådhus er en fredet bygning, der ikke må fyldes med skrammel. Vi ømmer os over, at kommuner hyrer lobbyister til at påvirke beslutningstagerne på Christiansborg, så lokale trafikforhold kan forbedres. Det er spild af skattekroner! Men i det mindste forsøger man at gøre noget godt for kommunerne og dem, der bor der.

Gør kongefamilien og deres flydende luksushotel det? Svært at se. Hvis Dronningen vil gøre noget godt for kommunerne, skulle hun overlade regningen for sit besøg til vennerne eller alternativt forære kongeskibet til en af kommunerne, der kunne indrette det som museum eller folkekøkken.

Alternativt kan det sælges til en russisk oligark.

Kongeskibet og regentparrets sommertogt er rent pengespild, og en ansvarlig borgmester ville naturligvis takke nej til at få besøg af det pjat.

Blog med Anne Sophia Hermansen her: http://annesophia.blogs.berlingske.dk/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.