Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Konfirmander, ateister og tilværelsens gåder

Kristendommen er, på samme måde som forelskelsen, det rene vanvid! Og så alligevel oplever vi, hvordan det giver mening – hvordan kristendommen er med til at skabe mening i vores liv.

For ateisten giver kristendommen ingen mening. Han vil have beviser og sætter kun sin lid til det, der logisk giver mening. Men er vores tilværelse så simpel, så enkel? (Foto: Brian Bergmann)
For ateisten giver kristendommen ingen mening. Han vil have beviser og sætter kun sin lid til det, der logisk giver mening. Men er vores tilværelse så simpel, så enkel? (Foto: Brian Bergmann)

En af de sidste gange før konfirmationen fik to hold konfirmander følgende to spørgsmål: Hvad er det bedste, og hvad er det mærkeligste ved kristendommen? Nogle af svarene lød sådan her: »Det bedste ved kristendommen er, at i den kan man være sig selv« og »Det bedste ved kristendommen er, at der er frihed i den.« Eller denne sigende formulering: »Det bedste ved kristendommen er, at man tror på noget godt. Det mærkeligste er, at man ikke ved, om det passer.«

I skrivende stund er der to ting, som har fyldt en del – både i mediernes spalteplads og i en præsts hoved: Konfirmander og ateister! Lad os starte med de sidste. Ateistisk Selskabs kampagne på bybusser og sociale medier er ikke gået ubemærket hen. »Hvorfor tro på en gud – tænk selv«. Sådan lyder det skyts, Ateistisk Selskab fyrer af sted mod folkekirkens medlemmer. Og direkte henvendt til præsten lyder det anklagende: »Hvorfra ved du, at Jesus er opstået fra de døde, at han gik på vandet, helbredte de syge?«

»Det bedste ved kristendommen er, at man tror på noget godt. Det mærkeligste er, at man ikke ved, om det passer.« Sådan har en tænksom konfirmand formuleret kernen i kristendommen. For det er jo netop sagen! Vi VED virkelig ikke, om Jesus opstod fra de døde, eller om han i sit liv kaldte de døde tilbage til livet, men det betyder jo ikke, at det ikke alligevel kan give mening at lægge sin eksistens hen i troen på (læs: tilliden til), at der er noget om snakken.

I samtalen med konfirmanderne bliver der skabt et rum, hvor der bliver taget livtag med de helt store eksistentielle spørgsmål som: Hvordan kan der være både ondskab og godhed til i verden på én gang? Hvad vil det sige at være menneske og være mig? Findes der noget, som kan give os mod til livet – også når tilværelsen viser sig fra sine allermest barske sider?

Kristendommen er ikke en lovreligion, som har færdige og endegyldige svar på alle de store spørgsmål. Tværtimod er der – som konfirmanderne har blik for – frihed i kristendommen, fordi den inviterer os til selv at tage livtag med alle de store spørgsmål samtidig med, at den åbner for et meningsskabende rum, hvor håb og livsmod kan få lov til at vokse.

Giver det mening? Ateisten siger nej – måske fordi ateisten, som lektor Hans Hauge har på­peget det, er »faktafundamentalist«. Han vil have beviser og sætter kun sin lid til det, der logisk giver mening. Men er vores tilværelse så simpel, så enkel? Konfirmanderne mener noget andet. De har blik for, at vores tilværelse, når det gælder de helt store spørgsmål, er en gåde. Ligesom lidelsen og ondskaben er en gåde, sådan er kærligheden og godheden det også.

For nogle år siden kunne man i biografernes sale se en amerikansk film, der handler om noget så besynderligt som en mand, der forelsker sig i en maskine – nemlig i stemmen til det styreprogram, der er på hans computer. Der er en scene i filmen, hvor han sidder og taler med en veninde om den besynderlige forelskelse. Og han siger til veninden: »Du må synes, jeg er vanvittig.« Det er vel de færreste, der vil tøve med at svare ja. Men veninden siger noget helt andet og meget tankevækkende: »Alle, der forelsker sig, er underlige. Det er en sindssyg ting at gøre. Det er et slags socialt accepteret vanvid.«

At forelske sig er ofte det rene vanvid – set med fornuftens og logikkens øjne. Forelskelsen kan få os til at gøre ting, vi ellers aldrig ville have gjort. Vi vover os derud, hvor intet er sikkert – hvor vi både i konkret og overført forstand er i den andens hænder. At forelske sig er »et slags socialt accepteret vanvid«. Men det besynderlige er, at det giver stor mening. Ja, måske vil vi opleve, at det netop er i forelskelsen, og når vi binder os til hinanden i kærlighed, at vi er tættest på det, der overhovedet er meningen med alting.

Ateisten har dels ret – for kristendommen er, på samme måde som forelskelsen, det rene vanvid! Hvem kan tro på jomfrufødsler eller på, at døde går ud af grave? Er vi ved vores fulde fem, må vi lade fornuften fortælle os, at det er det rene vrøvl. Og så alligevel oplever vi, hvordan det giver mening – hvordan kristendommen er med til at skabe mening i vores liv.

Vi oplever det, når vi står forsamlet omkring døbefonten med vores børn. For det giver stor mening at høre, at barnet fra døbefonten sendes ud i livet med lys og kærlighed omkring sig – et lys og en kærlighed, der rækker ud over det her liv. Det skaber mening at tro på, at på trods af den ofte barske virkelighed, der venter uden for kirkedøren, så er vi i vores dåb forbundet med ham, der taler alt det imod, som ødelægger livet. Han, som blev menneske, som både deler vores glæder og græder sammen med os over den magt, død og ødelæggelse har over os. Han, som ender med selv at gå ind i døden for at overvinde den.

På samme måde giver det mening at stå ved vores kæres kiste og høre, at kærligheden og livet er stærkere end adskillelsen og døden. I logisk forstand giver det ingen mening – for vi erfarer jo netop det modsatte: Dødens klamme greb om os. Men samtidig oplever vi måske, at der er noget i os og mellem os, som selv ikke døden kan få bugt med. Båndene, der er spundet mellem os. Alt dét vi fik i hinanden – det kan selv ikke døden tage fra os. Dét er at tro og håbe på det umuliges mulighed. Dét er at leve sit liv på det, der ikke kan ses, men håbes på.

Kristendommen giver os ikke enkle svar på tilværelsens store gåder. Men måske åbner kristen­dommen for noget andet. Den folkekære præst Johannes Møllehave siger det sådan her: »Der findes en tro, der giver et menneske mod til at have med livet at gøre, også selv om det ikke ved, hvad der kommer ud af det.«

Konfirmanderne har blik for tilværelsens store gådefuldhed – man kunne få lyst til at invitere Ateistisk Selskab med ind i konfirmand­undervisningen, så de kunne tage del i den samtale, som foregår der – og dermed også give Selskabet et rimeligt grundlag at stå på, når de vil vurdere, om folkekirkens unge medlemmer virkelig er ude af stand til at tænke selv, som deres kampagne antyder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.