Opinion

Kommentar: Transkønnede bliver stadig diskrimineret

»Der er desværre stadig et stykke vej, før Danmark med rette kan kalde sig et foregangsland for transkønnedes rettigheder.«

Henriette Kristensen er transkønnet og har fået hormoner. Lørdag d. 13 august 2016.
Henriette Kristensen er transkønnet og har fået hormoner. Lørdag d. 13 august 2016.

Deltagerne i Copenhagen Pride kan blandt andet fejre,at transkønnethed er blevet fjernet fra listen over psykiske lidelser. Men kampen for danske transpersoners rettigheder er først vundet, når de selv får lov til at træffe beslutninger om hormonbehandling og eventuelle kirurgiske indgreb.

Umiddelbart burde denne uges Copenhagen Pride være en god anledning til at feste for danske transpersoner. 31. maj besluttede et enigt folketing at fjerne transkønnethed fra den psykiatriske diagnoseliste, og det var et kæmpe skridt i den rigtige retning. Men der er desværre stadig et stykke vej, før Danmark med rette kan kalde sig et foregangsland for transkønnedes rettigheder.

Transkønnede tvinges nemlig fortsat i umyndiggørende psykiatriske udredninger på Sexologisk Klinik i København, hvor en psykiater afgør, om de er transkønnede nok til at få behandling. Det ved den transkønnede bedst selv, og derfor anbefaler Amnesty, Copenhagen Pride, LGBT Danmark, Transpolitisk Forum og Transkønnedes Interesseorganisation såkaldt informeret samtykke – altså at man ligesom alle andre borgere selv træffer beslutninger vedrørende ens egen krop og behandlingen af den.

Sundhedsstyrelsen er i øjeblikket ved at revidere vejledningen for udredning og behandling af transkønnede og har blandt andet bedt ovenstående organisationer om input. Det hilser vi meget velkomment, da den gældende vejledning fra december 2014 efter vores opfattelse repræsenterede et tilbageskridt på flere områder.

Selv om vejledningen understreger, at transkønnethed ikke skal ses som en psykisk lidelse, har man holdt fast i en behandlingsmæssig tilgang, der behandler transkønnede som psykisk udfordrede personer – også efter at Amnesty i marts udgav en kritisk briefing om transkønnedes adgang til sundhed i Danmark.

Det betyder, at den enkelte skal igennem lange og umyndiggørende udredningsforløb på Sexologisk Klinik, hvor vedkommende blandt andet skal testes for diverse sindslidelser og bliver bedt om at svare på grænseoverskridende spørgsmål om sex.

Det er en klar krænkelse af retten til privatliv, og vi anbefaler derfor, at det fremover ikke længere er en forudsætning for at kunne få behandling, at man som transkønnet skal igennem langvarige psykiatriske udredninger.

Vi anbefaler også, at privatpraktiserende gynækologer igen får lov til at behandle transkønnede med hormoner. Før vejledningen fra 2014 skulle danske transkønnede bare have en henvisning fra egen læge for at komme i behandling, men i dag kan de kun få hormoner hos Sexologisk Klinik – når de vel at mærke er blevet »godkendt« som transkønnede.

Det er fint, at Danmark på globalt plan er gået forrest ved at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske lidelser. Men det batter bare ikke så meget, hvis danske transpersoner stadig behandles, som om de ikke selv er i stand til at træffe beslutninger om hormonbehandling og eventuelle kirurgiske behandlinger.

  • Kommentaren er skrevet af: Helle Jacobsen,kampagneleder Amnesty International Danmark, Lars Henriksen, forperson Copenhagen Pride, Linda Thor Pedersen, talsperson LGBT Danmark, Elias Magnild, Transpolitisk Forum, Laura Mølgaard Tams, Transkønnedes Interesseorganisation

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.