Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kommentar: Journalister lader sig friste af ordet populisme

»Man er ikke nødvendigvis populist, fordi man går ind for grænsekontrol eller vil trække sit land ud af EU.«

Pierre Colignon
Pierre Colignon

Når man følger amerikanske og europæiske medier for øjeblikket, går populisme igen som et nøglebegreb til at forstå de valgresultater, der har rokket ved grundpillerne i den verdensorden, som vi kender.

Coverhistorier, serier, temanumre, debatprogrammer og artikler søger svar på, hvorfor vælgerne har mistet tilliden til etablerede politikere og etablerede ideer om et vestligt-liberalt værdifællesskab og internationalt samarbejde.

Læs også: »Løgnepressens« ansvar

Her synes populismens fremmarch at kunne forklare de resultater, som allehånde eksperter på forhånd regnede som usandsynlige. Man gik ud fra, at de britiske vælgere ville gennemskue Brexit-kampagnens løgne og selvmodsigelser for til sidst at stemme for at blive i EU. Og man forudså, at et flertal af de amerikanske vælgere ville føle sig frastødt af Donald Trumps utallige normbrud under valgkampen.

Populist eller nationalkonservativ

Det er oplagt, at populisme tilbyder nogle relevante forklaringer på både briternes farvel til EU og valget af Donald Trump som præsident i USA, men jeg vil samtidig advare mod en tendens til at generalisere om populisme, som forvirrer begreberne.

Tag for eksempel det østrigske præsidentvalg, der blev afgjort søndag. Her var der på forhånd udbredt bekymring for, at kandidaten for Det Østrigske Frihedsparti (FPÖ), Norbert Hofer, ville vinde.

Hofer er stærkt kritisk over for indvandring. Han går ind for grænsekontrol, og han har flirtet med tanken om østrigsk udtræden af EU, men er Hofer populist? Eller højreekstremist? Eller er han »bare« nationalkonservativ?

Danske medier har brugt alle tre betegnelser inden for de seneste uger, og det lader i hvert fald til, at man opererer med andre kriterier for at kalde politikere for populister i udlandsdækningen end i den hjemlige politiske dækning.

Populistiske tendenser er bestemt en del af historien om det østrigske valg, men det er en forsimpling at reducere valget mellem Hofer og Alexander Van der Bellen til et valg mellem en »populist« og en »moderat«. Og det er en forsimpling, som kan give næring til mistanke om, at mediet har en forudindtaget stilling i sin dækning.

Journalister synes nogle gange at glemme, at populisme er et skældsord, som bruges til at miskreditere politiske modstandere. Etablerede politiske partier trækker gerne populist-kortet for at fremstille udfordrere som ansvarsløse demagoger.

I den politiske forskning går en mere stringent definition på, at populister postulerer at repræsentere et ægte udtryk for »folket«, hvilket typisk vil føre til, at de ekskluderer anderledes tænkende eller fremmede fra deres selvdefinerede folkefællesskab. Hermed har populismen kimen af noget farligt og udemokratisk i sig, og det er derfor, at det er så vigtigt at studere det.

Netop det farlige ved denne isme gør begrebet velegnet til at miskreditere politiske modstandere. Igen skal journalister være på vagt, for nationalisme er ikke nødvendigvis lig med populisme. Og man er ikke nødvendigvis populist, fordi man går ind for grænsekontrol eller vil trække sit land ud af EU.

Protestbevægelser

I dækningen af den nye populisme kommer man let til at drage misvisende paralleller. Ungarns nationalistiske premierminister Viktor Orbán nævnes i flæng som et populistisk fænomen i samme kategori som Brexit, selv om Orbáns autoritære tendenser er en særlig ungarsk case uden synderlig relevans for den britiske EU-debat.

At slå Brexit hen som en sejr for populismen er i det hele taget en kortslutning. Selvfølgelig var der populistiske elementer i kampagnen for at lede Storbritannien ud af EU, men man må ikke journalistisk affærdige den substantielle debat om national selvbestemmelse, som den britiske folkeafstemning handlede om. Der pågår for øjeblikket en debat om demokrati og suverænitet i stort set alle EU-medlemslande, og den skal dækkes grundigt. Både fordi den er vigtig, og fordi vi som medier vil fremstå som irrelevante og arrogante, hvis vi afskriver den som et udtryk for populisme.

Nogle gange ville det hjælpe på dækningens balance, hvis vi nøjedes med at tale om protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser, for protesterne kan ingen diskutere. De er bare så komplekse, at de kan være svære at holde styr på.

Der er på én gang utilfredshed med globaliseringen, indvandringen, kapitalismen, menneskerettigheder, internationale domstole, EU, frihandel og på alle fløje en opblussen af identitetspolitikken. Dertil kommer en udbredt politikerlede, som har ramt de gamle centrum-venstre partier særlig hårdt siden finanskrisen.

Opgaven for journalister er at bruge populismen rigtigt i analyser og dækning. Vi skal naturligvis afdække ethvert tilløb til racisme. Vi skal også dække den ægte populismes udemokratiske tendenser, men vi skal ikke misbruge begrebet i en grad, så vi kommer til at tegne et forvansket billedet af virkeligheden og miste troværdighed.

  • Pierre Collignon er journalist og tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.