Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kommentar: Clement forstærker politiker-leden

Man glemmer, at politikerne også er mennesker, og at de fleste af dem faktisk er meget seriøse – uanset politisk ståsted.

Clement Kjersgaard kritiseres af Uffe Clausen, tidligere vicepolitikommissær og tidligere byrådsmedlem i Aarhus. Medlem af Nye Borgerlige.
Clement Kjersgaard kritiseres af Uffe Clausen, tidligere vicepolitikommissær og tidligere byrådsmedlem i Aarhus. Medlem af Nye Borgerlige.

Hos Clement er et show, ja, på det nærmeste et stunt, hvor indledningen altid handler om Clement i egen høje person, der med sin rappe tunge giver den hele armen og skal være sjov ved at nedgøre politikere på en måde, som kun er egnet til at forstærke den politikerlede, der vist nok har grokraft nok i sig selv.

Er DR blevet politisk revy? Og bygger det på en optræden, der minder om en gymnasiefest, hvor de unge har fået for meget indenfor vesten og skal udfolde sig? Se hvor vi kan!

Men ikke nok med det, for der er som regel inviteret en politiker til at deltage i showet, hvor interviewet med politikeren på det nærmeste har karakter af et trediegrads forhør á la amerikanske krimiserier. Her er der dog tale om forsøg på åndeligt tortur af offeret, der helst skal hænges ud som en potentiel politisk forbryder, der som udgangspunkt er fuld af løgn, og som skal afæskes en forklaring, fornemmer man.

Dansk politis bedste afhørere er rene skoledrenge ved siden af Clement, men i modsætning til Clement, forstår de at få sandheden frem, da man ikke benytter sig af metoder, hvor man presser offeret op i et hjørne, for det når man ikke særlig langt med. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet det og har ikke brugt den slags metoder.

Men nuvel, Hos Clement er et show, hvor de inviterede politikere gerne deltager for at komme på skærmen. Spørgsmålet er bare, hvor den etiske grænse for ulidelig spørgeteknik går, og i øvrigt hvad vi seere får ud af det, take or live it?

Min samlever, Jytte, får røde knopper af Clement, og hun er klar til at lukke for kassen, så snart han toner frem på skærmen. Men jeg vil gerne se det, for der kan da godt være en god finte og en sjov bemærkning, selv om showet generelt er for meget og for politisk farvet. For der er jo forskel på, hvem Clement afhører, forstås.

Ikke sådan direkte, men indirekte fornemmer vi sympati eller ikke-sympati. Som bekendt er der jo forskel på folk.

Politikeren, der kommer i den varme stol lige over for Clement og på skærmen bragt i en position, hvor stort set alle ansigtsdetaljer afsløres: hurtig halspuls, synkebevægelser og rødme, når adrenalinen pulserer rundt i kroppen, skal bestå en eksamen, og klarer man den, er man godt på vej. Det gælder om at stå distancen.

Selve showets koncept giver associationer til den franske revolutions guillotine med offentlig halshugning af ofrene. Her sidder byens borgere med kællingerne i forreste række og nyder hver gang, der ruller et hoved. Jubelen er stor.

Omskrevet er det så nutidens publikum til Clement showet? Næst efter egen succes er andres ulykke jo det bedste. Ja, de onde lo og de gode græd.

Man får stærkt fornemmelsen af, at det sjove er meget sjovt på andres bekostning, for selv om Alternativets bannerfører, Uffe Elbæk, i mine øjne udfører et stort politisk klovnenummer, så blev det dog for meget for ham, da han mødte Clement. Han stod ikke distancen.

Det gjorde derimod Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, der søndag aften klarede sig til højeste karakter. For hun lod sig ikke rive med af Clement, der med sit lakoniske smil forsøgte igen og igen at få hende til at stikke hoved og hals i guillotinen.

Hvor »sjovt« det end kan være at hænge politikere ud i den journalistiske mobningsproces, tjener det næppe andet formål end specialet journalistisk lavkomik.

Man glemmer, at politikerne også er mennesker, og at de fleste af dem faktisk er meget seriøse – uanset politisk ståsted. Vel, nogle råber meget højere end andre og har svært ved at følge god debatkultur, fordi de hele tiden vil have ordet, men hvad er det så de siger? Jo, de siger såmænd ikke så meget – f.eks. Morten Østergaard (R) og Johanne Schmidt Nielsen, Enhedslisten.

Men de får skabt forvirring, og vi oplever et råberi i munden på hinanden uden lige. Det er som i en børnehave, hvor det gælder om at råbe højest for at blive hørt.

Dårlig mødeledelse, Clement, i Debatten, som ellers kan være en god udsendelse, hvor man må forvente, at alle kommer til ord i nogenlunde lige lang tid og ikke hele tiden skal afbrydes eller kortes af, når det passer ind i Clements koncept.

Spørgsmålet er, hvad der er Clement og Co.s personlige dagsorden?

Journalisterne har fået for meget magt. Grundloven taler om den Lovgivende magt, den Udøvende magt og den Dømmende magt (magtens tredeling). Den fjerde magt har journalisterne tilranet sig. (Sagt rigtigt af tidligere MF Birthe Rønn Hornbech (V) i Deadline i en afskedssalut).

Journalisterne skal ikke stå til ansvar overfor andre end redaktionsledelsen og Grundlovens §. 91 om ytringsfrihed. På den knage hænger de deres journalistiske overtøj og tror, at frihedsbegrebet i ånd og tone er ensbetydende med, at man kan gøre alt, hvad der passer én uden hensyn til nogen. Er det i Grundlovens ånd, og er det fair?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.