Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Kommentar: Blå par(ti)terapi

»Muligvis ender det med, at hvert af de fire partier bliver bevidst om, hvor forskelligt man ser på de forskellige roller, som partier kan varetage.«

Peter Nedergaard
Peter Nedergaard

Der er noget galt med partiernes gensidige omgang med hinanden i blå blok. I de seneste dage er der på Christiansborg gået en historie med nedenstående indhold. Jeg garanterer på ingen måde for dens sandhedsværdi og refererer blot:

De fire partiledere fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative var efterhånden nået til den erkendelse, at man gerne ville undgå et valg, hvor blå blok i manges bevidsthed ville komme til at fremstå som et hus splidagtigt med sig selv. Derfor hyrede man en par(ti)terapeut.

Par(ti)terapeuten brugte de første seancer på, at partilederne måtte finde ud af med sig selv og hinanden, om de i det hele taget var villige til at tilsidesætte nogle af deres egne behov til fordel for det fælles projekt. Det skulle man efter sigende have accepteret, og derfor gik man videre med terapien.

Næste fase i par(ti)terapien drejede sig om at afdække partiernes roller således, at alle blev fuldt ud klar herover. Både indadtil og i forhold til resten af den blå familie.

Stemmer og indflydelse

Udgangspunktet for afdækningen af partiernes roller var, efter det fortalte, den kendte forskning af den norsk-amerikanske partiforsker, Kaare Strøm.

Han har fremsat en meget udbredt teori om, hvordan alle politiske partier forfølger tre mål med forskellig intensitet:

1) Man vil gerne have flest mulige stemmer. 2) Man vil gerne have mest mulig indflydelse på den førte politik. 3) Og man vil gerne opnå konkrete fordele ved at sidde på de magtfulde politiske poster. Den blå par(ti)terapi befinder sig lige nu i rolleafdækningsfasen. Ikke meget er sluppet ud herom. Muligvis ender det med, at hvert af de fire partier bliver bevidst om, hvor forskelligt man ser på de forskellige roller, som partier kan varetage.

Finder DF ud af, at man især fokuserer på stemmemaksimering? Erkender LA, at man alene har blikket rettet mod optimeringen af den politiske indflydelse? Indser V, at man langtfra er immun over for at indregne de konkrete fordele ved at have ministerposter med hensyn til, hvordan man agerer? Finder K ud af, hvor man i det hele taget skal lægge sit vægtlod?

Forskellige roller

Det er par(ti)terapeutens fornemste opgave at hjælpe med til at besvare disse spørgsmål. Forudsætningen for fortsat samliv i den blå familie er i det hele taget, at man besvarer disse spørgsmål, og at de andre partier hører svarene og anerkender de forskelligartede roller, som hvert enkelt parti varetager.

Lidt er der da også sluppet ud fra møderne: »Det kan hjælpe os med at finde ud af, at kun når vi accepterer, at vi alle får mere ud af at samarbejde end af at modarbejde hinanden, har blå blok en fremtid som én familie,« skulle terapeuten have konkluderet som afslutning på sidste seance.

Han havde nok også læst lidt om spilteori.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.