Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Koldkrigsdiskussionen løber af sporet

Uffe Ellemann-Jensen: Det er ubegavet, når nogen kører diskussionen om Danmark og Den Kolde Krig af sporet med overdrivelser og kulørte personsager, som det er alt for let at skyde ned.

Der foregår tydeligvis en omskrivning af historien, som skal nedtone betydningen af »fodnoteperioden« i Den Kolde Krigs sidste tid, skriver Uffe Ellemann-Jensen, der i april 1985 sad og så den amerikanske udenrigsminister George Shultz i øjnene, da han sagde: »Hvis alle vore andre allierede opførte sig som Danmark, ville vi ikke have noget NATO«! – Her det tyske Mauerdenkmal, der mindes ofrene for Jerntæppet.
Der foregår tydeligvis en omskrivning af historien, som skal nedtone betydningen af »fodnoteperioden« i Den Kolde Krigs sidste tid, skriver Uffe Ellemann-Jensen, der i april 1985 sad og så den amerikanske udenrigsminister George Shultz i øjnene, da han sagde: »Hvis alle vore andre allierede opførte sig som Danmark, ville vi ikke have noget NATO«! – Her det tyske Mauerdenkmal, der mindes ofrene for Jerntæppet.

Mens vi venter på rapporten fra Center for Koldkrigsforskning, er diskussionen om Danmarks forhold til Den Kolde Krig allerede ved at løbe af sporet. Det sker, hvis det kommer til at handle om at »afsløre« navngivne personer i stedet for at drøfte de helt overordnede spørgsmål.

Det er naturligvis spændende avisstof at sætte navne på »røde spioner«. De findes! Og der er hidtil kun sat navn på ganske få af dem. Men der er gode grunde til at være meget tilbageholdende. For de kilder, man øser af, er mildt sagt utroværdige. Forklaringen er: »pripiskas«!

Det er et begreb, som er hentet fra det gamle KGB. Det er beskrevet i en erindringsbog af Boris Pankin, som var Sovjetunionens sidste udenrigsminister i 100 dage i efteråret 1991. Pankin havde været ambassadør i Stockholm og Prag og i bogen beskriver han, hvordan de udsendte KGB-agenter på ambassaderne systematisk foretog en »bevidst fordrejning af opnåede resultater« i deres rapporter til Moskva. Det er »pripiskas«.

Hvis en agent ofrede en dyr frokost på f.eks. en politiker eller en journalist eller en embedsmand, skulle det jo begrundes over for regnskabsafdelingen. Så der blev smurt tykt på. Hvis en agent læste en interessant artikel i en avis, kunne han sende indholdet hjem som noget, han havde fået betroet af sin kontakt og han kunne få refunderet penge, som han hævdede at have stukket sin »informant« under bordet til gengæld for »afsløringerne«, naturligvis uden kvittering ...

På den måde endte frokostgæsten i KGBs arkiver som betalt »agent«. Og ifølge Boris Pankin var den trafik ganske udbredt i alle de østlige efterretningstjenester.

Derfor skal man være særdeles varsom med at tage arkiverne for gode varer, når det gælder den form for »agentvirksomhed«. Når f.eks. den afdøde journalist Torben Krogh er blevet beskyldt for at have været betalt agent for KGB, fordi han optræder i deres arkiver, så er jeg overbevist om, at han er blevet offer for pripiskas og det er efter mit bedste skøn helt urimeligt at hænge ham ud.

Hvis den slags sager bliver et hovedtema for diskussionen om Danmark under Den Kolde Krig, kan det kaste et bekvemt røgslør over langt vigtigere temaer. Bekvemt fordi der tydeligvis foregår en omskrivning af historien, som skal nedtone betydningen af »fodnoteperioden« i Den Kolde Krigs sidste tid.

Hvis man studerer det nye koldkrigsleksikon, kan man flere steder læse, at Socialdemokraterne i virkeligheden satte den første fodnote, før de opgav regeringsmagten i september 1982. Det er rent vrøvl og udenomssnak. Det er en kendsgerning, at den socialdemokratiske regering frem til regeringsskiftet forpligtede Danmark til at støtte NATOs missilpolitik, også økonomisk. Det skete ganske vist med stor ulyst men det skete uden forbehold. Og det er en kendsgerning, at først da Socialdemokraterne var gået i opposition, vendte de rundt på en tallerken og indgik i et flertal i Folketinget (sammen med SF og Radikale, der altid havde været imod), som forhindrede den nye regering i at opfylde de forpligtelser, forgængerne havde indgået.

Der er også ved at brede sig den forestilling senest fremført i Politiken af den nye chefredaktør, som dog skulle være historiker at alt det med »fodnotepolitik« slet ikke betød noget for Danmarks forhold til vore NATO-allierede. Det er også efterrationalisering og udenomssnak. Og jeg ved det om nogen. For jeg sad i april 1985 og så den amerikanske udenrigsminister George Shultz i øjnene, da han sagde: »Hvis alle vore andre allierede opførte sig som Danmark, ville vi ikke have noget NATO«!

Danmark var ikke på nippet til at blive smidt ud af NATO, som nogen hævder. Det er en vild overdrivelse. Men respekten for Danmark og tilliden til, at vi ville leve op til vore forpligtelser som allieret var på et hidtil uset lavpunkt. Og når det ikke blev værre, end det rent faktisk blev, hang det først og fremmest sammen med, at vore store allierede opfattede regeringen som »et bolværk mod det sikkerheds­politiske flertals ’kaosmagt’« for nu at citere den store kold­krigsredegørelse fra 2005.

Fodnoteperioden sluttede som bekendt med det valg, der blev udskrevet efter den såkaldte anløbssag i foråret 1988, hvor Socialdemokraterne ville pålægge vore allierede begrænsninger i anløb af flådefartøjer. Og her konkluderede koldkrigsredegørelsen, at »som sagen forløb, fik den ikke nogen konsekvenser for den internationale udvikling eller for Danmarks sikkerhed, men hvis man forestiller sig, at Danmark havde vedtaget en anløbspolitik imod de vigtigste allieredes vilje, er det sandsynligt, at den ville have fået virkninger på begge områder«.

Problemet med fodnotepolitikken var, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken blev (mis)brugt til at føre dansk indenrigspolitik. Og når det ikke gik værre, skyldes det især, at regeringen tog slagsmålene med »det alternative flertal« at vi stod fast på, at det danske NATO-medlemskab ikke måtte bringes i fare, og udskrev valg på spørgsmålet og at vi så var så heldige, at Den Kolde Krig begyndte at ebbe ud, takket være andres indsats.

Jeg kan godt forstå, at mange socialdemokrater i dag helst vil kaste et tågeslør ud over partiets optræden i den sidste del af Den Kolde Krig. Det skal de ikke få lov til. Derfor er det ubegavet, når nogen kører diskussionen om Danmark og Den Kolde Krig af sporet med overdrivelser og kulørte personsager, som det er alt for let at skyde ned.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.