Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kod, min gris, i morgen kommer robotten

Stina Odgaard-Sabally
Stina Odgaard-Sabally

Selvom Danmarks unge kaldes for digitale indfødte, mestrer de ikke teknologi. Tværtimod – de er forbrugere af den. Hvis vi vil uddanne – og her er tryk på danne – børn og unge til et langt liv på et omskifteligt arbejdsmarked, er vi nødt til at lære dem at være nysgerrige.

Så, kære undervisningsminister. Det er for snævert at fokusere på »at lære at kode«. Det er en generel kompetence eller en teknologisk dannelse, der er behov for. Vi skal ikke alle lære at kode!

Da jeg underviste en københavnsk folkeskoleklasse i sidste uge, spurgte jeg to elever, hvorfor de egentlig var kommet til undervisningen. Svaret har jeg tænkt meget over siden. Det lød: »Fordi vi skal.«

Autsch! Det var ikke ligefrem en hyldest til min undervisning, men samtidig tegner det et generelt problem: Det er ikke lysten, som driver værket i folkeskolen.

Det er et problem, fordi de unge mennesker kommer ud på et arbejdsmarked under konstant forandring. Når noget er i konstant forandring, bliver lysten til at lære central.

#HelloWorld, lad os kode puslespillet

Undervisningsminister Merete Riisager (LA)proklamerede før jul, at alle elever i folkeskolen skal lære at kode. Udmeldingen understreger et behov for et metodisk afsæt for den såkaldte »digitale dannelse« i folkeskolen: Det er vigtigt at få en erkendelse af at kunne kontrollere en maskine. Derfor kan det være vigtigt at lære at kode. Men det er en puslespilsbrik i et større billede.

Undervisningsministeren vil dyrke fremtidens kompetencer, der matcher en virkelighed med teknologi, digitalisering og et samfund under stadigt hyppigere transformation. For at matche denne hastighed har vi brug for legende, kreative og nysgerrige unge, vi har brug for at dyrke et mindset.

At dyrke et mindset kræver et metodisk afsæt, der sikrer, at vi ikke tegner på små puslespilsbrikker med håbet om, at de danner et større billede, når vi sætter dem sammen. Vi må sikre, at gode initiativer, såsom innovations-undervisning og kodning, danner et større billede af en digital dannelse, og at de giver eleverne det bedste udgangspunkt for at begå sig i fremtidens og sågar nutidens samfund.

Jeg tror på, at det handler om at give kreative og teknologiske succesoplevelser, der gør, at eleven oplever sig selv som aktivt skabende, kreativ og problemløsende. Min erfaring er nemlig, at det er de succesoplevelser, der afføder legesygen, nysgerrigheden og kreativiteten. Og modet til at fejle. Det er her, vi bliver rigtig dygtige – hele livet.

Det virker ikke til at blive forstået af de politiske lag, så jeg tillader mig at gentage: Det er simpelthen for snævert at fokusere på »at lære at kode«. Det er en generel kompetence eller en teknologisk dannelse, der er behov for. Så lad os lige overveje hele puslespillet, inden vi begynder at implementere de enkelte brikker i den i forvejen reformramte folkeskole.

Stina Odgaard-Sabally er medstifter af virksomheden Praktisk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.