Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Klynk og tårer fra Jammerdal Kommune

»Mange kommunalpolitikere tror, at de er embedsmænd, og påtager sig at forsvare krav og synspunkter, der ligger milevidt fra deres oprindelige, politiske ståsted. Påstanden er, at kommunalpolitik angiveligt går ud på at finde brede kompromiser og ikke omhandler ideologi. Sludder og vrøvl.«

»Det er meget sigende, at på KL-møderne sidder politikere og embedsværket inddelt efter kommune, ikke efter parti. Det skaber sammenhold i kommunen, et sammenhold vendt mod den til enhver tid siddende regering. Partiskel og holdninger er lagt på hylden: ’Vi er kommunerne, vi er KL-partiet’,« skriver Jens-Kristian Lütken og Jonathan Nielsen. Her ses KLs tidligere formand, Erik Nielsen (tv), og dets nuværende, Martin Damm. Foto: Scanpix
»Det er meget sigende, at på KL-møderne sidder politikere og embedsværket inddelt efter kommune, ikke efter parti. Det skaber sammenhold i kommunen, et sammenhold vendt mod den til enhver tid siddende regering. Partiskel og holdninger er lagt på hylden: ’Vi er kommunerne, vi er KL-partiet’,« skriver Jens-Kristian Lütken og Jonathan Nielsen. Her ses KLs tidligere formand, Erik Nielsen (tv), og dets nuværende, Martin Damm. Foto: Scanpix

Det er et år siden, at vi som nyvalgte og håbefulde kommunalpolitikere mødtes i Aalborg Kongrescenter til vores første af en stribe møder i Kommunernes Landsforening. Nu skulle vi i fællesskab sætte en liberal dagsorden for det kommunale selvstyre. Vi blev dog klogere: På KL-møderne er det kun de særligt udvalgte, som kommer til orde med ukontroversielle pointer, for i KL-partiet er man enige om at klage sin nød og græde ud blandt ligesindede.

Mange kommunalpolitikere tror, at de er embedsmænd, og påtager sig at forsvare alle mulige krav og synspunkter, der ligger milevidt fra deres oprindelige, politiske ståsted. Halmstrået for dette hamskifte er, at kommunalpolitik angiveligt går ud på at finde brede kompromiser og ikke omhandler ideologi og meningernes forskellighed. Sludder og vrøvl! Hvis det var tilfældet, ville vi være overflødige som politikere.

Læs også: Kommunalpolitik – et brand der smuldrer

Det er meget sigende, at på KL-møderne sidder politikere og embedsværket inddelt efter kommune, ikke efter parti. Det skaber sammenhold i kommunen, et sammenhold vendt mod den til enhver tid siddende regering. Partiskel og holdninger er lagt på hylden: »Vi er kommunerne, vi er KL-partiet«, nærmest genlyder det i det nordjyske kongrescenter. I 2009 blev daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V) sågar mødt med højlydte buhråb i forbindelse med KLs delegeretmøde.

Det er ærlig talt en latterliggørelse af nærdemokratiet. Danmark er et meget lille land, og derfor er det ganske enkelt patetisk at spilde energi på en konflikt mellem kommunerne og staten. Vi er så lille en enhed, at vi bør kunne arbejde sammen om fælles mål, eksempelvis at bringe Danmark ud af krisen og få skabt flere arbejdspladser. Det må være ambitionen for Danmark både ude i kommuner og på Slotsholmen. Desværre er virkeligheden, at det er KL mod den store stygge stat.

»Vi kan ikke spare mere« genlyder det grådkvalt såvel i mødesalen som over den bugnende kagebuffet. Sagen er imidlertid en anden; der er et kæmpe, uudnyttet effektiviseringspotentiale. Produktivitetskommissionen taler om mindst ti procent.

Er det hele ikke blot det pure opspind fra to liberale løver? Nej, det er såmænd, hvad man kan læse ud af den pressemeddelelse, som KL udsendte i forbindelse med dette års Kommunaløkonomisk Forum: »Retorikken på Christiansborg handler især om flere penge til sygehusene og flere penge til den statslige uddannelsessektor, så det er ikke svært at gennemskue, hvem der bliver efterladt som sorteper, det gør kommunerne.«

På den måde foregives det, at vi i kommunerne har en enighed om, hvordan virkeligheden er, uanset at vi har vidt forskellige politiske udgangspunkter. I KL-partiet er man forenet om formålet: at hive flere penge hjem til kommunerne fra statskassen. For alle liberale burde målet i stedet være, at få skattekronerne til at strække længere – ikke at flå flere penge op af lommerne på borgerne.

Læs også: KURRILDS: Totalkommunen

I en situation, hvor vi har verdens største offentlige sektor, er det mildest talt aparte at opleve, at det mest brugte (og ikke mindst, udskældte) ord er »anlægsloftet«. I forbindelse med KLs opgørelse af budgetterne for 2015 kunne man blandt andet høre fra KLs formand, Martin Damm:

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at det på anlægsområdet har været en stor udfordring at få udgifterne bragt ned. Mange kommuner har udskudt vigtige projekter, og jeg håber, at regeringen vil være lydhør over for kommunernes anlægsbehov, når vi til sommer skal forhandle økonomien for 2016.«

Vi tager ikke stilling til rimeligheden i, hvordan anlægsloftet er skruet sammen. Men helt ærligt, er det virkelig det største problem i en tid, hvor vi har buldrende underskud på de offentlige finanser, sløv vækst i den private sektor, 800.000 danskere på offentlig forsørgelse og verdens højeste skattetryk? Det er en ekstrem grad af silotænkningen, nærmest som om kommunerne var løsrevet fra resten af Danmark. Tro det eller ej, som individuelle kommunalpolitikere formår vi faktisk godt at balancere de nære og store hensyn i forhold til hinanden.

Der er selvfølgelig berettiget kritik af statens styring af kommunerne. Kommunerne er faktisk dygtige til at prioritere det, der er vigtigst, og behøver ikke dessiner fra Christiansborg. Først og fremmest kan finansministeren godt spare sig for diverse puljer, løft og checks. Dybest set småpenge der fordeles gennem komplicerede ansøgningsprocesser, og hvor det eneste synlige resultat ofte er en ny fundraiser ansat på løntilskud. Det kan være rart at dele milde gaver ud på ældreområdet med velmenende puljer i ryggen. Men givet de skarpe prioriteringer, vi i forvejen foretager, er det ikke den bedste tilgang. For der er ingen tvivl om, at hvis vi samlet set kunne råde frit over midlerne, ville prioriteringen falde anderledes ud. Og på en mere rimelig måde for borgerne og den lokale egenart, der skal tages berettiget hensyn til.

Omvendt er kommunerne heller ikke hinandens bedste venner på trods af, at man får det indtryk, når KL-partiet marcherer samlet ind i Aalborg Kongrescenter. Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) har i KL-sammenhæng netop udtalt, at vi skal være modige, og at der skal gøres op med den stramme styring af kommunerne. Samtidig har hendes egen kommune, med hende selv i spidsen, netop nedlagt veto mod centerbyggeri i nabokommunen Hillerød. Kontrasten er skærende, og virkelighedens lokalpolitikere sætter alt for ofte ikke handling bag de mange og flotte programerklæringer.

Læs også: Kommuners gæld vokser efter risikabel spekulation i schweizerfranc

Siden Brixtoftes fald fra magtens tinder er der ingen, der har formastet sig til at stille spørgsmålstegn ved den rolle, KL påtager sig. Som den fallerede borgmester taler vi imidlertid ikke for at melde os og vores kommuner ud af KL. Nej, problemet ligger hos de folkevalgte ude i kommunerne, der dækker sig ind under det kollektive klynk i stedet for at komme i arbejdstøjet og finde løsninger på de store problemer, Danmark står overfor. De må selv tage det ansvar, de går og sukker efter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.