Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Klapjagten på læreren

Arbejdsvilkår. Er der tale om en klapjagt på en bestemt gruppe lønmodtagere, bekymring for uddannelsesniveauet i Danmark eller om en djøficering af samfundet som helhed, hvor den enkelte samfundsborgers værdi hænger sammen med vedkommendes målbare ydeevne?

Folkeskolelærere og gymnasielærere har oplevet radikale ændringer af deres arbejdsvilkår. Er der tale om en klapjagt på en bestemt gruppe lønmodtagere, bekymring for uddannelsesniveauet i Danmark eller om en djøficering af samfundet som helhed, hvor den enkelte samfundsborgers værdi hænger sammen med vedkommendes målbare ydeevne? Lærernes nye vilkår er i mine øjne et udtryk for alle tre aspekter.

Jeg er cand.mag. i engelsk, religion og filosofi. Jeg har i min gymnasiekarriere været lærer i 16 år sammenlagt og leder (ledende inspektor og rektor) i 12 år. Jeg underviser nu i stx og på den internationale gymnasieuddannelse (IB). Det vil sige, at jeg ved, hvordan verden ser ud fra lærerens og fra lederens perspektiv, og jeg kender til to forskellige ungdomsuddannelser.

Vores uddannelseskultur er dybt præget af 60’ernes ungdomsoprør, der gjorde op med autoriteter, og hvor ledelse blev et fyord. På samme måde som eleverne afmonterede lærerens magt, var lærerne ikke villige til at lade sig lede. Den positive side ved denne udvikling var, at lærerrollen afspejlede vores samfunds demokratiske dannelsesidealer. Som lærer havde man betydelig medindflydelse og oplevelse af medejerskab. Jeg syntes – og synes stadig – at det kræver mange kræfter at være en faglig formidler, klasserumsleder, vejleder af den enkelte elev og medmenneske på samme tid.

Man er på, at være lærer er at være performer. Det er ikke til at skjule over for kritiske og bevidste unge, hvis man er uoplagt, kører på gamle rutiner og gammel viden eller er dårligt forberedt. Efter fem timers undervisning er man temmelig brugt op. Det gælder både for unge lærere og rutinerede lærere som jeg. Da jeg startede som lærer, var elevgruppen mere motiveret og mere disciplineret end i dag. Der stod stadig respekt om lærerrollen, og der var få forældreklager. Pædagogiske rådsmøder kunne være underholdende, men også forstemmende og uproduktive, når lærerværelsets autoritetsfjendtlige alfahanner gik til kamp mod rektorhannen. Lærerjobbet er grundlæggende anderledes end et kontorjob, og jeg har aldrig oplevet, at nogle har misundt mig tiden i klasseværelset – tværtimod. Det som misundelsen gik på, var arbejdets fleksibilitet og ferierne.

DA JEG SÅ BLEV leder, fik jeg en udefra vinkel på lærergerningen. Skyggesiden af den flade magtstruktur blev synlig, når man sad på rektorkontoret. De fagprofessionelle lærere ville have indflydelse, men var identificerede med deres eget perspektiv. Fokus var deres fag, ikke de ydelser, der ind imellem skal leveres for at få en skole til at overleve og udvikle sig.

Som eleverne kunne nogle lærere afkoble sig mentalt fra de pædagogiske råds møder og besvare e-mails, gå på Facebook og rette opgaver. Nogle lærere skulle gøres opmærksom på tilstedeværelsespligten til møderne. Ville man indkalde til et møde, skulle det ske med tre ugers varsel, ellers blev tillidsmanden pudset på én.

Ganske på samme måde som lærerne oplever frustration over elevernes mangel på respekt og ansvarlighed, er der nok også enkelte ledere, der kender til lignende følelser over for deres lærere og hilser de nye tider velkommen. Nu er der ingen tvivl om, hvem der har magten. Og ude i samfundet skal man ikke mere se folkeskolelærere handle i Elgiganten tidligt på eftermiddagen! Så kan de lære det!

DET ER I MINE øjne et stort problem, at en triumfalistisk undertone har akkompagneret ændringerne i lærernes arbejdsvilkår og bevirket, at især folkeskolelærerne, der ikke har ladet sig økonomisk kompensere for ændringerne, føler, at der er tale om overgreb.

Det er dog (heldigvis) ikke kun ønsket om hævn, der betinger ændringerne i lærernes arbejdsvilkår. Danske elevers manglende faglige kompetencer er dybt bekymrende. Her skal der placeres ansvar og sættes ind, og her bliver lærerne omdrejningspunktet.

Det er lærernes arbejde, der skal ændres, og her er mantraet flere undervisningstimer, mere tid sammen med eleverne. Forslaget til den ny gymnasiereform rummer øget undervisning i 1. og 2.g og mere coaching af eleverne uden, at det skal koste mere. Mon ikke læreren får at vide, at det er forberedelsen, der skal skæres ned på? Der skal således mere af den nursing til, der allerede leveres meget af. Kunne man ikke i stedet for have (gen)indført flere eksamener og årsprøver og dermed spillet bolden over til eleverne (og deres forældre). Vægtet flere »maskuline« krav i stedet for en yderligere dosis »mor«? Ikke mere, men andet!

Vi lever i et samfund, der sender to meget modsatrettede og dobbeltmoralske signaler. På den ene side idealiseres vækst og effektivitet. Vi skal fyldes op, fyldes ud og forbruge. Vækst kan måles og vejes, og dens ideologi understøttes af et samfundssyn, hvor mennesker i stigende grad vurderes som ressourcer, der kan bidrage til vækst og velstand. Derfor får de gamle gammel mad, og unge skal fodres op som Strasbourg gæs. Lærernes nye arbejdsvilkår afspejler denne instrumentelle måde at anskue mennesker på, som mange andre mennesker også lider under. Her har vreden på lærerne måske fungeret som ventil, men også som afledning i stedet for et opgør med et destruktivt menneske- og samfundssyn.

På den anden side, og her kommer det grotesk paradoksale ind, skal den effektiviserede, instrumentaliserede og, som resultat heraf, kommunikationsudmattede lærer over for eleverne synliggøre nogle gammeldags værdier, der går på fordybelse, nærvær og dialog.

HVIS VI ØNSKER vidende, reflekterede elever med personlig myndighed, der kan blive velfungerende borgere i et demokrati og klare sig i den internationale konkurrence, må vi se vores samfunds dobbeltmoral i øjnene, stille flere krav til eleverne og gøre op med hævntørsten over for lærerne. Det gamle magtspil mellem lærere og ledelse var bestemt ikke uden problemer, men det nytter ikke noget at gå til den modsatte yderlighed og behandle lærerne som fortidens industriarbejdere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.