Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Karrierenomaderne gider ikke lege med os

Dennis Nørmark og Heidi Rottbøll Andersen: Vi skal holde op med at se det som et nederlag eller uigengældt kærlighed, hvis udlændinge smutter efter syv gode år i landet, men vi har alle et ansvar for, at de bliver lidt længere end to.

Dygtige udlændinge kommer ikke hertil, fordi vi har fine vuggestuer og andre goder. De kommer for at gøre karriere – og jo bedre vi tager imod dem, jo lettere deres hverdag for dem og deres familie er, jo længere kan vi få dem til at arbejde for os, inden de drager videre.
Dygtige udlændinge kommer ikke hertil, fordi vi har fine vuggestuer og andre goder. De kommer for at gøre karriere – og jo bedre vi tager imod dem, jo lettere deres hverdag for dem og deres familie er, jo længere kan vi få dem til at arbejde for os, inden de drager videre.

København ligger i den dårligste tredjedel blandt de europæiske lande, når det gælder om at tiltrække og fastholde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Konsekvensen er et økonomisk tab i milliardklassen. LivingInstitute Research har sammen med analyseenheden Reg Lab undersøgt hvorfor. Et af udsagnene fra deltagerne i undersøgelsen er sådan set meget sigende: »Det er min karriere, der holder mig i Danmark, men det er også min karriere der skubber mig væk igen«.

Det er det fordi de fleste moderne indvandrere ikke kommer her fordi de synes Danmark er et fantastisk land. De kommer her ikke for de brede bøgeskove, for bibliotekerne, for vuggestuerne i velfærdsparadiset og for de gunstige sociale pengekasser, som mange ofte fejlagtigt tror. De kommer her på grund af det konkrete job på Carlsberg, Vestas eller FLSmidth, som kan løfte dem det næste skridt op på karrierestigen. Og når de ikke længere kan se karrieremulighederne i Danmark, så rejser de igen. Usentimentalt og uden at se sig tilbage.

Det understreges ikke kun af vores undersøgelse, men af undersøgelser og globale trends generelt. For trenden er, at folk flytter sig hele tiden. Derfor taler man i dag heller ikke om migration, men om transnational mobility (mobilitet). Vi kalder dem »karrierenomader«. Deres næste stoppested bliver Genève, Singapore eller New York, og København eller Aarhus er blot én karrieremæssig trædesten på vejen. Det giver os en række udfordringer.

Oxford Research expatundersøgelsen fra 2010, der afdækker expatmiljøet i Danmark, når frem til, at over halvdelen af de undersøgte udlændinge regner med at være her i max. fem år. Godt en fjerdedel regner kun med max. tre. Og endnu flere, faktisk over tre fjerdedele, tager hjem før det. Det sidste er ikke alt for godt, men det første er måske slet ikke så skidt som det lyder.

Hvilke krav stiller det så til værtslandet? Ja, først og fremmest stiller det kravet om ikke at omklamre gæsterne med krav om kulturel og sproglig integration. Som en af karrierenomaderne provokerende udtrykker det: »hvorfor i alverden skal mine børn lære dansk, de har jo ikke brug for dansk«.

For det, de moderne expats har brug for, er muligheden for at kunne fortsætte deres internationale liv i Danmark. Det kræver enkel og sømløs integration i forhold til de danske strukturer. Altså, at man kan få sig et CPR-nummer i en fart, modtage information på engelsk fra myndighederne og oplever et relativt fornuftigt serviceniveau i staten. Her virker særligt Udlændingeservice stadig som en myndighed, der mest er sat i verden for at genere folk, og udtrykker på den måde stadig den gamle opfattelse af indvandring som noget, der primært er uønsket og skal gøres så besværligt som muligt.

Derudover skal disse gæster føle, at de kan fortsætte deres internationale liv. Det betyder, at deres børn kan fortsætte i en international skole eller måske også en international børnehave. Endvidere kræver det, at ægtefæller kan komme hertil og at de kan integreres på det danske jobmarked. Igen er det vigtigt at huske på, at den nye mobile arbejdskraft kommer her af karrierehensyn. De skal ofte videre igen og har brug for at blive serviceret i en fart. Det betyder også, at de ikke behøver at blive en del af den store danske familie. Hvilket er noget, mange danskere generelt ikke rigtig kan forstå.

Vores indtryk er, at danskerne på mange måde er så forelsket i den danske velfærdsstat, at de tror, det er den, der som en magnetisk kraft tiltrækker alle de folk, der kommer hertil.

Det kan vi afsløre, at den ikke gør. Faktisk er der ikke ret mange, der er imponeret over hverken den offentlige service, der udbydes, eller den generelle value for money, man får af at betale den høje skat, som de skal bidrage med, når den lukrative forskerskat ophører efter fem år. De kommer her ikke på grund af vores daginstitutioner eller vores generøse biblioteksudlån. De fleste får et regulært kulturchok, når de oplever eksempelvis en dansk vuggestue. Ligeledes opfattes vores sygehuse generelt som under ordentlig standard, hvor lægerne er nærige med alt fra medicin til røntgenbilleder.

Nej, hvis vi tror, vi bedst kan tiltrække udlændinge ved at henvise til velfærdsstaten, så tager vi fejl. Og forskning udført af blandt andre Jan Rose Skaksen fra CBS viser i øvrigt også, at de bruger langt færre af »gratisydelserne« end almindelige danskere.

Naturligvis vil der også stadig komme udlændinge hertil på grund af vores velfærdsydelser. De familiesammenførte samt nogle få andre. Men en større og større gruppe vil bare bo her i max. seks-syv år. Så derfor skal vi indrette landet sådan, at det er rart at bo her i en årrække, men ikke påkrævet at man skal flytte helt ind i familien Danmark.

Dette sætter ikke kun krav til den enkelte dansker, men også til det erhvervsliv, der skal tiltrække arbejdskraften. Her skal man være bedre til også at finde job til de indvandrere, som man altså ikke lige har håndplukket i Chennai, men som faktisk allerede bor i landet. Især de medfølgende ægtefæller skal bruge et job, hvis de ikke skal kede sig i det nye værtsland og trække hele familien med hjem igen efter et års tid, fordi der intet er at lave.

Et andet sted, hvor danske virksomheder halter efter, er i sammensætningen af topledelsen. Politiken Research fandt i 2010 ud af, at i de 19 største danske virksomheder var 62 ud af 67 af topledelsens direktører ærkedanske. I bestyrelserne udgjorde udlændinge kun 16 procent.

Hvis det, som skal fastholde vores udlændinge, er karrieremulighederne, bliver det svært at overbevise dem om, at mulighederne er ubegrænsede, når det ser ud til, at der findes et glasloft imellem dem og den øverste ledelse.

Det offentlige skal ikke løse alle vores problemer og trække det største læs når det gælder om at fastholde karrierenomaderne. Det skal vi alle: kolleger, virksomheder såvel som statens institutioner. Vi skal holde op med at se det som et nederlag eller uigengældt kærlighed, hvis udlændinge smutter efter syv gode år i landet, men vi har alle et ansvar for, at de bliver lidt længere end to. Og så skal vi virke imødekommende og nysgerrige og ikke kun gide dem, hvis de lover at flytte helt ind i familien Danmark. For det gider kun de færreste.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.