Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kampen for at være unik gør os alle... normale

Caroline Kristensen
Caroline Kristensen

Min mormor udbrød forleden, at vi alle efterhånden er homoseksuelle. Jeg grinte afvisende, men så faldt tiøren. Hun havde en pointe. For da mormor var ung, var det ikke en dyd at være anderledes. Dem med rødt hår og fimsede håndled fik en vasker i toilettet.

Men i dag stiler vi alle efter at være anderledes. Unikke. Vi shopper one-of-a-kind vintage, hedder Myrtille og Djengis, men Hansen til efternavn. Det er, som om vi er blevet skrækslagne for det normale. Men i vores higen efter at blive set, ender vi så ikke bare som en flok pseudo-unikke kloner?

Når jeg slentrer ned ad Åboulevarden i Aarhus, leger jeg en leg. Den minder om dengang, man hoppede fra flise til flise uden at røre stregerne. En barnlig leg.

I dag er det den samme leg bare helt anderledes. Jeg bruger alle kræfter på at ramme stregerne og slå fast, at jeg bestemt ikke er som alle andre. Og så tænker ved mig selv: Er jeg unik nu?

Men ligesom hvilken som helst leg, så må den slutte. For ellers er det ikke en leg mere.

Jeg leger ikke mere. Jeg er træt. Da jeg engang i 00erne valsede rundt med skæve rottehaler og en mistænkelig løs rokketand, drømte jeg den samme drøm som dig. Vi skulle være prinsesser, popsangere og politimænd. Vi elskede klichéen og dyrkede den til ukendelighed. Vi var lykkelige. Lykkelig i datid.

I weekenden var jeg på date med et pragteksemplar af et hankøn, men hver date er efterhånden lige så forudsigelig som lotto. Ingen af os vinder. Han går til crossfit, backpackede i Asien, hører kun ukendt indie musik, drikker Tuborg Rå og laver altid pasta fra bunden.

Så jeg nikker bare pænt og kigger flovt ned i min øko-latte, jeg ikke kan lide.

For nu er det min tur. Min livret er fedtede spareribs, der efterlader sovs i hele krydderen, jeg lytter gladeligt til top 20-musik og spiser aftensmad fra gryden for at spare opvask. Så hvad fortæller jeg det smukke hankøn? Jeg lyver. Bare en lille hvid, veldokumenteret løgn.

Historien holder langt hen ad vejen. Polerede filter-billeder, fransk litteratur og fitness. Stilen er ren. Ren løgn, for det er ikke mig. Det er det »unikke« glansbillede, som man åbenbart skal vise frem.

Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at lyve. Jeg stopper gladeligt den forbandede se-mig-løgn, for den er belastende kedelig.

Så legen er slut for mit vedkommende. Jeg vil ikke mere.

Caroline Kristensen er journaliststuderende.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.