Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kære læsere

Tom Jensen
Tom Jensen

For nu at sige det mildt, så var 2015 ikke et år, der blev fattigt på markante omvæltninger. Intet tyder på, at den udvikling vender i et 2016, hvor Europa skal finde balancen mellem åbenhed og kontrol med flygtningestrømmene, og hvor terrortruslen efter alt at dømme fortsat vil hænge tungt over os alle hver eneste dag. Samtidig med at økonomien på en helt anden flanke helst skal vise ny vækst, og hvor regeringens liv hurtigt kan komme i fare, ikke mindst i forbindelse med de kommende skatteforhandlinger.

Også her i vores lille mikrokosmos, Berlingske, kommer 2016 til at byde på omvæltninger. Vi planlægger mærkbare omlægninger af både papiravisen og vores digitale sites b.dk, business.dk og politiko.dk. Forandringerne af avisen indledes med en fremskudt relancering allerede 17. januar med introduktionen af en ny livsstilssektion hver søndag på mindst 52 sider – og på indbydende, glittet papir. Magasinet afløser de eksisterende weekend-livsstilssektioner MS og Fri, men er ikke blot en sammenlægning af de to; det bliver noget helt nyt. Glæd jer!

Hen over 2016 vil vi gradvis modernisere hele Berlingske-universet, både i form, udtryk, indhold og stil. Jeg lover, at vi nok skal informere grundigt om hvert eneste skridt, vi tager, og hvad baggrunden er for det, så Berlingskes eksisterende og loyale læsere bliver taget med ind i logikken bag forandringerne, hvis sigte ikke skal skjules: De skal gøre Berlingskes appel større og bredere, gerne også hos danskere, som i dag måske kun er perifere læsere af vores sites eller avis. Derfor er den del af planen også synligt at styrke avisens daglige dækning af kultur, tendenser og livsstil uden på nogen måde at give køb på det, mange også læser Berlingske for: Den stærke, originale nyhedsdækning og den dybe, kvalificerede dækning af helt fundamentalt bærende områder som business, indland og udland. Det slækker vi ikke på.

På Berlingske tror vi, at medieforbrugeren i 2016 er et frit tænkende væsen, der ofte suger utroligt mange informationer til sig fra mange mediekilder hver dag, men som alligevel gerne vil betale for medieoplevelser, der gør hans eller hendes liv rigere: Den store læseoplevelse, den vigtige undersøgende historie, den overraskende nyhed, den elegant serverede eller måske endda humoristisk formidlede fortælling, den indsigtsfulde analyse og det perspektiv eller overblik, der både kræver viden og formidlingsevne fra vores side.

Det er mange krav at stille til sig selv, men det gør vi på Berlingske: Stiller krav til os selv. For det er forudsætningen for at kunne levere journalistik, som for alvor gør en forskel og flytter noget i menneskers liv. Lad mig eksemplificere med det, der formentlig også bliver 2016s helt store historie: Den europæiske flygtningekrise, som indeholder så ufatteligt mange dimensioner: Tragiske menneskeskæbner. Politisk kollaps. Stærke værdimodsætninger. En blodig og kompliceret krig. En undergrundsindustri af menneskesmuglere og pasproducenter. En globalisering, der har gjort vejen fra den tredje til den første verden betydeligt kortere, både psykologisk og reelt. Det er en kompleksitet, som kræver det yderste af os som journalister, også her på Berlingske. Det er det, vi gerne vil bruge den kommende, moderniserede avis til. Det vil ske i jeres tjeneste, kære læsere, for det er jer, der gør vores journalistik mulig. Hav et godt 2016, hvor mange omvæltninger det end vil byde på.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.