Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kære Jakob Steen Olsen: Det vil DR med sin TV-dramatik

»Uanset hvor populær en serie måtte være, så har vi et ansvar for hele tiden at forny os, afprøve nye formater, afdække nye områder og bringe nye tematikker i spil.«

I et debatindlæg lørdag 7. januar stiller Jakob Steen Olsen spørgsmålene: Hvorfor kommer der ikke en 3. sæson af komedieserien »Ditte og Louise«, og hvad vil DR egentligt med sin TV-dramatik?

Helt overordnet er vores ambition med TV-dramatik, at den skal debattere samfundet, mennesket og den tid, vi lever i, og perspektivere måden, vi lever på. Vi vil gerne bidrage til at få os som borgere til at reflektere over vores liv og hinanden. Det kan det gode drama medvirke til. For det gode drama kan både underholde og skabe refleksion på samme tid, hvad enten det drejer sig om svære familierelationer i »Arvingerne«, økonomisk kriminalitet i »Bedrag«, kønsroller i »Ditte & Louise« eller tro, som er temaet for vores kommende TV-serie »Herrens Veje« med Lars Mikkelsen.

Og det er måske netop disse ekstra »lag« i historien, som har gjort, at mange mennesker, både herhjemme og i udlandet, finder vores drama relevant.

Samtidig er det vores ambition at være modige og give plads til nyt. Senest har DR modtaget en international æres-Emmy for »banebrydende tv-dramatik« og for »vedholdende at have bidraget til udviklingen af original TV-dramatik«. Vi har for eksempel givet plads til, at seerne skulle have tålmodighed i hele 20 afsnit for at vente på, at Sarah Lund på sin egen mørke måde løste gåden bag et enkelt mord i »Forbrydelsen«, ligesom vi har givet både danskere og udland et indblik i dansk demokrati, da vi fulgte Sidse Babett Knudsens kvindelige statsministers udfordringer med at få politik og familieliv til at hænge sammen i »Borgen«.

Det er vores opgave hele tiden at gøre os umage med at udvikle originalt indhold, der både er interessant for den enkelte og har betydning for alle. Indhold, som befolkningen har lyst til at bruge, og som er værd at debattere, værd at have en holdning til og værd at være fælles om.

Det har »Ditte & Louise« i den grad leveret i to sæsoner. Én gang for alle: »Ditte & Louise« var en succes. Vi har været særdeles glade for serien, som på rekordtid gjorde det, den skulle. Det blev til i alt 16 afsnit, og Ditte Hansen og Louise Mieritz har på fornemmeste vis leveret fornyende satire på et ekstremt højt niveau. »Ditte & Louise« har på en ærlig og befriende måde fået os til at grine ad os selv og ad hinanden, når de har sat alles, og især kvinders, travle og hektiske liv i perspektiv. Serien har altså med andre ord levet op til forventningerne. Men hvorfor i himlens navn skulle den så ikke fortsætte?

Uanset hvor populær en serie måtte være, så har vi et ansvar for hele tiden at forny os, afprøve nye formater, afdække nye områder og bringe nye tematikker i spil. TV-serier fortsætter ikke nødvendigvis i 3. eller 4. sæsoner.

Det er blevet fremstillet, som om vi alene løber efter seertal, når vi programsætter vores serier. Seertal er selvfølgelig et udtryk for, at folk kan lide det, de ser. Men vi bruger faktisk mange kræfter på at prioritere med udgangspunkt i en række parametre såsom indhold, tematikker, formater og økonomi. Og selvfølgelig skal vi også se på, hvordan programmer kan komplementere hinanden, så der er relevant indhold til alle. Og nu er tiden kommet til, at der skal gives plads til noget andet samtidig med, at vi har valgt at videreudvikle på to andre dramaserier hhv. »Bedrag« og »Arvingerne«, som seerne kan følge i disse uger.

Berlingskes anmelder Jakob Steen Olsen er ikke helt tilfreds med fortsættelsen af de to serier. Men vi vil dog fortsat mene, at det er virkelig godt og relevant TV-drama. Når det er sagt, så arbejder vi altid på at justere og forbedre alle de programmer, vi laver – også 2. og 3. sæsoner af et søndagsdrama.

Vi vil i det hele taget gøre os umage for, at DR Drama også fremover skal videreudvikle de stærke dramaserier og komedieserier med indhold, nye formater og emner, som er relevante for seerne. Vi vil sammen med alle de mange kreative talenter i branchen fortsat stå på tæer for at skabe nye, fælles dramaoplevelser og skabe samtaler – og også debat – på tværs af geografi, baggrund og generationer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.