Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Chefredaktørens blog

Journalistik eller personhetz

Lisbeth Knudsen: Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har rejst en væsentlig debat om karakteren af mediernes dækning af politikerne, og hun problematiserer i en kronik i dagbladet Politiken forleden, at netop denne dækning kan skabe en folkestemning af politikerlede og forhindre, at gode folk overhovedet vælger at gå ind i politik med den erhvervsrisiko, det rummer, for negativ, offentlig eksponering.

Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør
Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør

Hun sætter desuden til debat, om medierne i for høj grad reproducerer hinandens historier på nettet og dermed spreder potentielle skandaler uden selvstændig research eller etiske stopklodser. Ellen Thrane Nørbys indlæg rummede - udover det principielle - et personligt angreb på en navngiven journalist på BT, som af politikere fra forskellige partier er blevet kaldt alt fra uvederhæftig, løgnagtig bedrager, skraldespandstømmer og »noget af det tætteste man kan komme på et beviseligt dumt svin«. Det udløste så en debat om, hvem der er de mest skallesmækkende mimoser - politikerne eller journalisterne - når det gælder personangreb og personkritik. Så er scenen sat til en god diskussion.

SPØRGSMÅL NUMMER 1: Tegner medierne et generelt billede af politikerne som »uærlige, griske idioter« for nu at bruge Ellen Thrane Nørbys eget udtryk? Nej. Det gør medierne ikke. Jeg nærer dyb respekt for de politikere, der udfra en idealistisk holdning påtager sig ansvaret for at stille op og træffe afgørelser på vegne af os andre inden for rammerne af det demokrati, som vi alle sætter højt. De fleste politikere er, som Nørby skriver, både hårdtarbejdende og ærlige. Den holdning ændrer ikke ved, at vi selvfølgelig som uafhængig, kritisk presse skal forfølge, om politikerne opfører sig respektabelt og passer deres job. Om politikerne har etikken i orden. Politisk tillid handler i dag mere om personlig troværdighed end om partiprogrammet. Spørgsmål nummer 2: Kan en politiker tillade sig at hænge en journalist ud offentligt, hvis den pågældende politiker selv er blevet angrebet? Ja. Journalisterne kan i dag ikke gemme sig bag den medieinstitution, som de er en del af. De bliver præcis lige som politikerne nu personligt eksponeret gennem de sociale medier og debatter på Internettet og udstiller jo også dele af deres privatliv der, som politikerne og andre kan læse med på. I dag flyver debatten rundt i et rasende tempo på nettet og på mobilen. Det gør også brugen af et ordvalg, der under normale omstændigheder ville beskæftige et par advokater og en dommer med en injuriesag. Jeg synes ikke, at politikere og journalister skal bidrage til ligefrem at understøtte den skidtspand af giftigheder, som net-debatter alt for ofte ender i at være. Desværre. Spørgsmål nummer 3: Skal pressen være en blodtørstig jagthund, som Ellen Trane Nørby skriver, eller en demokratisk vagthund? Vi har forskellige journalistiske koncepter i pressen, så stop nu den generalisering. Vi vil ikke slås i hartkorn med andre, men vil lige som den enkelte politiker måles på vores egen fortjeneste eller det modsatte. Denne avis har som målsætning at være demokratisk vagthund, men selvfølgelig vil vi også anse det for at være vores opgave inden for den definition at beskæftige os med politikernes personlige, moralske og etiske habitus og ikke alene deres politik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.