Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Journalist-studerende bliver oplært i dårlig valgkamps-dækning

BMINTERN - Christina Yoon Petersen
BMINTERN - Christina Yoon Petersen

»Kan man ikke sige, at vi har én borgmester, til vi får en anden?«

Det var et af de spørgsmål, en journalist på DR stillede til en nyvalgt politiker i kommunalvalgkampsdækningen. En anden journalist mente, at Vejle lå i Sønderjylland. En tredje på TV2 NEWS stillede helt seriøst spørgsmålet, om »ikke X partis tilbagegang skyldes, at det var gået godt for Y parti.«

Som journaliststuderende bliver jeg nødt til at spørge: Bliver nogen i dette land overhovedet kloge af den slags spørgsmål? Og hvorfor bliver niveauet i det hele taget så lavt? Er dette, hvad læserne og borgerne overhovedet efterspørger af journalistik?

På mit journaliststudium på SDU har vores undervisere taget et fremragende initiativ. Alle 250 journaliststuderende på tværs af årgange og fag skulle dække valget på Fyn. Hver kommune blev altså dækket af 25 ekstra journalister. Til sammenligning havde DR Fyn én mand i for eksempel Nyborg.

Valgkamp efter en skabelon

Desværre viser det sig, at journalistisk valgkampsdækning nærmest foregår efter en formel. Vi lærer altså på journaliststudiet at reproducere det, som DR, News m.fl. gør valgkamp efter valgkamp. Vi gør os så at sige klar til den virkelige journalistiske verden.

Man kan lave en skabelon for valgkampsdækning og blot stille de samme spørgsmål i alle kommuner. »Hvordan føles det?« »Havde du regnet med det?« »Hvem skal I samarbejde med?«

Især det sidste kommer politikerne med ikke-svar på. Det er jo i sagens natur idiotisk at vise modstanderen, hvilken hånd du sidder med – så er der ikke noget at forhandle om. Derpå krydrer man det hele med lidt sjove indslag, og følger senere op på, hvem der indgik samarbejdet. Og på den måde har man produceret en masse indholdsløs journalistik om proces frem for substans. Det synes jeg er spild af de mange dygtige studerendes ressourcer.

Det er ikke fordi, man ikke lærer noget. Man lærer at overholde deadlines, at turde stille spørgsmål til magthavere, og ikke mindst får man reel journalistisk erfaring. Så det hele er ikke spildt arbejde.

Men alligevel føltes det enormt frustrerende. For mens jeg opholdt mig i kommunen, jeg dækkede, lærte jeg faktisk alt muligt reelt spændende. Men der var ikke et journalistisk rum for at formidle det. For eksempel lærte jeg, at det i den kommune, jeg skulle dække, tog mig over tre timer at finde ud af, hvor man skulle henvende sig, hvis man f.eks. var psykisk syg. Det viste sig, at der var over seks forskellige instanser, der tog sig af dette område. Jeg opdagede også, at det med, at offentligt ansatte er til rådighed i frokosttiden, ikke gjaldt de seks medarbejdere, der sad med området. Jeg kunne i hvert fald ikke få fat på en eneste, og ingen på rådhuset kunne svare mig på, hvor de var.

Jeg opdagede også, at det ikke var så nemt at få gode råd på kommunens hjemmeside. At de forskellige instanser heller ikke kunne give et enslydende svar på, hvor man skulle henvende sig, hvis man var psykisk syg med et akut problem. Jeg lærte tilmed, at der sad flere politikere i social- og sundhedsudvalget, som ikke ville udtale sig om problematikken, fordi de »ikke vidste nok om det«. Hvilket i sig selv er bekymrende efter fire år i udvalget.

Kommunikationschefen i kommunen lærte mig at holde mig hen i to uger uden at få de tal, jeg havde spurgt om. Ja, faktisk kunne de ikke nå at sende noget til mig inden valget – sjovt nok. Det viser sig dog, at hvis man henvender sig direkte til en oppositionspolitiker eller direkte ud i kommunens afdelinger, kan man få svaret på under 24 timer. Det er jo et meget godt journalistisk trick til en anden gang. Så det var ikke fordi, jeg ikke lærte noget brugbart.

Journalistik til det sidste

Forskellige undersøgelser viser, at 8-28 pct. af danskerne først i sidste øjeblik vælger, hvor de skal sætte deres kryds. Burde man så ikke som journalist pege på problematikker i kommunen, indtil sidste valgsted er lukket – og netop her stille de ansvarlige politikere til ansvar?

I stedet stiller vi spørgsmål til, hvem politikerne tror, de vil samarbejde med efter konstitueringen. Men i virkeligheden kan det vel være ligegyldigt, hvem de skal samarbejde med, hvis politikerne samtidig kan slippe af sted med ikke at stå til regnskab for deres førte politik på den dag, der er allermest vigtig, selve valgdagen.

På et studium kan jeg sådan set godt forstå, at vi skal kunne kravle, før vi kan gå. Vi starter derfor i det små. Men hvad er undskyldningen på DR, TV2 og alle landets aviser?

Efter en hel dags spildt researcharbejde, blev jeg sur og frustreret på Adam Holm-måden, dog uden at kaste med stole. Men så overgav jeg mig til konceptet og lavede et interview med et byrådsmedlem, der havde skrevet en sang på musikken til sommerhittet »Despacito«, hvor han får »Jeg skal ski’ do« til at rime på »Henrik, det er lige nu«. Til de spændte Berlingske-læsere kan jeg afsløre, at der »måske« kommer en opfølgningsvalgvideo til næste valg.

 

Christina Yoon Petersen er journaliststuderende.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.