Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Jon Stephensen: Statens museum for de rige

»De, der har mest brug for et skub, et pust, et løft, er nu afskåret fra adgang grundet statens museers nye prispolitik.«

Jon Stephensen
Jon Stephensen

Det er søndag. Det er tid til en tur på Statens Museum for Kunst sammen med min seksårige datter. Vi er kommet der, siden hun var to. Det har altid været en kæmpe oplevelse for hende – og mig. Se lidt kunst. Ikke det hele, hver gang noget nyt, ny læring, ny forståelse, nyt input – og efter det, så ned i børnehuset og selv prøvet kræfter med pensel, limpistol og saks. Pris 30 kr. for denne sidste oplevelse. Det andet er jo gratis - eller var gratis.

For denne søndag er prisen 140 kroner. Siden 1. juni har museet taget entré. 110 kroner for en voksen, uanset hvor lidt vi skal se. Det handler om besparelser. Fra 30 kroner til 140 kroner. Eller hvis man er far, mor og et barn – så 250 kroner mod før 30 kroner.

Helt fint, jeg har jo råd til det, tænker jeg. Men har samfundet råd til det?

Ifølge Beskæftigelsesministeriet bliver 43.500 børn ramt af kontanthjælpsloftet og 21.800 børn ramt af integrationsydelsen. Tilgang til kultur kan være med til at bryde den sociale arv. Måske meget mere end vi tror i et land, hvor vi på trods af velstand og velfærd kæmper med at bryde social arv og mønstre. Ja, stadig sidder fast i, at det ikke rigtig lykkes.

Da jeg kommer ned i børnehuset, ser jeg konsekvensen af statens nye museumspolitik. Hvor der før var børn fra alle samfundslag, er børnehuset nu kemisk renset for dette og nu kun befolket af den kreative klasse. Med børn i dyre mærkevarekjoler og fine frisurer og uden en ridse i lakken – og med forældre der er så optaget af selv at lege med, at den pædagogiske leder må stoppe dem.

Væk er den del af samfundet og de børn, der også før hang ud her – og som måske fik deres første indblik i kunstens verden. Borte med blæsten er nu den mulighed, som en 30 kroners billet før gav adgang til.

Jeg ved godt, at der findes årskort, og at prisen derved falder betragteligt. Men hvor mange børnefamilier påtager sig den straks-udgift, hvis økonomen er stram? Svaret er synligt. Det gør de ikke. De er væk.

Jeg tænker, at det samme gælder på andre museer, hvor der før var gratis adgang. Det er synd og den dårligste, ja samfundsmæssigt dyreste besparelse på et tidspunkt, hvor der er brug for al den sammenhængskraft, som kunst og kultur kan give. Den opdragelse der ligger heri. Og den lyst til at flytte sig fra en faslåst position i samfundet. De, der har mest brug for et skub, et pust, et løft, er nu afskåret fra adgang grundet statens museers nye prispolitik. Afskåret fra de museer, vi trods alt alle bidrager til over skattebilletten, men som nu ser ud til at blive mere et udflugtsmål for den velstående del af danskerne.

Læs også: Intet er længere gratis

Jo flere år børn lever i fattigdom, desto dårligere klarer de sig. Denne tendens ses allerede efter et års fattigdom. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har også påvist, at fattigdom forringer den sociale mobilitet. De konkluderer, at »chancen for at bestå 9. klasses afgangsprøve falder kraftigt, hvis et barn har oplevet blot ét års fattigdom i løbet af barndommen«.

I den sammenhæng burde man nok have givet gratis adgang til statens museer en chance mere – eller gøre det igen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.