Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Jon Stephensen: Sex og stemmeret hænger sammen

Du må have sex, fra du er 15 år. Du bliver straffet med fængsel og som en voksen, når du fylder 15, men du kan ikke stemme. Det giver jo slet ikke mening. På den ene side stilles du til ansvar som ung og 15-årig, men du har ingen indflydelse.

Når danske unge ikke stemmer, handler det om, at de ikke føler sig hørt. Nej, ikke bliver hørt. De er slet ikke på de folkevalgte politikeres radar og agenda. De betyder ingenting i kampen for at blive valgt. Unge er en målgruppe i et tomrum, et vakuum.

Mens de er børn, appelleres der til deres forældre om bedre vuggestuer, børnehaver og hvad børneforældre ellers ønsker. Eller bedre ældreomsorg for at dulme forældres dårlige samvittighed over for deres ældre familiemedlemmer. Og først når de unge selv engang nærmer sig den rigtige voksne komformitet med pensionsopsparing, andelslejlighed og et barn på vej, er de igen i politikernes søgelys.

Men mens de er unge og på vej, er der gabende tomt på hylderne. Politikerne taler ikke til de unge, har ikke tilbud til dem, interesserer sig ikke for dem. Hvorfor pokker skulle de unge så stemme? Det er da klart, at mange unge ender med at kaste det demokratiske håndklæde i ringen ved kommunalvalget, når politikerne kun taler om børnefamilier, vuggestuer og plejehjem.

Præcis som i teatret

Derfor svigter de unge stemmeurnerne og bruger ikke deres kryds. Det er nøjagtigt som i dansk teater. De unge har længe svigtet her, ganske enkelt fordi teatret har svigtet de unge. Søgt sit publikum blandt børneforældre og blandt de »rigtige« voksne.

Kun 42 pct. af unge mellem 18 og 25 år forventes ifølge meningsbureauet YouGov at stemme ved kommunal- og regionsvalget på tirsdag. Spørger man hele befolkningen er tallet 62 pct. Det er et kæmpe demokratisk problem og slet ikke i orden. Lokkemad som en gratis tur i svømmehallen eller en tur i biffen og andet fjolleri er prøvet for at få unge til at stemme. Men forgæves.

Sæt valgalderen ned

Lad mig foreslå noget, der vil få politikerne til at tage unge alvorligt: Sæt valgalderen ned til 15 år nu. Ned til 15 år så den unge målgruppe vokser og bliver et segment, der føler sig taget alvorligt, og bliver en gruppe, som partier og politikerne ikke kan komme udenom, hvis de vil have stemmer nok.

Eller sagt på en anden måde: Mon ikke det er på tide at gøre op med talemåden »børn og unge« som én gruppe. Er der et tidspunkt i vores liv, vi ændrer os mest, er det lige der.

Alligevel slår vi her, hvor forandringen er allerstørst i et menneskes liv, denne gruppe sammen som ét hele. Ved at sætte valgalderen ned vil vi tage et stort skridt mod at anerkende, at man er ung og en vigtig del af samfundet fra man er 15 – og ikke længere et ligegyldigt barn, men den fremtid, vores land skal bygges på og af.

Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.