Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Jesper Petersen passer på Løkkes Danmark

»Det er hykleri, når Jesper Petersen »glemmer« at minde om, at forudsætningen for økonomisk vækst netop er de ting, som Socialdemokraterne og venstrefløjen hader mest: Lavere skat og lavere byrder på virksomhederne.«

»Den økonomiske vækst herhjemme har været stort set fraværende de seneste tre år med Thorning i spidsen. Derfor er der brug for noget bedre,« skriver Peter Christensen, finansordfører for Venstre. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
»Den økonomiske vækst herhjemme har været stort set fraværende de seneste tre år med Thorning i spidsen. Derfor er der brug for noget bedre,« skriver Peter Christensen, finansordfører for Venstre. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Da den økonomiske krise ramte Danmark i slutningen af 00’erne, satte Lars Løkke Rasmussen sig i spidsen for de mest omfattende reformer i mands minde. Under hans ledelse gennemførte vi hovedparten af de økonomiske reformer, som omverdenen roser os for i dag. Det har sikret Danmark mod at blive blæst omkuld.

Løkke sørgede ikke mindst for en reform af efterlønnen og lagde sporene til rette for en større kontrol med de offentlige udgifter. Og Bjarne Corydons eget finansministerium har faktisk konkluderet, at de reformer, som Lars Løkke Rasmussen gennemførte i sin statsministertid, samlet set har været næsten ni gange så store – og gavnlige – som dem, Thorning og Corydon har gennemført i deres tid ved magten.

Det er de reformer, der har gjort vores offentlige økonomi bundsolid, og som gør, at udenlandske ratingbureauer har givet Danmark højeste karakter.

Det husker danskerne, og det er derfor, at de for nylig fastslog, at Lars Løkke er »den bedste til at lede Danmark gennem en alvorlig krise«. Det kunne Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, ikke lide. Han fik »kaffen galt i halsen«, skriver han i Berlingske 25. januar.

Læs også: Løkke fik Danmark dårligst gennem krisen

»Løkke fik Danmark dårligst gennem den økonomiske krise, når vi sammenligner os med vores nabolande og ser på et helt centralt parameter – nemlig udviklingen i antallet af private arbejdspladser,« skriver Jesper Petersen og peger på, at Danmark mistede over 100.000 private arbejdspladser.

Jesper Petersen har ret i, at et stort antal private arbejdspladser forsvandt under krisen. Det er desværre sket over hele Europa. Og vejen tilbage består derfor ikke i at øge byrderne på virksomhederne, snarere tværtimod.

Jesper Petersen har intet lært af krisen. Det havde Helle Thorning-Schmidt heller ikke, da hun fik magten i 2011. Midt under en økonomisk krise øgede hun skatter og afgifter med næsten seks mia. kr.

Heldigvis er Thorning blevet en smule klogere. Jeg har rost regeringen, hver gang den har taget et lille skridt i den rigtige retning. Venstre har konsekvent deltaget i alle forlig, der kunne fortsætte reformprocessen og styrke Danmark. Vi har f.eks. gladeligt deltaget i forlig om lavere selskabsskat og stop for automatisk opregulering af offentlige ydelser. Jeg nævner det blot for en god ordens skyld – for at minde Jesper Petersen om et par vigtige initiativer, som han sikkert har det rigtig svært med, at hans egen regering har gennemført sammen med Venstre.

Læs også: Århundredets skattereform

Venstre har været en konstruktiv opposition. Det kan man ikke just sige om Socialdemokraterne og Jesper Petersens gamle parti, SF, da de var i opposition. Derfor er det da også utrolig morsomt at følge Jesper Petersens dobbeltspil i hans indlæg i Berlingske forleden.

Han klandrer Lars Løkke Rasmussen for den skattereform, der lettede skatten af sidst tjente krone. Han klandrer Lars Løkke for den dagpengereform, som har sikret en tilskyndelse til at søge arbejde. Og han klandrer Lars Løkke for ønsket om, at »de offentlige budgetter skulle gennemgås med en tættekam«.

Men netop de initiativer har været med til at give Danmark en solid offentlig økonomi. Netop de initiativer bliver rost af den ene uafhængige økonom efter den anden, med vismændene i spidsen. Og netop de initiativer fra Lars Løkke har regeringen ikke haft lyst til at lave om på. Derfor er Jesper Petersens kritik det rene og skære hykleri.

Det er også hykleri, når Jesper Petersen »glemmer« at minde om, at forudsætningen for økonomisk vækst netop er de ting, som Socialdemokraterne og venstrefløjen hader mest: Lavere skat og lavere byrder på virksomhederne.

Løkkes initiativer var afgørende for at bringe langsigtet balance i dansk økonomi. Jesper Petersen var imod dem alle. Og i dag siger han fortsat, at han er imod – uden dog at ville gøre noget ved sagen. Det afslører hulheden i hans argumenter.

»Socialdemokraterne passer på det Danmark, du kender,« lyder Jesper Petersens slagord. I givet fald er det så Løkkes Danmark, han vil passe på. Men det er ikke tilstrækkeligt bare at ville »passe på«, hvad Danmark har opnået.

Læs også: Regeringen overvejer ny vækstpakke for erhvervslivet

Den økonomiske vækst herhjemme har været stort set fraværende de seneste tre år med Thorning i spidsen. Derfor er der brug for noget bedre. Danmark har bestemt brug for flere private job. Det er derfor, Venstre vil lette byrderne på de virksomheder, som skal skaffe os flere job. Uden overophedning, og ved at fortsætte reformkursen, som nu er gået næsten helt i stå, mens Thorning venter på valget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.