Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Jeg var lige ved at løbe i byen efter waders

Den begivenhed er blevet mediedækket, som var der tale om en tsunami – med blå, verbale katastrofeblink, tilbageholdt åndedræt og larmende, sproglige udrykningshorn.

Ann Mariager.
Ann Mariager.

Hallo? Hal-lo-eh? Er her nogen? Mens jeg skriver disse linjer, er jeg bekymret for, om der overhovedet er et levende menneske tilbage til at læse dem. Områder i Danmark har været ramt af forhøjet vandstand, visse steder stormflod. Den begivenhed er blevet mediedækket, som var der tale om en tsunami – med blå, verbale katastrofeblink, tilbageholdt åndedræt og larmende, sproglige udrykningshorn. En stemning blev pisket op, så jeg var lige ved at løbe i byen efter waders og watertubes.

For godt nok bor jeg nær Fælledparken i København og skulle således være uden for farezonen. Men der er en lille sø ovre i parken, og hvem ved? Sådan som jeg tolker den stakåndede nyhedsformidling, skulle man ikke blive forbavset, hvis søen der også gik over sine bredder. Eller i hvert fald fik besøg af en reporter fra f. eks. TV2 News, der ville vide, hvad vi, der gæster parken, agtede at gøre, hvis såfremt ifald søen skulle vise tænder, og hvad vi føler ved tanken om at stå i sådan en situation, altså forudsat, at den opstod.

»Østersøen rejser sig,« læser jeg. Mediedækningen kører en stemning op, der smager af hysteri, men de berørte, de hopper ikke på den. Slet ikke. Alle de mennesker, sommer- og parcelhusejere og forretningsdrivende, der er blevet ramt af stormfloden og interviewet til TV, tager situationen fattet, afdæmpet og roligt. Der var de store piger i et villakvarter, der serverede varm kaffe til beredskabsfolkene. Der var ølbutiksejeren, der fejede vand op sammen med naboen, frisøren, som han selv havde været inde og hjælpe tidligere på dagen. Og kroejeren, en »magtesløs kroejer i Karrebæksminde«, som han blev præsenteret. Han virkede nu ikke særlig magtesløs. Han blev spurgt, hvad han følte, da han stod dér »i adskillige centimeter vand«. Han svarede venligt, at det såmænd nok skulle gå. Han regnede ikke med at kunne holde åbent til frokost, men de ville sikkert være klar til aftenserveringen. Husejere talte om, at det da er brandærgerligt at få vand ind, og at ting bliver ødelagt, men at det jo er »døde ting«, det går ud over, så det var bare med at rulle ærmerne op og hjælpe hinanden.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket niveau, medierne skruer sig selv op til, den dag, det kunne gå hen og blive bliver rigtig, rigtig alvorligt. Misforstå mig ikke, jeg har sympati med de mennesker, stormfloden og den forhøjede vandstand er gået ud over – men ingen er døde. Der er ikke borgerkrig. Ikke noget terrorangreb. Der er ikke en fejlslagen høst, der skaber sult og hungersnød. Ingen er på flugt.

»Hvad følte du, da du stod der og var magtesløs,« lød TV-reporterens spørgsmål til en, der var blevet ramt af stormen. Havde han spurgt mig, ville jeg have svaret (hvis jeg havde haft nærvær til det): Jeg tænkte, at I skal lære at stille bedre spørgsmål til folk, der bliver ramt af forhøjet vandstand og stormflod.

Der er gået inflation i sensation. Ord er ved at miste deres vægt, så de store blokbogstaver bliver hevet frem i medierne ved enhver lejlighed. Noget er ikke længere »godt« – det er »helt fantastisk«. Og en grim stormflod bliver formidlet, som om jorden er ved at gå under. Er det clickbait-kulturen, der slår igennem her? Altså ønsket om at lokke så mange til som muligt? Måske. Det er i hvert fald værd at bemærke, at jo større katastrofen er, jo mere afdæmpet og indtrængende er formidlingen.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.