Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Jeg risikerer at blive lynchet - men Matador er hverken vores historie eller kulturarv

Mogens Hansen
Mogens Hansen

Så skal vi se Matador igen. For hver gang, den bliver genudsendt, bliver den gjort mere og mere sakrosant. Det er en del af den danske kulturarv! Den viser den danske historie! Den repræsenterer vor kulturradikale arv! Hyldesten vil ingen ende tage, og DRs bidrag til public service er, at nye generationer skal indføres i denne det mest danske af den danske kulturarv.

Med risiko for at blive ildeset eller lynchet vover jeg alligevel påstanden, at Matador er en pseudo-kulturradikal folkekomedie, der hverken repræsenterer vores historie, vores kulturarv eller kulturradikalismen. Indrømmet – den er godt skruet sammen med gode skuespilpræstationer. Dens succes skyldes bl.a. den genkendelighed af personer, som netop er typisk for folkekomedien med plads til personudvikling, der dog ikke sprænger rammerne for genkendeligheden.

Serien er absolut seværdig, men når den tolkes som en del af vores kulturradikale arv, går det galt. Man bruger den på overfladen historiske præcision til at tegne et bestemt danmarksbillede, præget af hygge-småborgerlighed, der intet har med kulturradikalisme at gøre. Salig PH ville rotere i sin grav, hvis hans kulturradikale skarphed skulle tages til indtægt for hyldesten af Matador.

Det er folkekomediens grundlæggende karakter, at den på letforståelig vis sondrer mellem det gode og ikke-gode og derfor opererer med en begrænset udvikling af personerne. Dette lever Matador i høj grad op til. De gode er letgenkendelige typer som Ingeborg, Maude, Kresten, Dr. Hansen, grisehandler Larsen og hans kone, Elisabeth Friis, Agnes og senere i serien Vicki. De er alle sammen de fornuftige, der værdsætter værdier som ordentlighed, respekt for andre og familiære værdier, selv om de også har deres livskriser.

Nogle af dem skejer lidt ud som f.eks. Vicki og Maude (den sidste dog inden for ægteskabets ordentlige ramme). De er lidt skæve og indimellem lidt grinagtige (Maudes hovedpine), men når alt kommer til alt bliver de pæne (bedste)borgerlige mennesker, der repræsenterer det fornuftige og ordentlige.

På den anden side har vi de mindre fornuftige, som enten er fanget af fortiden, deres lysters, pengenes eller den politiske fanatismes vold. Alt, hvad der ikke i sidste ende støtter den småborgerlige fornuft, skildres som gammeldags eller enøjet uden forståelse for ordentligheden og pænheden.

Vi møder flere af den slags figurer. Først og fremmest selvfølgelig Mads Skjern, som med sin blanding af religiøs små-fanatisme, intolerance (f.eks. i forhold til sine børn) og pengegriskhed er »for meget«, selv om han også skaber dynamik i det stillestående Korsbæk. Det er kun i kraft af den pæne, ordentlige og selvopofrende Ingeborg, at han civiliseres en smule og ender med at komme ind i de rigtige cirkler. Pengegriskhed er for meget.

Figuren Røde er i virkeligheden skåret over samme læst. Hvor Mads Skjern er enøjet i sin pengegriskhed, er Røde tilsvarende enøjet i sin politiske overbevisning. At have en politisk overbevisning, hvor man kæmper for nogle idealer, medfører problemer i ægteskabet og svigt af børnene.

Man skal ikke være »for meget«, for så ender det med, at man må flygte. Det er uden for småborgerlighedens ramme. Den politiske overbevisning skal ikke være så radikal. Det er bedre at lave lidt skjult modstandsarbejde inden for den pæne ramme, som man ser hos Dr. Hansen og ligesindede. På trods af de på overfladen lidt kontroversielle synspunkter, forbliver både han, Kresten og Elisabeth Friis inden for det småborgerlige univers.

Serien følger folkekomediens skematik: Vi har nogle gode mennesker med lidt livskriser, og som kan markere nogle svagt kontroversielle synspunkter. Men det er ordentlige mennesker, der grundlæggende holder sig til borgerlighedens livsstil.

På den anden side har vi de mindre gode, som på grund af deres enøjethed får problemer. De er for griske, for fanatiske og holder sig ikke til borgerlighedens spilleregler. De kan kun fungere i kraft af deres relation til de ordentlige mennesker som Mads Skjerns Ingeborg og Rødes Agnes, der med hjertet på rette sted kæmper for det nære og deres børn.

Det er denne folkekomedie-skematik, der gør, at Matador i bedste fald repræsenterer en pseudo-kulturradikalisme. Hele kulturradikalismens ide var jo netop at bryde med borgerlighedens grænser, ikke mindst seksualitetens. Vi får ganske vist præsenteret den unge homoseksuelle mand (Mads Skjerns søn) i en pæn, følsom og stræbsom udgave, men ellers skildres seksualiteten som farlig, hvad enten det drejer sig Vickis ungdomsudskejelser, Varnæs’ utroskab ellers Ibens udsvævende liv. I sidste ende vinder pænheden og borgerligheden – det har intet med kulturradikalisme at gøre.

Så de næste måneder breder dansk-hyggen sig – hvornår får vi serien om kulturradikalismens banebrydende tænkning i stedet for den pseudo-kulturradikale fims, vi skal se i Matador igen?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.