Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Jeg er kultureliten, men hør her: Jeg bor i Jylland, har træk på bilen og handler i Bilka

O, at være kulturelite! At tilbringe aftenerne med at citere Rilke og drikke sjældne Bourgogne-vine og høre tolvtonemusik, alt imens man ryster på hovedet over de grimme valgplakater i almindelighed og Dansk Folkepartis i særdeleshed.

At have lejlighed i København beklædt med sildebensparket og høje paneler samt fast abonnement på Politiken og Aarstiderne og Venligboerne, hvis man ellers kan have abonnement på dem. At have en længerevarende uddannelse, der har kostet samfundet dyrt, kun spise økologisk og bandlyse landmænd og bilejere og supermarkeder og butikskæder, lige med undtagelse af Irma og Arnold Busck, fordi man ikke har opdaget, at Arnold Busck er en kæde med butikker i Jylland.

Sådan ser kultureliten ud. I hvert fald, når den bliver udskammet i den offentlige debat, hvor kulturelite klinger af noget verdensfjernt og selvgenererende.

Første gang, jeg selv blev kaldt for kulturelite, troede jeg, at det var en ros. Men jeg er også fra Jylland og tager ting alt for bogstaveligt. Senere lærte jeg, at kulturelite mest blev udtalt spydigt med et lille hånende indforstået nik, der indikerer, at kultureliten jo ikke har noget med rigtige mennesker at gøre.

Jeg er formand for Statens Kunstfond. Jeg er også direktør på et kunstmuseum og har noget så altmodisch som en magistergrad i kunsthistorie fra universitetet og en så elitær ting som en master i ledelse fra CBS.

Jeg læser aviser og har kunst hængende på væggene. Jeg kan godt finde på at tude over en bog af Naja Maria Aidt og slæbe mine modstræbende børn med på kunstmuseum, og jeg har aldrig sat mine ben i Lalandia. Jeg er sikkert i manges øjne en del af kultureliten par excellence (det er i øvrigt kun kultureliten, der skriver altmodisch og par excellence), og når man først er sat i bås som det, så kan det godt være svært at få folk til at lytte. Altså de rigtige mennesker.

Men lyt nu efter: Jeg bor i Jylland. Jeg har hus i forstæderne og trailertræk på bilen, og jeg handler helst i Bilka og kunne ikke drømme om at skille mig af med min bil. Jeg elsker Game of Thrones og vil hellere have råd til et par nye sko end at have et abonnement hos Aarstiderne, og jeg mener stadig, at George Michael er en af de største sangere i verden.

Men jeg arbejder med kunst og kultur, fordi jeg mener, at det er meningsfuldt. Fordi det, helt banalt, gør en forskel. Fordi kunsten rummer noget stort og uforståeligt, der gør det muligt at kapere verden. Det er ikke kulturelitært i ordets mest fordomsfulde betydning. Det er derimod generøst og ambitiøst, når jeg ser, hvordan kunsten kan forandre mennesker.

Så jeg håner ikke Dansk Folkepartis valgplakater. Jeg vil hellere pakke fordommene væk og anerkende dem, fordi de tør stå på mål for deres holdninger og tage debatten om kunstens rolle i vores samfund. Hvis de ellers er klar til at møde kultureliten i Bilka med trailertræk på bagsmækken og Naja Maria Aidt i handskerummet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.