Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Japans forbrugere udstiller dansk snæversyn

Karen Hækkerup, Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
Karen Hækkerup, Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

I skrivende stund befinder jeg mig i Japan sammen med blandt andre fødevareminister Dan Jørgensen. Japanske forbrugere er generelt velhavende og kræsne. Og det er til vores fordel som repræsentanter for et land og en fødevaresektor, der producerer madvarer i verdensklasse.

For mens vi hjemme i Danmark ofte må lægge ører til uberettiget kritik af især den danske svineproduktion, antibiotikaforbrug, dyrevelfærd og manglende kvalitet, så ser japanerne helt anderledes på dansk svinekød.

Her i Japan er der ingen tvivl om, at danske produkter generelt, og dansk svinekød i særdeleshed, er i meget høj kurs. For de kræsne japanske forbrugere flår det danske svinekød ned fra hylderne. For dem er det nemlig forbundet med både høj fødevaresikkerhed og høj kvalitet at sætte tænderne i en dansk skinke.

Hver fjerde udskæring af svinekød på de japanske supermarkedshylder er fra Danmark. Dermed er mere end halvdelen af Europas svinekødseksport til Japan dansk, og efterspørgslen rækker til en væsentlig større eksport i fremtiden.

I Danmark har vi valget mellem mange forskellige fødevarer. Vi kan vælge kød fra økologiske, konventionelle eller fritgående dyr. Japanerne har også valg, når det kommer til fødevarer. Og her er det altså primært dansk, konventionelt kød, der falder i deres smag.

Derfor er det utroligt spændende at se den danske produktion med japanske briller på. Og det må det også være for fødevareministeren, der som bekendt er ivrig fortaler for mere dyrevelfærd. Vi er helt enige med ministeren i, at vi hele tiden skal bevæge os mod endnu mere dyrevelfærd i fødevareproduktionen, og jeg er stolt over, at vi på en række områder er foregangsland.

MEN VI ER NOK ikke helt enige om, hvor godt det faktisk går i Danmark, og hvor langt vi er foran de fleste andre lande i verden. Med en overambitiøs og forhastet dansk lovgivning risikerer vi at presse produktionen ud af Danmark, og så må Japan og resten af verdens forbrugere gå på kompromis med både fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og bæredygtig dyrkning af jorden.

Selvfølgelig er det godt, at vi hele tiden bliver bedre til at producere fødevarer med stadigt lavere antibiotikaforbrug, højere dyrevelfærd og med langt strengere krav til pesticiderne end stort set alle andre lande i verden. For vi skal være foran i Danmark. Men jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at den heftige diskussion af den danske fødevareproduktion tenderer navlepilleri eller i hvert fald snæversyn.

DET ER DANSKERNE, der i disse dage har »fornøjelsen« af lidt ekstra landlig lugt, når landmændene bringer gylle ud på deres marker. Men jeg synes, det er en fascinerende tanke, at de afgrøder, der vokser op af jorden, fordi de får gødning, bliver til foder til danske svin, der via et topmoderne slagteri bliver skåret ud i præcis de udskæringer, koreanerne, tyskerne, kineserne eller japanerne kan lide. Efter en rejse langt mod øst kan japanske forbrugere købe det som et højkvalitetsprodukt.

I den globaliserede verden, vi lever i, er det helt nødvendigt, at vi ind imellem stiger op i helikopteren og ser på de danske forhold i et større perspektiv. For selvom det »aldrig bliver godt nok« for nogle i Danmark, så er de samme omdiskuterede danske fødevarer altså »de bedste« mange andre steder i verden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.