Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Islam-kritikken er ikke liberal

Rasmus Brygger
Rasmus Brygger

Liberale er usynlige i kritikken af islam og de uliberale konsekvenser af islamisk masseindvandring. Det skrev liberale Ryan Smith her i avisen 25. maj, og mens Smiths argumenter vanen tro er saglige, bygger de på en forkert præmis. Islamkritik er nemlig ikke liberal. Nærmere tværtimod.

Men lad os først starte et andet sted. Som en, der har forladt Liberal Alliance i protest over en højredrejning i netop integrationsdebatten, må jeg indrømme, at jeg har svært ved at genkende, at liberale ikke er synlige i islamkritikken. Jeg ser nærmest dagligt selverklærede liberale på Facebook og diverse onlinemedier tale kritisk om islam, »islamificering« og masseindvandring. En oplevelse, der også er blevet bekræftet af undersøgelser, der placerer Liberal Alliance i det økonomisk liberale, men værdimæssige konservative hjørne af det politiske kompas.

Grunden til, at jeg vender mig kraftigt mod islamkritikken skyldes, at den – i hvert fald i sin nuværende form – er alt andet end liberal. Det er den ikke af flere årsager:

For det første er liberalismen ikke en antiteistisk ideologi. Hverken som ideologi eller som idemæssig tradition modsætter liberalismen sig religion. Tværtimod var liberale tænkere såsom John Locke ofte religiøse frontløbere for principper om religiøs tolerance. Der er intet modstridende i sig selv ved at være liberal og stærk troende, og selv om liberalismen i denne henseende mest beskæftiger sig med, at staten ikke skal undertrykke borgernes religiøse rettigheder, bygger ideen om tolerance på en moral om, at man må tro, som man vil, så længe man ikke er til skade for andre.

Kollektivistisk menneskeforståelse

For det andet er islamkritikken baseret på en kollektivistisk menneskeforståelse. Logikken er, at fordi mennesker tilhører gruppen X (i det her tilfælde muslimer), så må de også besidde Y egenskaber (her eksempelvis fundamentalistiske holdninger) på trods af, at du i høj grad sagtens kan være muslim og fortsat liberalt sindet. Mens der bestemt er antiliberale ideer blandt mange muslimer, er der også eksempler på det modsatte. I stedet for at vurdere hvert enkelt individ ud fra deres egne holdninger og ageren, sætter islamkritikken over en bred kam muslimer ind i samme gruppe. Det er i sig selv et stort problem, når det kan legitimere, at de behandles anderledes.

Det fører os over til det tredje og største problem ved islamkritikken: Kollektivismen retfærdiggør brud på individers rettigheder. Et eksempel er regeringens nye lovgivning mod hadprædikanter, der bl.a. forbyder bestemte religiøse forkyndere indrejse på grund af deres ytringer – et klokkeklart overgreb på ytringsfriheden. En anden og langt mere udbredt retfærdiggørelse af overgreb på individet begår Ryan Smith også i sit indlæg: Vi må begrænse indvandringen af muslimer, fordi vi erfaringsmæssigt ved, at muslimer udfordrer borgernes grundlæggende rettigheder. Her taler vi igen om en kollektiv afstraffelse, som rammer individer – ikke på grund af deres handlinger, men på grund af deres tro, som i sig selv ikke er til skade for andre mennesker.

Har vi som liberale en respekt for universelle rettigheder, bør vi også respektere individets ret til at bevæge sig frit, så længe de ikke krænker andre menneskers rettigheder (dog uden at have krav på andre landes privilegier). Ud fra en liberal logik, er det en klar krænkelse af muslimernes medfødte rettigheder at lukke grænserne for dem ud fra devisen om, at andre muslimer volder ballade. Det betyder ikke, at man aldrig kan retfærdiggøre at lukke grænsen, men ligesom alle andre brud på individers rettigheder, skal der ekstremt tungtvejende årsager til at retfærdiggøre det.

Uliberalt

Islamkritik er for mig at se en forkert – og uliberal – vej at gå. Der er masser af problemer relateret til muslimer og indvandring, som kan og skal kritiseres, men det bør jo være ideerne og handlingerne i sig selv, og ikke fordi det i højere grad eksisterer blandt muslimer end andre trosretninger. Liberale – og alle øvrige borgere i samfundet – har et klart ansvar for at bekæmpe homofobi, sexisme, antidemokratiske ideer og begrænsninger af ytringsfriheden. Men det betyder ikke, at liberale nu skal springe ud som »islamkritikere«, ligesom det heller ikke er en del af den liberale ideologi, at være »kristendomkritiker«, fordi fundamentalis-tiske kristne ønsker at fjerne retten til fri abort eller »jødedomskritiker«, fordi jøder omskærer deres drengebørn.

Jeg er fuldkommen enig i, at der er væsentlige problemer blandt muslimer, som vi må og skal håndtere. Men vi må i kritikken af antiliberale ideer og handlinger ikke forfalde til selv at forlade respekten for individet, ytringsfriheden og trosfriheden. Vi liberale bør overlade det til de nationalkonservative at føre ideologisk krig mod den islamiske religion, og i stedet fortsætte med at gøre, hvad vi liberale gør bedst: At insistere på det individuelle menneskesyn, på det enkelte menneskes rettigheder og på, at friheden er kernen til alt godt. Også for muslimer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.