Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kultur-karruselllen

Inger Støjberg hjælper os ikke

»Faktum er, desværre, at Inger Støjberg ingen positiv forskel gør. I bedste fald. De store ord efterfølges ikke af virksom politisk handling. Det er altid en gratis omgang.«

Inger Støjberg er et problem for os, der er enige i hendes mange stærke udtalelser.

Tillad mig at forklare: Som udlændinge- og integrationsminister har hun Danmarks sværeste job. En uriaspost, et let bytte for enhver frådende kulturradikaler med hang til opløsning, oplagt hadeperson for den del af nationen, der ikke kerer sig om hverken fædreland, fred eller fremtid. En på alle måder udsat position. Så langt er jeg med hende, og hun håndterer den permanente shitstorm, der følger med jobbet, så afdæmpet og værdigt, som man kunne forestille sig det.

Der er mange, der synes det samme. Det ser vi ikke mindst i undersøgelser af politikeres popularitet, hvor Inger ligger højt, ja, faktisk nummer 1 i den seneste af slagsen. Danskerne er vilde med hendes sympatiske udstråling og markante udmeldinger.

Jeg kender ikke Inger personligt, men jeg går bestemt ud fra – og håber! – at der ligger oprigtig bekymring for Danmark bag de kontante skriverier på Facebook og bramfrie udtalelser til alverdens medier.

Altid en gratis omgang

Faktum er, desværre, at Inger Støjberg ingen positiv forskel gør. I bedste fald. De store ord efterfølges ikke af virksom politisk handling. Det er altid en gratis omgang. Fra symbolpolitik som den pinlige og ligegyldige smykkelov, over nysseligt koreograferet harceleren over typer som Gimi Levakovic, og til de halvmånedlige, småskrappe opdateringer om »sådan gør vi altså i Danmark« på de sociale medier. Når dagen er omme, er Levakovic en fri mand og enhver, der sætter sin fod på dansk jord, har ret til asylbehandling.

Men det virker jo. En substansløs sommerkronik i Politiken er ensbetydende med læssevis af omtale, hvor hun nok en gang bliver udråbt til »sorte Inger« af de vanlige grædekoner og følgelig høster massiv anerkendelse i befolkningen. Man tænker, at hun må mene det alvorligt, når de kulturradikale flipper sådan ud.

Derfor stiller Inger troligt op hver gang, vi står med endnu en afstumpet forbryder, »vi« ikke »kan« sende ud af landet. Så ser vi hende på skærmen, med sit fattede blik og dybe, beroligende stemme – det er nærmest moderligt, og måske også tænkt sådan – og de lidt bovlamme, men alligevel faste formuleringer luller os ind i fatamorganaet om politisk ansvarstagen. Vi bliver passet på. Tror vi.

Det er skuespil

For Inger mimer den handling, regeringen ikke vil give os. På den måde er hun et blændværk. Hun er, i politik-øjemed, en repræsentation, et billede af billedet og ikke den ægte vare. Men indpakningen er autentisk, den føles reel – i hvert fald overbeviser den mange. Bekymrende mange. Thi ordene er jo tomme, det er skuespil. Danskerne føres bag lyset dagligt, og Inger har en hovedrolle i det deprimerende teaterstykke.

Og det er det værste. Det store svigt. Vi forledes, med Inger, til at tro, at der sidder mennesker i Venstre, i regeringen, som faktisk handler for at beskytte Danmark i disse folkevandringstider. Sandheden fik vi i statsministerns nytårstale, hvor han stråmandsidiotisk bebudede, at vi ikke skal lukke os ude fra omverdenen. Som om nogen har foreslået det. Det eneste, vi vil, er at bremse asyl/migrantstrømmen.

Spørgmålet er, om åbne-grænser-Venstre virkelig skal have lov til at lukrere på den goodwill, Inger Støjberg behændigt samler ind fra alle de bekymrede mennesker, der efterhånden findes i landet? Det synes jeg ikke.

Eva Selsing er filosof og kommentator.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.