Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Indslusningsløn vil føre til løntrykkeri

Danmark har en stor udfordring med at få integreret flygtninge på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er bare, hvordan den udfordring løses bedst. Bedst i forhold til integration af flygtninge og indvandrere, men også i respekt for det danske arbejdsmarked og den danske model, hvor regulering af løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet sker gennem kollektive aftaler.

Adskillige borgerlige meningsdannere taler varmt for indslusningsløn, og den liberale tænketank CEPOS har sat tal på og foreslået en timeløn på blot 70 kroner.

Men vi behøver ikke at kigge langt for at se, hvor skræmmende det kan gå med lønudviklingen blandt de dårligst betalte, når staten indfører særligt lavtlønnede job. I Tyskland har barske arbejdsmarkedsreformer ført til løndumping af værste skuffe blandt dem, der tjener mindst.

Tyskerne har med Hartz-reformerne blandt andet indført lavtlønnede indslusningsjob, og det har ført til en lavere lønbund, der er med til at holde de tyske lønninger nede. Desuden har det vist sig, at en stor del af de lavtlønnede tyskere bliver fastholdt på den lave løn i årevis. Mere end fire millioner tyske lønmodtagere arbejder i dag for omkring 50 kroner i timen. Det har ført til en ny underklasse af såkaldte working poor – arbejdende fattige i Tyskland. De er tvunget til at tage flere job for at kunne klare sig.

Tyskland har i 2015 taget imod over en million flygtninge, men trods den lave startløn – den tyske udgave af indslusningsløn – forventer regeringen, at det lykkes at få en ud af hundrede flygtninge i arbejde i år. Det viser med tydelighed, at der skal mere til at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet.

Vi er i 3F udmærket godt klar over, at det langtfra er alle flygtninge og indvandrere, der har de fornødne kompetencer og kan indgå i arbejdet i en virksomhed fra første dag.

Men i stedet for den løntrykkende indslusningsløn skal vi begynde med at bruge de redskaber, vi faktisk allerede har. Virksomhederne kan gennem forskellige støtteordninger tilknytte flygtninge og indvandrere: Virksomhedspraktik, jobtræning, jobrotation og lærlingeaftaler.

Det er desuden helt afgørende, at flygtninge og indvandrere straks efter ankomsten til Danmark kommer i gang med at lære dansk og tilegner sig de faglige og sociale kompetencer, som er nødvendige for, at de kan begå sig på arbejdspladserne.

Venstres finansminister Claus Hjort Frederiksen har givet udtryk for, at trepartsforhandlingerne skal bruges på at drøfte muligheden for en »trædesten« – læs indslusningsløn – til arbejdsmarkedet. Men 3F vil under ingen omstændigheder være med til at indføre en indslusningsløn, som er lavere end mindstelønnen.

Indslusningsløn vil påvirke lønstrukturen på det danske arbejdsmarked, præcis som vi har set det i Tyskland. Samtidig vil det undergrave den danske model, der bygger på frivillige og fair aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.