Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Læst og påskrevet

»I dag er det kun sport- og popstjerners død, der kan vække offentlig opmærksomhed«

Jeg hører i natten den vuggende lyd fra Venezias vand. Sådan begynder Holger Drachmanns berømte digt »Sakuntala«, der var meget klingklang i denne i sin tid folkekære digter, men musikalsk i sin digtning, det var han; der var vellyd i hans vokaler. Man kan kun vanskeligt undgå at få »Sakuntala« ind i hovedet, når man er i Venezia eller Venedig, som vi og tyskerne siger, og dette skrives i Venedig, hvor vi stik mod planen sidder fast, fordi min elskerinde, som også er min kone, har fået et mindre mavetilfælde. Vi tog herned i mandags, kun for at overraske og fejre en nær ven, en stor dansk forfatter, der havde søgt ly her for sin 75 års fødselsdag. Femoghalvfjerds år, det er tal majestætiske i vælde, og så ikke et ord mere om Dronningen. Med mig i tasken havde jeg Klaus Rifbjergs nye bog, »Besat«, og hans dagbogsnotater fra 2011, der hedder »Dag efter dag« og afslutter den serie af »karakterbøger«, han strøede om sig. Det er her, han giver alt, hvad der kan krybe og gå i Danmark, karakter, altid veloplagt, ofte morsomt, og lige så ofte ondskabsfuldt. Selv var han kronisk uskyldig.

På min vens fødselsdag døde Günter Grass, denne kæmpe, uventet. Det er næsten for meget. Først døde Tomas Tranströmer, han skrev lyrik, så man forstod, hvorfor digte er noget særligt. Så døde Klaus Rifbjerg, ikke uventet, men alligevel. Jeg var nok en af dem, der mente, at Klaus Rifbjerg ikke kunne dø, at han altid ville være her og kommentere os. Han havde fripas til sproget, sagde Niels Barfoed i TV-Avisen, og det var præcist, som kun Barfoed, der selv er en velsignet skribent, kan være det. Klaus Rifbjerg havde uhindret adgang til det danske sprog. Det var hans storhed og vel også hans svaghed. Det var for nemt for ham at skrive. Sproget gav ham aldrig modstand, tvang ham aldrig til at stoppe op og tænke sig om.

Og nu Günter Grass. På en vis måde lignede han og Rifbjerg hinanden. Ikke alene i kærligheden til det sanselige, også i den ustandselige trang til at gøre sig kloge i det politiske, moraliserende og dobbeltmoralske, det var de begge. Og generøse. Storslåede og store i slaget. Men også sært nøjeregnende. Jeg besøgte engang Grass i hans hus ved Lübeck. Jeg lavede et stort interview med ham til min daværende avis, Politiken, og jeg var der hele dagen, vi sad i hans atelier med alle træskærerarbejderne og snakkede time efter time. Flere måneder senere mødte jeg ham igen, ved en større komsammen. I samme øjeblik, han så mig, styrede han direkte gennem menneskemængden, lod sig ikke opholde af fremstrakte hænder eller noget, og begyndte straks at skælde mig ud. Hans vrede skyldtes, at jeg i mit interview havde udeladt en enkelt sætning, han havde udtalt om SPD, det tyske socialdemokrati. Jeg havde skønnet, at denne sætning var for intern, kun til brug for tyskere, jeg mente ikke, den ville sige danskere noget. Men jeg blev sandelig belært af manden med elefanthukommelsen. Midt i nogle dumheder om Pia Kjærsgaard og Flemming Rose – Rifbjerg lod sig tit styre af idiosynkrasier og gjorde sig dermed mindre begavet, end han var – husker han i »Dag efter dag« tilbage til dengang, da »det at være digter faktisk betød noget«. Han erindrer om fakkeltoget, da Holger Drachmann fyldte tres, eller den respekt i offentligheden, der stod om Martin A. Hansen. Det er sandt nok. I mit barndomshjem læste vi Berlingske Tidende. Jeg var kun tolv år, men jeg mener at kunne huske, at Berlingskes forside var helt domineret af nyheden om Martin A. Hansens død, og jeg husker den alvorlige stemning, der i mit hjem fulgte nyheden. Som om vi havde lidt et personligt tab.

Vi er faldet dybt i Danmark. I dag er det kun sports- eller popstjerners død, der kan vække offentlig opmærksomhed, og man er lykkeligt overrasket, hvis politikere blot er i stand til at tale rent og skrive uden alt for mange stavefejl. At de skulle besidde kundskaber ud over det mest banale, tør man slet ikke forvente. Og hvis de endelig er tvunget til at udtale sig om et eller andet, der har med kunst og kunstnere at gøre, er de ubehjælpsomme og barnlige eller primitivt reklameagtige. I det politiske liv er Rifbjergs død forblevet upåagtet, selv om ingen har betydet så meget som han for dansk sprog og kultur i det seneste halve århundrede.

I andre europæiske lande er niveauet, som det engang var i Danmark. I mandags, da Günter Grass døde, gik der ikke mange minutter, før mindeordene stablede sig op. I Tyskland var Grass langt mere kontroversiel, end Rifbjerg var i Danmark. Alligevel kom der mindeord fra alle sider af det politiske spektrum. Forbundspræsident Joachim Gauck talte om Grass som den, der bevægede og fik tyskerne til at tænke, han afspejlede hele generationers frygt og længsler. Forbundskansler Angela Merkel sagde, at Grass havde fulgt, tolket og bidraget til at forme Tysklands efterkrigshistorie. Og kulturminister Monika Grütters sagde, at Günter Grass tilhørte verdenslitteraturen, og hans litterære arv vil leve side om side med Goethes. Det sidste er for meget sagt. Meningen er dog god nok. Men i Danmark ligger vi, som vi har redt. Vi har besluttet, at værdi- og normdannelsen skal gro nedefra og op, masserne – eller hr. Massen, som H.C. Andersen sagde – får det sidste ord, og det kommer der ikke meget kvalitet ud af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.