Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Hvorfor kæmper akademikerne for mere konkurrence til sig selv?

Gronemann
Gronemann

Min far havde tårer i øjenkrogene, da han omfavnede mig og udbrød: »Tænk, at en blikkenslager, der gik ud af 7. klasse, kan opdrage en søn til at få 12!«

På trods af, at min far generelt snobbede nedaf og vrængede på næsen ad »akademikersprog«, kunne han ikke lægge skjul på glæden ved, at hans søn havde opnået noget »ekstra«, den dag jeg forsvarede mit speciale.

Jeg elsker min far for hans stolthed, som jeg stadig kan mærke i kroppen, men belægget for den var allerede uddateret, da jeg bestod. Da jeg fik mit diplom, havde mine fætres børn, som er yngre end jeg selv, allerede arbejdet som tømrere i flere år. Der var efterspørgsel på deres arbejdskraft, og de var gode til det, de lavede.

Jeg vidste det ikke dengang, men min far skulle dø, før jeg efter næsten et år som ledig fik et job. Derefter brugte jeg endnu et år i en usikker ansættelse, i et fag jeg ikke var uddannet til. Og jeg var en af de heldige.

Socialdemokraten Kaare Dybvads bog »De Lærdes Tyranni« har skabt en bølge af vrede fra de samme akademiske fagforbund, hvis nyeste medlemmer er hårdt ramt af de sidste 20 års overuddannelse. Langt det meste af kritikken er blevet besvaret af forfatteren selv, men et enkelt spørgsmål står ubesvaret tilbage: Hvorfor kæmper lønmodtagernes elite så ihærdigt for mere konkurrence til egne medlemmer?

På de fleste universitetsuddannelser med et højt optag kan man fra første dag mærke, at antallet af medstuderende, der ikke har nogen synderlig interesse i faget, er bemærkelsesværdig høj. Kvaliteten af undervisningen er ofte lav, og det faglige niveau, der kræves for at bestå, er forsvindende lille. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg ikke læste en side af pensum de første to år af min bachelor, og jeg er hverken fra et akademisk hjem, eller noget særlig autodidakt geni.

Ironisk nok endte jeg i et andet fag, der slås med massiv overuddannelse. Journalisters sunde forståelse for sarkasme er nødvendig i en branche, hvor antallet af studerende, der håber på ansættelse hos dagblade, hvis hjerte kun pumper videre takket være mediestøttens livline, stadig vokser.

Alligevel er de hårdeste angreb mod Kaare Dybads bog kommet i form af velmenende, men misforstået kritik fra journalisternes formand, Lars Werge, og et hysterisk udfald fra magistrenes ditto, Camilla Gregersen. Begge repræsenterer medlemmer, hvis stærkeste interesse lige nu er en reduktion i antallet af konkurrenter, der slås om de samme levninger. Alligevel kæmper begge indædt mod alle forsøg på at opnå netop dette.

I nogle fagforbund har det været tradition at advokere for, at »der ikke skal uddannes flere, end der er behov for« med det uudtalte formål, at de nuværende medlemmer har så konkurrencedygtig en position på arbejdsmarkedet som muligt. Den kreative klasses faglige repræsentation har hidtil forfulgt det stik modsatte mål. Hvis det ikke ophører, vil medlemmernes karrieresituation kun blive værre fremadrettet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.