Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Hvor ville det være befriende at skabe nyt i stedet for frygt

Er fremtiden noget, vi forsøger at leve op til og matche på bedst mulig vis, eller er det noget, vi former? Det spørgsmål melder sig, når man lytter til, hvordan medier, politikere og andet godtfolk taler om den tid, der ligger foran os.

Et tilbageblik på en af vores fornemste tænkere, Søren Kierkegaard, kan bidrage til at vise spørgsmålets dimensioner og kvalificere svaret.

I sine skrifter viser han nemlig, hvordan fremtiden ikke bare er noget, der kommer til et menneske, men også noget, man selv former gennem de drømme og den angst, som man har med sig.

Forestillingerne om fremtiden er knyttet til, hvordan vi forstår vores liv indtil nu, og det er derfor afgørende, om perspektivet præges af gode erindringer eller dårlige minder, da det stemmer vores sind og dermed vores nutidige liv og mod på fremtiden. Lidt på samme vis som en violin stemmes i dur eller mol.

Sagt med andre ord er vores forståelse af vores fortid, nutid og fremtid viklet ind i hinanden: Fortiden er ikke kun lagt bag os, og fremtiden er her allerede, og det må vi så forholde os til i vores nutidige liv.

Det stiller os over for et valg om, hvordan vi vil forholde os til det. I dette valg er vores frihed til at vælge tonearten på spil, for den samme melodi kan jo som bekendt både spilles i dur eller mol.

Når jeg lytter til den politiske agenda, er der overraskende mange toner i mol. Når man f.eks. vælger at navngive det organ, der skal pege på landets videre retning, for et »disruptionråd«, er man da ret sikker på, at alle søde drømme om fremtiden forstyrres af indtryk af potentielt farlige forandringer og sågar disharmoni og ødelæggelse. Bag begrebet ligger en antagelse af, at vores uddannelsessystem og arbejdsformer – ja, dybest set vores liv, som vi kender det, er under stor forandring.

Men hvis det enkelte menneske skal kunne finde sig selv i denne foranderlighed, fordrer det også et blik for, ja, sågar et krav om, at fremtiden har plads og giver muligheder til den enkelte – at vi også kan bevare det, der er dyrebart for den enkelte eller for vores fælles liv.

Netop fortiden kan faktisk vise os, hvordan det krav kan indfries: Uddannelsesløftet i 1960erne og 70erne var nemlig udtryk for en politisk vilje til at ville løfte det danske samfund og sætte en ny kurs – i stedet for at sætte forsvarsværn op om det kendte og velafprøvede.

Også dengang stod kritikerne i kø. Men arbejdsmarkedets efterspørgsel skabes i høj grad af udbuddet af arbejdskraften, så vi har derfor set, hvordan der jo vitterligt var plads til de mange nye akademikere – ligesom der også er i dag.

Det har både løftet Danmarks velstand og velfærd og givet de enkelte personer mulighed for at udfolde deres faglige talent og personlige frihed. Det fordrede politisk format, visioner og et mod til at stå fast på, at det var det samfund, man ønskede at skabe – også når kritikere og dommedagsprofeter var nok så højrøstede.

Undgå skrækscenarierne

Så i en tid, hvor alt synes at handle om at afværge nogle skrækscenarier, savner jeg en langt mere visionær røst. En røst, der ikke kun forsøger at ramme fremtidens behov, som var de givet på forhånd, men i stedet taler om, hvordan vi sammen skaber en fremtid, vi alle gerne vil være del af.

Hvor ville det være befriende og smittende, hvis organer som Disruptionrådet og Udvalget for bedre Universitetsuddannelser satte sig for at ville skabe noget nyt i stedet for primært at væbne sig mod noget, der øjensynligt må frygtes.

Derfor, kære politikere, rådsmedlemmer og alle jer andre, der har til opgave at skitsere Danmarks fremtidige kurs: I taler meget om jeres frygt for, hvad der kan ske, hvis vi alle ikke sikrer os ved at tage lige præcis denne uddannelse eller efteruddannelse. At vi skal give køb på vaner og rutiner, der skaber tryghed i dagligdagen. At vi skal netværke med dem og fokusere på de udviklingsspor, der bedst sikrer vores employability.

I taler om farer for, at der ikke er plads til os alle på arbejdsmarkedet, i sundhedssystemet, i vores sociale sikkerhedsnet eller inden for retssikkerhedens rammer – ja, i fællesskabet. Dermed er der – lidt umærkeligt – skabt en forståelse af, at vi er tvunget til at gå en given vej, uanset om vi egentlig synes om den eller ej.

Men jeg vil langt hellere søge hen til noget i fremtiden og vælge gode ting til fremfor at bruge alle mine kræfter på at undgå skrækscenarierne ved at gå nødvendighedens vej. Derfor har jeg et ønske om at blive mødt med visioner om og ord på det samfund, vi ønsker, og herunder det fællesskab, der skal bære, og give os alle muligheden for at udleve vores personlige frihed.

Mon ikke også de unge, der står foran valg af uddannelse og dermed livsbane – og også vi noget ældre – er langt mere tilbøjelige til at tage ansvar for både vores fælles og personlige fremtid, hvis det er lysten og ikke frygten, der driver værket.

Wenche Marit Quist er forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Djøf.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.