Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Hvor er modet til at prioritere i sundhedsvæsenet?

Sundhed. Sundhedsvæsenets behov for ekstra bevillinger er umætteligt. Uden at anstrenge sig vil sundhedsvæsenet kunne bruge hele bruttonationalproduktet og fortsat pege på mangler. Vi mangler prioriteringerne, hvor der tages reel og saglig stilling til, hvad det offentlige sundhedsvæsen skal være.

Nils Falk Bjerregaard, Speciallæge i anæstesiologi
Nils Falk Bjerregaard, Speciallæge i anæstesiologi

Det offentlige sundhedsvæsen mangler ikke ressourcer. Der er ikke behov for ekstra bevillinger til finansiering af ny medicin, mere personale eller avanceret udstyr. Der skal ikke forhandles større budgetter.

 

Det offentlige sundhedsvæsen mangler mod. Mod til at se i øjnene, at behovet for øget tilførsel af ressourcer til det offentlige sundhedsvæsen ikke har nogen naturlig begrænsning. Mod til at gøre op med utopien om et offentligt sundhedsvæsen, der kan behandle alle patienter, for enhver sygdom, på højeste faglige niveau. Mod til en faglig og politisk prioritering af de ydelser, som kan og skal tilbydes i et offentligt sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet som et offentligt tilbud med lige og fri adgang er alt for vigtigt til, at vi kan lade stå til og se på, at det sygner hen og dør, mens de faglige, politiske, regionale og fagpolitisk interessenter kæmper om ressourcerne. Der er brug for en kvalificeret sundhedspolitisk debat og afgrænsning af de offentlige sundhedsydelser.

De offentlige sundhedsudgifter vokser, og uden de nødvendige prioriteringer har behovet for sundhedsydelser kun udsigt til at øges i al overskuelig fremtid.

De økonomiske rapporter peger på mulighederne for enten at øge de offentlige indtægter eller at tildele sundhedsvæsenet en større andel af det samlede offentlige budget. Desværre tager disse løsningsmodeller ikke højde for, at sundhedsvæsenets behov for ressourcer alligevel ikke vil kunne dækkes.

Sundhedsvæsenet vil uden at anstrenge sig kunne bruge hele bruttonationalproduktet og fortsat pege på mangler eller potentielle muligheder for forbedringer. Der kan til enhver tid argumenteres for at bruge flere ressourcer. Begrænsningen består kun i, at bruttonationalproduktet ikke slår til, når skolebøger, universiteter, social-området, kultur, vejnet, offentlig transport og retsvæsen også skal finansieres.

De faglige ambitioner i sundhedsvæsenet er i deres natur umættelige, og behandlingsmulighederne udvikles, forfines og forbedres konstant. Der gennemføres screenings-programmer, kontrol-forløb og opfølgninger af raske patienter, og vi tilbyder dyrere og mere ressourcekrævende behandling til flere og større patientgrupper. I kraft af den teknologiske udvikling sker der en hurtig relativ forældelse af apparatur, og samtidig har industrien klare incitamenter til at presse på for en fortsat udvikling, nyskabelse og udvidelse af behandlings-indikationer og patient-målgrupper.

De faglige selskaber, fagpolitiske organisationer og politikerne stemmer i kor med en sjælden ensartet sang om behov for flere midler, mere personale og bedre finansiering. Det er refleks-reaktioner fra politisk, sundhedsfaglig og fagpolitisk side. Behovet for flere ressourcer er umætteligt.

Med en prioritering af, hvilke ydelser det offentlige sundhedsvæsen skal tilbyde, vil et frit offentligt sundhedsvæsen med lige adgang og høj kvalitet også kunne finansieres i fremtiden.

Men prioriteringsdebatten mangler, og i endnu højere grad mangler prioriteringerne, hvor der tages reel, saglig og velbegrundet stilling til, hvad det offentlige sundhedsvæsen er og skal være.

For der foregår allerede nu en massiv prioritering, hver eneste dag og i alle hjørner og afkroge af sundhedsvæsenet. Men prioriteringerne er arbitrære, sker ad hoc, savner sammenhæng og systematik og mangler overordnet faglig og politisk holdepunkt og opbakning.

Der skal prioriteres og træffes beslutning om, hvad det offentlige sundhedsvæsen skal tilbyde, i hvilket omfang og på hvilket niveau. Et offentligt sundhedsvæsen, der tilbyder nyeste og allerbedste behandling for alle lidelser, sygdomme og tilstande til alle patienter, er en illusion. Forestillingen om et offentligt sundhedsvæsen, der er »second to none«, skal have aktiv dødshjælp.

Der er behov for en åben og ærlig debat om prioriteringer. En debat, der kan føre til en systematisk gennemgang og prioritering af de offentlige sundhedsydelser. En gennemgang og prioritering, som faglige selskaber, politikere, fagpolitiske organisationer og patientforeninger er forpligtet til at bidrage til og tage ansvar for.

Glem alt om nye strålekanoner, super-sygehuse, bedre IT-systemer og flere personaler. Det hjælper ikke uden prioriteringerne.

Der er brug for politikere, som har mod til at træffe svære og upopulære beslutninger, og som tør indrømme, at et offentligt sundhedsvæsen med lige og fri adgang kræver prioriteringer.

Der er brug for faglige selskaber, som vil være med til at kvalificere de nødvendige prioriteringer.

Der er brug for fagpolitiske organisationer, som vil være med til at begrænse og vende udviklingen i sundhedsvæsenets udgifter.

Et stærkt nationalt prioriteringsinstitut er uomgængeligt. Hermed min stærkeste opfordring til at finde modet og tage springet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.