Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Hvis man arbejder hårdt nok, ender man med at blive sig selv

At stræbe efter at blive sig selv er noget, der i vore dage optager vældig mange mennesker. Og fordi der er så stor en efterspørgsel efter at blive sig selv, findes også et stort udbud af produkter, der tilbyder hjælp med at nå målet.

Men hvorfor ikke stræbe efter at blive en anden? Ikke sådan at forstå, at man skal stjæle vedkommendes identitet eller efterabe ham. Men forstået på den måde, at man alvorligt forsøger at forstå, hvad det er, som gør den person, man ser op til, så speciel. Og – når man så nogenlunde har fattet det – efter bedste evne prøver at gøre tingene lige sådan.

Da jeg var ung, syntes jeg, at den person, der var bedst i hele verden til at skrive korte essays, var Roland Barthes. Derfor prøvede og prøvede jeg (også i denne avis), om det ikke skulle være muligt for mig at efterligne hans stil. Jeg syntes også, der fandtes en bestemt type forskere, som skrev i en personlig tone. Indholdsmæssigt havde folk som Erving Goffman og Alfred Schutz ikke noget (eller i hvert fald ikke særlig meget) til fælles. Men stilistisk var de begge to kendetegnet ved en meget speciel, personlig toneart. Man følte deres nærvær, når man læste deres bøger. Og det prøvede jeg at efterligne, når jeg selv skrev en.

Det mærkelige ved folk, der ihærdigt prøver på at blive sig selv, er, at de som regel ender med at ligne alle andre, der gerne vil være sig selv. Mens det omvendt ofte går sådan, at de, der prøver at efterligne andre, ender med at blive originale.

Hvad mig selv angår, er jeg hverken kommet til at lyde som Roland Barthes eller Erving Goffman, og det er der en meget simpel forklaring på: Jeg er end ikke i nærheden af at være lige så dygtig, som de var.

Til gengæld er alle mine fejl og mangler – hvis jeg sammenligner mig selv med de store mestre – på en mærkelig måde gået hen og blevet en personlig stil (som man kan mene om, hvad man har lyst til – det er ikke sagen her).

Pointen med alt dette er at slå et slag for mesterlæren. Ikke et uddannelsespolitisk slag for, hvordan vi indretter erhvervsuddannelserne. Men et mere eksistentielt slag for, at det måske er en god idé at skele til principperne i mesterlæren, når det handler om at blive til et menneske.

Den bedste vej til at blive et menneske, man selv kan holde ud at være sammen med, er ikke først at afsondre sig fra alle andre. For så i denne ophøjede ensomhed at finde sin indre, uforanderlige kerne.

En meget bedre vej er at tænke på, hvem man synes har gjort det godt – menneskeligt såvel som arbejdsmæssigt – og betragte vedkommende som en slags mester, hvis kunnen og håndelag man så må arbejde på at efterligne så godt, man formår.

Men bliver folk så ikke bare kopier af hinanden, kunne man spørge. Det tror jeg sådan set ikke. For de fleste vil opdage det samme som jeg: Det er svært at efterligne de gode. Belønningen ligger i bivirkningen: At hvis man arbejder hårdt nok, ender man med at blive sig selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.