Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Hvidvask i Aserbajdsjan: Tid til at holde regimet ansvarlig - og Danmark har en gylden chance

Det kunne ligne en plotliste fra en tætpakket actionfilm, men kidnapning i fremmede lande, lange fængselsdomme og tortur, seksuel afpresning, tæsk, knivstik og skuddrab er nogle af de ekstreme metoder som regimet i Aserbajdsjan har brugt, for at lukke munden på kritiske journalister og bloggere.

Derfor har stort set alle Aserbajdsjans uafhængige medier og civilsamfundsorganisationer heller ikke længere nogen stemme i den politiske debat og har ikke kunnet bidrage til de væsentlige afsløringer om hvidvask, korruption og bestikkelse, som Berlingske, OCCRP, The Guardian og andre medier har gravet frem på det seneste – det, der også er kendt som #Laundromat-afsløringerne.

Blot et par dage inden de første #Laundromat-afsløringer om hvidvaskning, blev journalisten Mehman Aliyev smidt i fængsel, anklaget for skatteunddragelse, magtmisbrug og ulovlige forretningsaktiviteter.

Mehman Aliyev er leder af Turan News Agency, et af de ældste og sidste uafhængige medier tilbage i landet. Nyhedsbureauets redaktion blev gennemsøgt og senere lukket og forseglet af myndighederne.

Aserbajdsjans myndigheder har været hurtige til at reagere på #Laundromat-historierne, men ikke ved at iværksætte tilbundsgående undersøgelser af beskyldningerne om hvidvask. Nej, man har i stedet blokeret flere af de internationale hjemmesider, hvor #Laundromat-historierne kunne læses.

Tidligere på året blev flere uafhængige eksilmediers hjemmesider lukket med en retskendelse, herunder Radio Free Europes Aserbajdsjan-service.

Hjemmesideblokeringerne, lukningen af Turan og den systematiske og årelange forfølgelse af kritiske stemmer og uafhængige medier betyder desværre, at Aserbajdsjans befolkning lever i noget nær et informa- tions-vakuum.

Ingen grænser for regimets metoder

International Media Support har mange års erfaring med at arbejde for en uafhængig presse og fri adgang til information i lande som Aserbajdsjan, Hviderusland og Rusland. Derfor ved vi også, at når man først er kommet i søgelyset, stækkes man før eller siden. Og som førnævnte actionfilm-liste vidner om, så peger en lang række sager på, at der i Aserbajdsjan ikke er nogen grænser for, hvilke værktøjer regimet er villig til at tage i brug for at bringe kritikere til tavshed.

Men der er også værktøjer til at holde regimet ansvarligt for de grove menneskerettighedsovertrædelser.

Onsdag 6. september, blot få dage efter de første #laundromat-afsløringer, krævede en gruppe EU-parlamentarikere en uafhængig undersøgelse af skandalen. Den danske socialdemokrat, Jeppe Kofoed, er næstformand for gruppen, og han har været særdeles aktiv i forhold til at tilskynde til ny EU-lovgivning, der skal gøre det muligt at straffe – og i sidste ende helt forbyde – europæiske banker, der måtte deltage i hvidvaskning.

Danmark har chancen

Aserbajdsjan er medlem af Europarådet, det mest omfattende organ på det europæiske kontinent til fremme af demokratiske principper og respekt for menneskerettigheder. Danmark overtager formandskabet af Europarådet til november i år. Danske politikere har hidtil været meget tydelige omkring behovet for, at Aserbajdsjan og andre medlemslande lever op til internationale og europæiske menneskerettighedskonventioner.

Men som pengestrømmene i #Laundromat-historierne afslører, har Aserbajdsjan forsøgt at købe sig til venligt stemte politikere blandt medlemmerne af PACE (Europarådets parlamentariske forsamling) for at undgå at skulle stå til regnskab for den manglende respekt for menneskerettigheder.

Tidligere på året afslørede den italienske TV-kanal, RAI, hvordan Aserbajdsjan har bestukket europæiske politikere til at tale venligt om og højne landets troværdighed blandt Europarådets medlemmer. I den forbindelse tilsluttede danske politikere sig også kravet om en uvildig undersøgelse.

Danmark er internationalt kendt for at have en nul-tolerance over for korruption og menneskerettighedsovergreb, og som kommende formand for Europarådets ministerkomite står Danmark med en gylden mulighed for at følge op på de mange grove overgreb af den europæiske menneskerettighedskonvention og andre lignende aftaler.

Danske politikere må og skal kritisere Aserbajdsjans menneskerettighedsovergreb under den kommende forsamling, hvor Aserbajdsjans tilslutning til Europarådets bærende principper om demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og den fælles kulturarv er på dagsordenen. Det skylder vi alle de mennesker inden for landets grænser, som ikke længere har nogen stemme.

Gulnara Akhundova er leder af International Media Supports Global Responses afdeling i Danmark. Hun er født i Aserbajdsjan, uddannet menneskerettighedsadvokat og har boet i Danmark i tre år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.