Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Hvert tomrum vil fyldes

EU uden Storbritannien er optaget af egne problemer og er handlingslammet. I USA er præsidenten gået ind i sit sidste halvår og kan ikke handle. Både Rusland og Kina ser store chancer for at øge deres indflydelse globalt. I Mellemøsten stiger spændingen mellem Saudi Arabien og Iran.

Obama er på vej ud. Der er et halvt år tilbage, og i dette kan han ikke handle. Kongressen vil ikke følge ham. Derfor bliver frihandelsaftalen mellem USA og de asiatiske Stillehavslande ikke til noget. Det vil få de involverede, asiatiske lande til at føle sig endnu mere overladt til Kina. Frihandelsaftalen mellem USA og EU vil ligeledes ligge død. FOTO: SCANPIX/EPA/MICHAEL REYNOLDS
Obama er på vej ud. Der er et halvt år tilbage, og i dette kan han ikke handle. Kongressen vil ikke følge ham. Derfor bliver frihandelsaftalen mellem USA og de asiatiske Stillehavslande ikke til noget. Det vil få de involverede, asiatiske lande til at føle sig endnu mere overladt til Kina. Frihandelsaftalen mellem USA og EU vil ligeledes ligge død. FOTO: SCANPIX/EPA/MICHAEL REYNOLDS

Hvert et tomrum vil fyldes. Hvor nogle rykker ud, rykker andre ind. Og fra nu af og to år frem vil der være et ganske farligt, storpolitisk tomrum, fordi USA trækker sig ud, og EU skubber sig selv ud.

Hvis en magt pønser på at gøre noget, som under sædvanlige omstændigheder ville påkalde sig kraftige reaktioner fra USA og EU, så er det nu.

USA er inde i en præsidents sidste halvår, og i dette halvår kan han ikke handle. Kongressen vil ikke følge ham. Derfor bliver frihandelsaftalen mellem USA og de asiatiske Stillehavslande ikke til noget. Trump er lodret imod, og for ikke at miste vælgere begynder Hillary Clinton også at tale imod den. Det vil få de involverede, asiatiske lande til at føle sig endnu mere overladt til Kina end før. Frihandelsaftalen mellem USA og EU vil ligeledes ligge død, indtil en ny administration om halvandet år får tid og kræfter til at beskæftige sig med den igen.

Det vil først og fremmest være til skade for EU-landene, der ikke får knyttet USA tættere til sig, før Trump måske bliver præsident – og han er ikke forhippet på et transatlantisk samarbejde. Han bryder sig tilmed så lidt om det europæiske samarbejde, at han har inviteret Brexit-anføreren Farage til at komme og tale ved hans nominering til præsident-kandidat under Republikanernes konvent. Skulle Hillary Clinton vinde præsidentvalget, vil aftalen med EU afhænge af, hvordan valget til Kongressen er gået. Under alle omstændigheder sker der ikke noget foreløbig, og EU er slet ikke i stand til at forhandle videre med det første. Tiden er gået og måske forpasset.

De næste to år vil EU på ny være bøjet ind over sig selv og glemme verden omkring sig. EU vil skulle finde en måde at leve videre og samarbejde med Storbritannien på. Det vil være optaget af problemerne med at få samarbejdet mellem de 27 lande til at fungere med mindre centralstyring fra Bruxelles, hvis kommissionspræsident ligesom Europa-Parlamentets formand ønsker mere centralisme, end de europæiske statschefer gør. Vi vil derfor opleve en magtkamp mellem Det Europæiske Råd, Kommissionen og Europaparlamentet.

Magtpolitisk vil Storbritannien de næste år være »en lam and«. Hvis USA trods alt skulle vælge at gribe ind et sted i verden, vil det næppe få følgeskab af Storbritannien, og vil der overhovedet være et Storbritannien og et Forenet Kongerige (UK) om nogle år? Eller er Skotland og måske også Nordirland til den tid på vej ud? Det vil optage Storbritannien i en rum tid.

De, som måtte pønse på at udvide deres magt-sfære, skal altså gøre det indenfor de kommende 18-24 måneder. Det er faktisk også, hvad Kina har gjort sig klart; thi ifølge The Economist 2. juli har den kinesiske præsident Xi Jinping den opfattelse, at Kina indtil 2020 har en »periode med strategiske muligheder«, hvori det kan styrke sin globale magt uden at skabe konflikt. Den periode er Asien inde i netop nu, hvor Domstolen i Haag den 12. juli skal afgøre en tvist mellem Filippinerne og Kina om et område i Det Sydkinesiske Hav, hvori det nu også er gerådet i konflikt med Indonesien om de ellers langt væk fra Kina liggende Natuna-øer. Tilmed stiger spændingerne mellem Kina og Taiwan, hvis nye præsident har nægtet at erklære, at der kun er ét Kina, hvori Taiwan indgår. Kina har længe advaret Taiwan om, at går det ikke ind for ét Kina, som vil blive samlet engang i fremtiden, griber Kina til våben. Skal det ske, ja, så er det ved at være nu!

I Centralasien er USA skubbet ud, og Europa aldrig kommet ind. Jeg var faktisk og desværre den eneste, europæiske udenrigsminister, der ulejligede sig til mødet i Astana mellem NATO-landene og partnerlandene i Asien, hvor jeg holdt den europæiske åbningstale. I vrede over de udeblevne, europæiske ministre aflyste Kazakhstans præsident den bebudede reception for mødets deltagere. De centralasiatiske lande ønskede ellers en stærk, europæisk tilstedeværelse, fordi de ellers så sig henvist til at ligge mellem den russiske hammer og den kinesiske ambolt. Og dér ligger de nu. Kina har kraftigt øget sin økonomiske tilstedeværelse og Rusland sin militære i området.

Og skulle Putin ikke have fået nok, så er det nu, han kan fortsætte sin ekspansion og styrke sin dominans i det område, som den russiske regering kalder »det nære udland«. Hvad med små, grønne mænd i den estiske by Narva eller i Gagausia i Moldova? Kan EU inden for de kommende to år finde sammen om en stærk reaktion? Og hvor stærk vil den være uden Storbritannien? Hvor vil USA være?

Ja, hvor vil USA være? spørger de også i Saudi Arabien, hvis konflikten med Iran eskalerer. For tiden er de begge ved at positionere sig i Mellemøsten forud for en eventuelt afgørende styrkeprøve, som ikke ville finde sted, hvis USA havde en Mellemøstpolitik. Fordi Israel ikke tør stole på USA, tør det ikke gå videre med den fredsskabende to-statsløsning, for hvem skal garantere den? Europa? Nej, os regner Israel ikke med. USA? Ja, men kommer det? Næppe med en Trump, og fortsætter Hillary Clinton Obamas udenrigspolitik, vil hun tøve og true og ende med at trille tommelfingre. Derfor vender Israel sig nu mod Tyrkiet, der er kommet til forståelse med Rusland, som igen har fået fodfæste i Mellemøsten. Og EU? EU er væk og ganske optaget af sine egne problemer, mens verden går sin skæve gang mod nye konflikter.

»Det var et gammelt og velkendt spil, /i Danmark / når ånden vågner, er Riget sat til,« skrev Johannes V. Jensen i 1903 i digtet »Cecil«.

Det spil spilles i dag ikke alene i Storbritannien, men i hele den vestlige verden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.