Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Hvad er problemet med landbrugspakken?

»Det er uden betydning, at vi i årtier har sikret noget af det reneste vandmiljø – hav som drikkevand – i EU, og at vi efter pakken stadig er milevidt over EU standarden.«

Svend Erik Bach
Svend Erik Bach

Berlingske fremturer stadig med kritik af landbrugspakken. Regeringen har ifølge avisens journalistiske gravegruppe misinformeret Folketinget. Embedsmændene har advaret om brud på EUs miljølovgivning. Men regeringen har bevidst holdt Folketinget i uvidenhed. Det er ganske vist.

Men hvad er problemet? Skader pakken miljøet? Vildleder regeringen bevidst Folketinget? Taler miljø-mafiaen mod bedre vidende? Eller er der tale om tåbelige miljøregler inden for EU?

En af de fremmeste eksperter i kvælstofudvaskning professor, Jørgen E. Olesen, har kritiseret beregningsmetoden i pakken. Kritikken gik ikke på, at den har negative konsekvenser for vandmiljøet i Danmark. Den er tværtimod på lang sigt nødvendig for det modsatte. Kritikken gik alene på, »at man ikke kan beregne kvælstofudledningen detaljeret på årsbasis op til 2020«, og der var usikkerhed om basisåret.

Professoren har sagt, »at pakken vil udsætte vandmiljøplanerne et par år, men den er en balanceret løsning på landbrugets udfordringer med undergødning og de miljømæssige konsekvenser af en forøget gødning«. Og han fastslog, »at mergødningen i den første del af perioden næppe vil kunne måles pga. forsinkelser i udvaskningen og naturlige variationer« samt, »at hele sagen var en storm i et glas vand«. Ganske tankevækkende.

Miljømafiaen misbruger sagen til mange formål. De Konservative er desperate som følge af meningsmålingerne, så den grønne profil skal skærpes uanset konsekvenserne. Oppositionen, anført af Enhedslisten, prøver »at sværte regeringen sort«. Forskere og organisationer, hvor en del er part i sagen via tidligere lovgivning, kommer med unuancerede og direkte forkerte udmeldinger. Og nu benytter Dansk Folkeparti sagen til »at få noget på regeringen« før efterårets skatteforhandlinger. Ak ja.

EUs miljøregler siger, at et land skal »straffes«, hvis det gør noget, som har »negativ betydning for miljøet«. Så Danmark skal muligvis straffes. Det er uden betydning, at vi i årtier har sikret noget af det reneste vandmiljø – hav som drikkevand – i EU, og at vi efter pakken stadig er milevidt over EU-standarden. Det betyder heller ikke noget, at Danmark nok er det eneste EU-land, som ikke gøder op til planternes behov.

Vi har kun gødet op til 60 procent og vil stadig med pakken ligge under plantebehovet frem mod 2020. Men det er åbenbart en katastrofe for miljøet. Derimod accepterer EU, at Polen forurener Østersøen til et niveau, så professor Jørgen E. Olesen har udtalt, »at han er bestyrtet over Polens gødningspraksis«. Men Polen forværrer ikke miljøet. Det kan åbenbart ikke lade sig gøre. Og så er det OK for EU. Det er da meningsløst.

Burde Berlingske ikke kaste sig over de tåbelige dele af EUs miljøregler? Og kan det ikke tænkes, at »fremstillingen« af landbrugspakken var et – måske kluntet – forsøg på at undgå negative konsekvenser af meningsløse EU-regler?

Danske landbofamilier, voksne som børn, er faktisk ikke miljøsvin, men mennesker, der med respekt for naturen arbejder hårdt for at klare økonomiske udfordringer og undgå social nedtur.

Så kære journalister, overvej konsekvensen af jeres handlinger. Det drejer sig om meget mere end Cavlingprisen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.