Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Hvad er nu det for noget tøjeri?

Henrik Dahl, Sociolog og forfatter
Henrik Dahl, Sociolog og forfatter

På denne plads har jeg ved en enkelt, tidligere lejlighed beskæftiget mig med det, jeg betragter som »sociologismens« største synd: At den har afskaffet subjektet. Da emnet på ingen måde er udtømt, vil jeg tillade mig at skrive lidt mere om det i dag.

Sociologisme? Spørger De undrende. Og subjektets afskaffelse? Hvad er nu det for noget tøjeri?

Jo, ser De: Selvfølgelig er der kun ganske få seriøse sociologer, der vil benægte, at subjektet findes. Altså: Benægte, at der eksisterer et tænkende, følende og handlende menneske, der overvejer, hvad det siger og gør og står til ansvar for det bagefter. Nogle få er der, jovist, men dem lader vi ude af betragtning i dagens anledning.

Til gengæld findes der en art »sociologisme«, der med glæde gør det. Det vil sige: En sociologi, der ikke længere har noget egentligt, fagligt indhold, men blot er blevet en »-isme«. En ideologi af et bestemt tilsnit.

De fleste fag kan forfalde til –ismer. Jeg tror, mange har det som mig og trættes ved blot den vageste antydning af journalisme. Det vil sige: Ved det bevidstløse forsøg på at presse journalistikkens virkemidler ned over emner, hvor de er upassende. På samme måde kan jeg undertiden blive umådeligt træt af sjofelisme: Det konstante forsøg på at sige »frække« eller »pikante« ting i sammenhænge, hvor enhver med en smule dømmekraft er klar over, at det ikke er, hvad der mangler.

På en vis måde burde jeg være glad for sociologismen. Den skyldes nemlig – i lighed med journalismen og sjofelismen – at det egentlige, som den stammer fra (i dette tilfælde: sociologien) er godt og nødvendigt.

Men i samme øjeblik, hvor det, der passerer for samfundsvidenskab, i virkeligheden er en genfortælling af en forenkling af en popularisering, er skaden sket. Faget er blevet til sin egen -isme. Det er blevet så trivielt og udvandet, at kritikken og forbeholdene og sammenhængen er udvandet, og kun de mest fladtrådte dogmer og automatreaktioner står tilbage.

I det sociologiske verdensbillede er det ikke den tykke mand, der har spist wienerbrødet, men samfundet. Det er ikke den alkoholiserede kvinde, der har drukket vodkaen, men patriarkatet. Det er ikke den voldelige islamist, der har skudt den jødiske vagtmand, men marginaliseringen.

Den uskyldige side af sociologismen er, at den er ulidelig at høre på. For selvfølgelig vil der aldrig være nogen gevinster af hverken indsigtsmæssig eller personligt livsforbedrende art, så længe man ikke vil erkende, at alting begynder og slutter med mennesket.

Hvad enten din far var direktør eller arbejdsmand: Du skal læse dine lektier, hvis du vil have gode karakterer. Hvad enten livet har været hårdt eller ej: Du skal lade være med at drikke en hulens masse vodka, hvis du vil ud af alkoholens greb.

Den ondartede side af sociologismen er, at den passer som hånd i handske til det sociologistiske menneskes behov for beskæftigelse: Når nu det er samfundet, der spiser de tykke menneskers wienerbrød, så må samfundet jo påtage sig ansvaret og ansætte nogle forstå-sig-på-ere. Der så kan herse og rode og regere med »samfundet« (til en god månedsløn), så wienerbrødet ikke fortfarende ender i de tykke maver.

Desværre kan man ikke standse sociologister ved at bede dem holde op. Det eneste, der hjælper, er, at samfundet – eller rettere sagt staten – skrider ind og gør det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.