Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KOMMENTAR

Hov, har vi ikke set det før? 68ernes oprør og Trumps oprør har store ligheder

Bent Winther
Bent Winther

»Danmark, du er en dum og dejlig tøs,
fristende at tage dig mens du sover
Danmark, når du vågner af din døs,
er du bollet op med deutsche dollars.«

Sebastian – en af ungdomsoprørets foretrukne troubadourer udgav i 1978 sin danmarkssang. Og der blev skrålet med på omkvædet til masser af hippiefester. Senere også hjemme i stuerne hos den »småborgerlige« forældregeneration, som hørte den i radioens Giro 413.

Der er masser af forskelle på 1968ernes oprør mod autoriteterne og nutidens mod eliterne. Men der er også forbavsende mange ligheder. Forestillingen om de truende kræfter uden for landets grænser, som kun venter på at tage os, mens vi sover, er den samme. Om det er storkapitalen, Fællesmarkedet, kineserne, EU, tyskerne eller muslimske indvandrere, så står de der et eller andet sted.

Og uanset om oprøret kommer fra en overset og udkonkurreret hvid arbejderklasse langt fra magtens centre eller fra storbyens frigjorte studenterungdom, så er oprørets anatomi, uvisheden om, hvor det hele ender og den magnetiske kraft i forhold til at fylde sine egne drømme om fremtiden ind i modstandskampen helt den samme.

1970erne, der begyndte i 1968, bliver ofte beskrevet som et oprør mod autoriteterne, mod den patriarkalske mand, mod den sorte skole, gamle kønsroller og hænderne-over-dynen moral, mod professorvældet, de objektive videnskabelige sandheder og universiteternes stivnede topstyre.

Stol aldrig på nogen over 30, lød et at ungdomsoprørets faste slogans, sandheden eksisterer ikke, så hvorfor søge efter den? Det fører kun til løgne, fake news, og falsk bevidsthed.

Den nye generation ville satse på alternative fakta i en postfaktuel verden, hvor LSDens virkelighed var lige så virkelig som alle andre. Eleverne i skolen kom på fornavn med lærerne, lægerne smed kitlen, kvinderne BHen, og pædagogerne tog en farvet ble på hovedet. Journalisterne opfandt new journalism.

Hvis den objektive sandhed alligevel ikke eksisterer, hvorfor så ikke bare beskrive verden helt subjektivt, som den ser ud gennem brillerne på en ung reporter med langt fedtet hår, islandsk sweater og en slidt lædertaske over skulderen?

Foragten for det etablerede

I dag vil de fleste sige, at 68ernes oprør førte en masse gode ting med sig, en frisættelse fra gamle normer og stive strukturer. Ny musik, eksperimenter med nye måder at bo og leve sammen på, seksuel frigørelse, kvindefrigørelsen og meget andet.

Moderne pædagogik lagde lektor Blomme i graven. I årtier sad 68erne og deres verdenssyn på magten. Og på mange måder er det nationalkonservative oprør, vi oplever i dag, rettet mod netop det, både kulturelt, økonomisk, politisk og socialt.

Daniel Cohn-Bendit, som var frontfigur i den franske studenterbevægelse i slutningen af 1960erne, har det til fælles med den 23 år yngre Marine Le Pen fra Front National, at de begge vil skabe en mere retfærdig verden. Dog på hver sin måde.

Dagens oprør, som i 2016 kulminerede i Brexit og valget at Donald Trump, er formuleret mod elitens vedtagne sandheder om, hvordan samfundet indretter sig bedst med global åbenhed, mangfoldighed, multikultur og hele verden som én stor legeplads.

Ligesom den etablerede klasse holdt vejret og malede fanden på væggen, mens samfundets bærende konstruktioner skælvede under jordskredsvalget i Danmark i 1973, gør den det samme i dag. Det liberale demokrati er i krise, runger det i hele den vestlige verden.

Når præsident Trump kalder journalisterne for de mest uærlige mennesker, der findes, når han angriber domstolene og de »såkaldte dommere« og kalder den politiske elite i Washington korrupt, så vækker det genklang blandt hans oprørske vælgere. »Stol aldrig på nogen under 50, der bor i Washington, Bruxelles eller 2100 København Ø«.

Når Pia Kjærsgaard kalder EU for »en rotterede«, og Martin Henriksen mener, at Folketingets ombudsmand bedriver »politisk aktivisme«, er det samme foragt for det etablerede, som da aktivister fra teatergruppen Solvognen kastede griseblod efter Dronningen ved Rebildfesten i 1976.

I 70erne blev ungdommen mødt af en vis forståelse, nu må vi lytte til, hvad de unge har og sige og måske endda ændre ting. Det samme sker i dag, når de etablerede partier holder seminarer og skriver politiske oplæg om, hvordan man tager »bekymringerne alvorligt«.

Ungdomsoprøret blev kaldt for venstreorienteret, og dagens oprør er nationalkonservativt eller populistisk, som nogen kalder det. Men ønsket om at frigøre sig fra de gamle autoriteter og vedtagne sandheder er de samme.

De går fjendens ærinde

Ungdomsoprøret var et oprør mod demokratiske strukturer og institutionerne, ikke mindst de internationale, det var mod EF, mod NATO, mod Verdensbanken og mod Folketinget. Ligesom i dag.

Mange forsøgte i 1970erne at ride med på bølgen, gribe historien og være dem, der tegnede butikken fra munkemarxister over spirituelle guruer til økologiske landmænd, rockguitarister og kunstmalere i bar røv. Sådan er det også i dag.

Alle, der har en sag at kæmpe for, forsøger at gøre den til en del af den store bølge: Fra Vandkantsdanmarks forkæmpere over italienske komikere til fjender af islam i forskellige grader.

Fra vrede industriarbejdere, til nationalt sindede grænsevagter, flagelskere og dem, der foragter finansverdenens mangemillionærer eller bare gerne vil tilbage til dengang, hvor Brugsen, skolen, rutebilen og posthuset stadig var der.

Og ligesom dengang beskyldes »oprørerne« for at gå fjendens ærinde – russernes. Dengang var det dele af fredsbevægelsen, der flirtede med Moskva. I dag er det Marie Krarup og hendes ligesindede.

Ungdomsoprøret strittede i mange retninger, dets vigtigste fortjeneste var, at det påvirkede de etablerede politiske partier og bevægelser, som absorberede nogle af oprørets værdier. Sådan er det også i dag. Når pendulet svinger, så svinger den elite, som egentlig var oprørets skydeskive, med, om ikke hele vejen, så det meste af den.

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.