Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Borgerlige ord

Her har de blå langtfra vundet

»Sagen er, at den kollektive bevidsthed til dels tager farve efter det, jeg vil kalde fortidens røde forestillinger.«

Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør
Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør

At det skulle være særligt svært eller ligefrem tabu at have blå synspunkter i dele af det mere intellektuelle debatmiljø, er vanskeligt at se. Mængden af borgerlige debattører inden for åndsliv, kultur og politik taler deres eget tydelige sprog. Problemet ligger andetsteds, nemlig i kampen om hvilket grundsyn, der defineres som det gode og det onde, altså en kamp om, hvordan virkeligheden italesættes, om en begrebskamp.

Problemet for de blå handler derfor ikke om taletid. Men om et langt mere uudtalt, nærmest usynligt fænomen: Nemlig den måde, vi taler om tingene på. Altså hvilke grundforestillinger, der er om det gode samfund. Hvad vi underforstår, eller hvilken diskurs der styrer, for nu at tale i jargon. Så hvilke underliggende forestillinger, anskuelser og præmisser styrer den offentlige samtale?

Det er f.eks. nemt nok at komme til orde og argumentere for skattelettelser, økonomiske reformer og fast udlændingepolitik. Men hvis hele præmissen for den offentlige debat er den modsatte, at den slags er ondskaben selv, ja, så forbliver det op ad bakke at vinde folks hjerter for sagen.

Her er der en kamp på ideer, som det blå Danmark for ofte glemmer, og som trænger borgerlig-liberalt tankegods i baggrunden. Her bør det borgerligt-liberale Danmark strenge sig an og anfægte de forestillinger.

Sagen er, at den kollektive bevidsthed til dels tager farve efter det, jeg vil kalde fortidens røde forestillinger. Når det kun er til dels, er det selvfølgelig, fordi det tankegods anfægtes. De blå ideer er i dag reelt konkurrerende med de røde. Men alt for ofte bliver de blå set som kolde, hjerteløse synspunkter modsat dem, der er fortalere for en stor velfærdsstat.

Kampen om ideerne er derfor afgørende. Kampen om hvad der er den herskende forestilling. Ideer betyder noget, det er ideer, der flytter vores måde at tænke på, og handle efter. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan bagtæppet er for den offentlige debat.

Lad mig bare give to eksempler, blandt mange. Politikområder, hvor der, forsimplet udtrykt, konkurreres mellem to grundforestillinger om godt og ondt.

For det første har hele den økonomiske politik i årevis været kampplads. Der er grundlæggende to anskuelser: Den ene peger på behovet for fortsatte reformer, fordi vi har noget nær verdensrekord i beskatning, kæmpe offentlig sektor, problemer med produktivitet i det offentlige, urimelig høj erhvervs- og personbeskatning, der hæmmer dem, der kan og vil, samt at vi kommer til at mangle arbejdskraft. Den anden, at vi har råd til høje skatter, større offentlig sektor, plads til at fordele arbejdet, og vedvarende skal være verdens mest lige samfund. Selv om der længe har været et overordnet reformspor i dansk økonomisk politik, findes denne indgroede skepsis over for det fri marked.

For det andet har udlændingepolitikken i årevis været betændt. Her har præmissen været en multikulturel ideologi, hvor nye medborgere skulle pakkes ind i vat, hvor der endelig ikke skulle stilles krav og gives ansvar i forhold til at blive en del af det danske samfund. Det folkelige opgør mod denne præmis kom ved valget i 2001. Men idépolitisk foregår der stadig en kamp om sjælene, og mange steder i den offentlige debat er der rasende udfald mod dem, som ønsker en fast udlændingepolitik. Så mange udskammer den politik, som et stort flertal støtter, at udenlandske aviser interesserer sig for det, som senest Washington Post, der laver helt usmagelige analogier i et angreb på udlændingepolitikken.

Nej, det er ikke spor svært at være blå i Danmark. Ufatteligt mange debattører er i dag blå. Men de borgerlige har langtfra vundet kampen om, hvordan vi sætter problemer til debat endsige italesætter virkeligheden, og dermed hele præmissen for den offentlige samtale. Så drop offerrollen og lad os få en kamp om, hvad grundforestillingerne for det gode samfund egentlig skal være.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.