Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Henrik Day: Jeg er selv indehaver af to jakker og en taske fra Vuitton. Og foreløbig køber jeg ikke flere

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har skrevet et brev til modehuset Louis Vuitton, efter at Vuitton har fyret den danske model Ulrikke Høyer fra et modeshow i Japan, angiveligt fordi modellen var »for stor«.

Der eksisterer et charter om etiske retningslinjer i modeindustrien, som skal sikre, at modehusene ikke anvender modeller, der er sygeligt tynde. Normalområdet for vægt beregnes ud fra vægt og højde med det såkaldte body mass indeks, BMI, som skal ligge mellem 20 og 25.

Set med lægelige øjne synes mange modeller at ligge langt under normalområdet, og flere ligner patienter, som jeg ser i min praksis, der lider af anoreksi. Det er usundt og grimt at være meget tynd. Man risikerer at få knogleskørhed, blive fejlernæret og få hjerteproblemer. Og at ligne en fange fra en KZ-lejr er i mine øjne ikke attraktivt, selv om jeg blankt erkender, at jeg foretrækker mennesker, der er normalvægtige og gerne i den slanke del af spektret.

Selv om en model ikke lægeligt set lider af anoreksi, kan et pres fra arbejdsgiveren om at være meget tynd føre til usunde spisevaner med hovedvægten lagt på salat og cola light.

Derfor tager jeg hatten af for en sundhedsminister, der reagerer på det vanvid, som vi i denne sag tilsyneladende er vidne til. Problemet er nok bare, at Louis Vuitton er flintrende ligeglad med, hvad Ellen Trane Nørby mener. Ministeren har mig bekendt heller ikke fået noget svar endnu og hvis det kommer, er det sikkert skrevet af en toptunet kommunikationsmedarbejder trænet i at skrive intetsigende tilkendegivelser i et ligegyldigt sprog.

Kun vi forbrugere kan ændre modehusenes politik om, at modeller ikke blot skal være slanke, men supertynde. Og vejen hertil går via modehusenes pengepung. Den politisk bevidste forbruger lever i rige samfund som det danske. Det kræver nemlig økonomisk overskud at foretage bevidste valg.

Jeg har længe boykottet luftfartsselskaber som Emirates, Ethiad og Qatar Airways på grund af disse landes kvindeundertrykkende politik. Og senest som følge af Qatars støtte til terror. For år tilbage boykottede mange franske varer efter Frankrigs atomprøvesprængninger i Stillehavet. Så hvis forbrugerne boykottede Louis Vuitton, tror jeg, at der kom andre boller på suppen. Modeindustrien lever af at sælge luksus og forbruger selv luksus til overflod, så hvis tegnedrengen pludselig blev mindre polstret, tror jeg, at vi vil se en ændret adfærd.

Demonstrationer foran butikkerne, synes jeg, hører fortiden til. Det skaber godt nok opmærksomhed, men minder om tidligere tiders hippier og vil næppe føre til en varig ændring af adfærd. Penge er den mest effektive måde at få mennesket til at ændre adfærd.

Tak til Ellen Trane Nørby for dit brev, men det er alle jer læsere med en Louis Vuitton-taske, der nu har stafetten. Jeg er selv indehaver af to jakker og en taske fra Louis Vuitton. Og foreløbig køber jeg ikke flere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.