Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Har Reinfeldt ret?

Michael Böss, Historiker og samfundsforsker
Michael Böss, Historiker og samfundsforsker

»Er det her et land, som ejes af dem, som har boet her i tre eller fire generationer, eller er Sverige det, som mennesker, som kommer hertil midt i livet, udvikler det til?« Sådan spurgte den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldt retorisk i et interview juleaftensmorgen på TV4. Og han svarede selv: »For mig er det klart, at det skal være det sidste, og at det er et stærkere og bedre samfund, hvis det får lov til at være åbent.« Reinfeldt lægger ikke skjul på, at hans synspunkter på svensk asyl- og indvandringspolitik er etisk motiverede: Sverige skal være en »humanistisk stormagt«, har han som bekendt sagt. Og hans forståelse af humanisme betyder, at befolkningen i et land ikke kan betragte deres samfund som en arv fra tidligere generationer.

Sådan lød det også, da den canadiske politolog Joseph Carens før jul besøgte Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandring. Åbne grænser er nemlig en mere etisk måde at indrette verden på, for det kan vel ikke anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom? Fra den enkeltes synsvinkel nej. Men etik handler ikke kun om individer, men gælder også grupper, deriblandt folk.

For nogle få år siden foretog Gallup en undersøgelse i en lang række af verdens fattigste lande. Den viste, at 40 procent ønskede at udvandre, hvis de kunne. Konsekvensen af åbne grænser for de fattige lande vil derfor være, at de bliver tømt, ikke for alle, men for deres mest veluddannede og ressourcestærke borgere. De fattigste vil nemlig ikke have den uddannelse eller de økonomiske midler, det vil kræve at udvandre. For de rige lande vil konsekvensen blive, at deres befolkningstal vil øges voldsomt på så kort tid, at det vil være umuligt at integrere dem. Åbne grænser vil altså betyde, at afgiverlandene vil blive endnu fattigere og samtidig ude af stand til at udvikle sig. Aftagerlandene ville samtidig se grundlaget for deres rigdom smuldre.

FOR ET LANDS rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, de udviklede.

DA FUNKTIONSDUELIGE modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som et folks fælles ejendom. Derfor har det ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land. Og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love. Til gengæld har dets stat en etisk pligt til at hjælpe de fattige lande med at udvikle samfund med politiske og civile værdier som deres egne. Hverken Reinfeldt eller Carens har således nogen grund til at anse grænser og styret indvandring for uetisk. Og Sverige vil blive udfordret.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.