Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Har du set et Formel 1-løb fra et hjelmkamera eller fløjet på en drage i et computerspil?

»Vi er fødte avatarer, der er til stede i verden ved hele tiden at bevæge os mellem forskellige former og horisonter for tilstedeværelse. Faktisk er det så naturligt for os at række ud i verden, at vi slet ikke kan se, hvor meget vi gør det,« skriver dagens kronikør. Foto: Andres Martinez Casares
»Vi er fødte avatarer, der er til stede i verden ved hele tiden at bevæge os mellem forskellige former og horisonter for tilstedeværelse. Faktisk er det så naturligt for os at række ud i verden, at vi slet ikke kan se, hvor meget vi gør det,« skriver dagens kronikør. Foto: Andres Martinez Casares

Har du nogensinde modtaget en »snap« med en intim, close-up selfie, der gav dig gåsehud, eller en kropsnær »footie«, der inviterede dig indenfor i en andens udsigt?

Har du nogensinde mærket en telefon- eller radiostemme snige sig ind under huden på dig?

Har du nogensinde set et Formel 1-løb fra et hjelmkamera, mens du sad roligt i sofaen og gnaskede popcorn?

Har du nogensinde fløjet på en drage mellem kontinenter i et computerspil?

Har du i dølgsmål opnået tilfredsstillelse til en pornovideo?

Har du vandret med en altseende fortæller på tværs af bevidstheder og perspektiver gennem roman- og filmverdener?

Har du modtaget et personligt håndskrevet brev, der gav dig følelsen af afsenderens ånd omkring dig?

Har du gennem en kikkert nærstuderet det blafrende agterflag på et sejlskib adskillige kilometer borte?

Eller har du nogensinde prøvet noget, der minder om disse oplevelser?

Det har du nok. Og du har dermed haft en hypereksperientiel oplevelse.

Sådanne oplevelser kommer vi til at opleve mange flere af, og de bliver mere og mere intense, virkelige og overvældende, og de bliver en større og større del af vores almindelige hverdagsliv.

Især de mest private og intime sfærer er der rivende udvikling i med for eksempel nye instant messaging-teknologier som Snapchat. Det nære mellemmenneskelige har fået en fjerde dimension, som medieteoretikeren Laurence Scott kalder det.

Gennem mere eller mindre konstant mediekontakt får man en ny dimension af virkelighed, hvor den kropslige verdens begrænsninger ophæves og alting vrides ud af normal tredimensionel proportion. Denne virkelighed er fuld af nye slags sansepotente oplevelser. Den er frygtet, men også berigende og på sin egen måde helt naturlig.

Den blinde mand og hans stok

Hypereksperientialitet dækker over forskellige former for oplevelser, som har det til fælles, at man via teknologi rækker ud over den fødte krops muligheder for sansning af verden.

Det er naturligvis slet ikke nødvendigt med højteknologi for at opnå nye former for sansning af verden. Man kan opnå vilde effekter med primitive redskaber.

Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty har leveret et berømt eksempel med en blind mand, der forlænger sin krop med en stok og mærker verden omkring sig gennem den, som var den en del af ham.

Den blinde mands oplevelse af verden er også hypereksperientiel. De højteknologiske forlængelser af vores krop og sansning er dog af en særlig markant karakter. Og det giver føde til megen teknologiforskrækkelse og moderne dyrkelse af teknologiaversion.

Men i vores bestræbelse på at forstå de eksistentielle betingelser, som teknologien skaber, og i vores kritiske evaluering af dem er det vigtigt at kunne få øje på det fulde medie-evolutionære perspektiv.

Dette er ikke et forsvar for storkapitale interesser i teknologiens hæmningsløse udvikling. Det er heller ikke et udtryk for blindhed over for teknologiens mulige skadelige virkninger eller forelskelse i en teknologisk verden frem for en mere »naturlig« verden. Ej heller er det en undsigelse af dem, der vælger lette løsninger og livsformer ved at gemme sig i teknologiske komfortzoner.

Det er en konstatering af, at hypereksperientialitet er en meget gammel sag, fordi det netop er vores natur at række ud i verden, ud over os selv og vores umiddelbare eller givne muligheder og ind i hinanden.

Vi er sådanne organismer. Selve den form vi har fået med de sanser, forestillingsevner og kreative kræfter, vi har, udgør denne natur. Som kognitionsforskeren Andy Clark siger, er vi »natural-born cyborgs«, væsner der (gen)skaber eksistentielle betingelser for sig selv ved koble sig sammen med sin teknologi og omverden.

Men vi er mere end det. Vi er fødte avatarer, der er til stede i verden ved hele tiden at bevæge os mellem forskellige former og horisonter for tilstedeværelse. Faktisk er det så naturligt for os at række ud i verden, at vi slet ikke kan se, hvor meget vi gør det.

Som med den blinde mand, der holder op med at tænke over, at han har en stok i hånden og blot mærker verden med sin hybridarm, holder vi op med at tænke over vores teknologier og vores sammensmeltning med dem. Og deraf følger en tendens til at se vor egen fortids eller barndoms teknologi som mere naturlig og ægte. Ja, vi ophøjer den endog til skattede klenodier og kunst som medieteoretikeren Marshall McLuhan engang observerede.

Således dyrkes for eksempel gamle stereoanlæg og allerede de første generationer af mobiltelefoner (særligt Nokia 3310) som mere autentiske. Men når så nye generationer begynder at række ud på nye måder gennem nye teknologier, beskylder vi dem for at være fortabt i en unaturlig verden.

Vi kigger på dem gennem en selvforståelse, hvor vi er som planter – dvælende organismer med fast perspektiv, der vegeterer i symbiose med en verden, hvor alting har sin givne plads. Men sådan har vi aldrig været. Det er nok snarere den til enhver tid gældende teknologitilvænnede tilstand, der føles som en slags vegetativ tilstand. Vores egentlige måde at være til på består i konstant at række skabende ud i verden.

Det virker vildt, langt ude

Hypereksperientiel teknologi er dermed en afgørende faktor i vores historiske udvikling og orientering mod verden og os selv.

Mikroskoper, kikkertteknologi, røntgenteknologi, videoteknologi, lydoptagelsesteknologi og billedteknologi fordrer vigtige ekstrakropslige muligheder for at erfare nye aspekter af verden. Det har vi enorm gavn af.

Fotografiet, telefonen, TV’et og radioen lader vores indsamling af viden springe fra den ene afkrog af verden til den næste og giver os en udvidet oplevelse af at bevidne fjerne begivenheder med egne sanser. Det har gjort os deltagende i hele verden. Og i disse år ser vi så nogle drastiske, teknologisk betingede omvæltninger.

Unge mennesker forsvinder ind i computerspil med helt nye verdener, der erfares på helt nye måder, der ligger meget langt væk fra den fysiske krop.

Der sendes intime selfies, der kigger én lige ind i øjnene og giver gåsehud af hyperkropsligt tilstedevær.

Der deles billeder af hverdagstrivialiteter, der gør modtagere til simultane deltagere i venners fysiske verden langt borte.

Der sendes footies, der inviterer modtageren til at dele et unikt perspektiv på verden.

Vi sætter sågar særlig æstetisk fokus på de medieskabte hypererfaringer i brugerskabte sansefilm og billeder. Et særligt hypet eksempel er her de såkaldte ASMR-videoer på Youtube, der søger at skabe kildrende fornemmelser af velvære.

Det virker vildt, langt ude. Vi er nu lige så meget sammen på hypereksperientielle betingelser som på »almindelige« kropslige betingelser. Vi oplever nu hinanden og danner relationer gennem syrede, koncentrerede perspektiver på hinanden som den hovedløse, visuelt kanaliserede footie, det kropsløse selfieansigt, man kan stå og holde i hånden, eller avatar-grafikken i computerspillet, som man kan skyde på med en virtuel maskinpistol.

Det må være uægte og skadeligt. Men selvom det rigtignok virker som en voldsom udvikling, er der en høj grad af harmoni i det i et større medie-evolutionært perspektiv.

Vi er ikke pludselig blevet katapulteret over i en ny dimension. Vi følger faktisk en historisk kurve, hvor tidligere tiders praksisser og teknologiske stadiers muligheder ikke smides ud med badevandet, men indarbejdes og udvides møjsommeligt i nyere teknologier.

Sjælen i en iPad

Når teknologier som Snapchat kommer ind under huden på vores hverdagsliv og vores oplevelse af nærmeste personlige relationer, trækkes der på gamle skabeloner for både mediebaseret og kropslig oplevelse af verden.

Snapchattens intime selfie-ansigt trækker for eksempel på de erfaringer, vi har fra ansigt-til-ansigt-kontakt. Men vi bliver ikke forvirrede over pludselig at se et ansigt på en skærm. Vi har i århundreder kigget på portrætfotografier og portrætmalerier, og vi har sågar lange æstetiske traditioner for at hylde den måde, hvorpå træk ved den portrætterede person fremhæves eller fremkommer i mediet.

Vi har heller ikke noget problem med, at iPad’en eller telefonen føles besjælet. Vi har en lang tradition for at føle sjæl i ting lige fra afklippet hår og gamle beklædningsdele til håndskrevne breve. Ej heller lamslås vi af oplevelsen af at »være sammen« med nogen i samme øjeblik på tværs af store afstande. Det har telefonen for længst lært os. Det er kombinationen af alle disse facetter og flere til, der gør oplevelsen ny og overvældende. Men kontinuitet i teknologiens muligheder er stadig en underliggende præmis.

Naturligvis kan enhver teknologi misbruges, overforbruges eller være for meget at kapere, men som det er tilfældet med de ældre teknologier, vi nu hylder, vil de nye teknologier lige såvel kunne berige vores liv.

Hypereksperientialitet og dens videre udfoldelse i nye medier udvider vores oplevelse af hinanden og verden i nye former for virkelighed, der nu også går helt ind i vores allermest intime sfærer og relationer, og for flere og flere gør den det mere eller mindre konstant. Og det er snarere et udtryk for ignorance end en vis livsindsigt at afvise en snapchat-korrespondance som falsk eller forvrænget social kontakt. »Forvrænget« er alt, der er formet i den menneskelige oplevelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.