Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Håbet om den ægte kærlighed er kitsch, tabu og et luftkastel

Foto: Sarah Christine Nørgaard.
Foto: Sarah Christine Nørgaard.

Jeg forstår jagten på Tindermatches, karrierestrategier, SoMe-udfoldelse, sundhedsobservans, fitnessflip og 12-talsprestige. Jeg er der også selv. Men brug endelig mere tid på at kysse på én, der kan få dit hjerte til at springe et slag over, end på alt det andet.

Da jeg var lille, så jeg mange gamle danske film. Nogle gange de westernlignende slags, hvor Poul Reichhardt skulle sikre slægtsgårdens overlevelse, og i den forbindelse få de gemene nytænkere ned med nakken. Det største indtryk gjorde viserne: »Er du dus med Himlens Fugle« eller »Du er min Øjesten.« Idealet var en sammensvorenhed med naturen og kærligheden, der hæver individet op og ud over sig selv. Når vi blot forstår, at vi selv er natur, og at denne og det andet menneske er vores begyndelse og mål, bliver tilværelsen først noget særligt.

Andre gange faldt valget på de mere lystige varianter. Som oftest med en frisk, men alligevel følsom Dirch i hovedrollen, der fra første øjekast på Ghita eller Susse blev forelsket. »Det er så uendeligt ligegyldigt,« lød det fra de elskende, når kærligheden lod sig omslutte, og alt andet forekom trivielt.

Jeg forstår, at et sådant ideal er skrøbeligt. Jeg ved også, at de fleste formår at være sig selv uden en anden. Men er det nok? I dag er forhåbningen om tosomhed blevet kitsch, et tabu eller et luftkastel, da vi i stedet for at drømme sammen forventes at rykke fremad hver for sig. Det har da bestemt også sine gevinster, i form af selvtillid og anerkendelse fra omgivelserne. Men det er også enormt ensomt.

Når der popper et tindermatch op på min iPhone, rammes jeg af forventningsangst. Angst for, at jeg igen erklæres håbløs, når jeg forudaner, at dette kunne være min store kærlighed. For det er hverken nyttigt eller påskønnet, at forsvinde væk i egen ønsketænkning frem for at realisere sig selv.

Fjollet og uselvstændig

Når jeg påpeger, at det ikke er nok alene at være mig eller at den monogame konstellation også må være romantisk, føler jeg mig både fjollet og uselvstændig. Særligt som ung kvinde, der går ind for ligestilling. At holde fast i troen på, at der er ét menneske, der kan gøre mig komplet og skabe den indre ligevægt, jeg behøver, er ikke særligt moderne.

»Kun i sit du’s svar kan ethvert jeg føle sin uendelige enhed helt« skrev Friederich Schlegel i sin roman Lucinde for lidt mere end to århundreder siden. Og tosomheden kan stadigvæk være et helle fra det trivielle, det flygtige og det usikre, som præger mennesket og tilværelsen i dag. Uendeligheden findes nemlig i dig og mig sammen, dette for en tid eller for altid.

Hvis tosomheden er ude af trit med tiden eller for meget at forlange, så bør vi gøre op med de verserende idealer for det gode liv. For disse spænder i så fald ben for det allerstørste og væsentligste i denne verden, nemlig kærligheden.

Rikke Rosenberg Frederiksen er kandidat i pædagogisk filosofi.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.