Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Gymnasiet er netop ikke for alle

»Ingen ungdomsuddannelse er bedre end andre. Det eneste rigtige valg er den uddannelse, der harmonerer med elevens individuelle præferencer og faglige kunnen.«

Filip Steffensen
Filip Steffensen

Når man rammer alderen, hvor det skal overvejes, hvilken uddannelse, man vil på efter folkeskolen, må det forventes, at personen, der skal vælge, besidder nok fornuft til at stå til ansvar for egne handlinger trods den unge alder.

Denne tiltro til individet frarøves imidlertid eleverne i de danske folkeskoler med statens omsiggribende umyndiggørelse af individet, når man ikke tør stille krav til eleven – et krav, som passende kunne være, at eleven påføres et vist ansvar for at passe sin skolegang med henblik på senere optagelse på en gymnasial uddannelse.

Det ansvar, eleven bør påføres, er, at eleven er i stand til at leve op til et karakterkrav på minimum 4 i dansk og matematik, som fordrer en »jævn præstation«.

Dette er ikke et odiøst krav, når det tages i betragtning, at der ikke er brugerbetaling på uddannelsen, og at det derved må være i samfundets interesse, at der ikke anvendes ubegrænsede midler til at få fagligt svage elever gennem gymnasiet.

Tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at ser man specifikt på fagene dansk og matematik, er det kun hveranden elev, som i disse fag fik mindre end 4, der gennemfører gymnasiet. Det kan dermed udledes, at ønsker man optagelse på gymnasiet, må der som minimum forventes en vis boglig kunnen. Der eksisterer nemlig en fejlagtig konsensus om, at gymnasiet er for alle – gymnasiet er netop ikke for alle.

Gymnasiet er for personer med en vis boglig forståelse og interesse, og som på lang sigt kan forestille sig, at gymnasieårene har en senere uddannelses- og arbejdsmæssig relevans.

Den fejlagtige konsensus om, at gymnasiet er for alle har ikke alene forårsaget massivt ressourcespild i form af optagelse af elever, der på ingen vis har været i stand til at fuldføre gymnasiet, men har også forårsaget en misforstået, uddannelseshierarkisk opfattelse af, at gymnasiet er det bedste, fineste og eneste rigtige valg, man kan foretage i en uddannelsesmæssig sammenhæng, hvilket naturligvis er forkert.

Ingen ungdomsuddannelse er bedre end andre. Det eneste rigtige valg er den uddannelse, der harmonerer med elevens individuelle præferencer og faglige kunnen. Det er således også på tide, at der tages et opgør med den kultur, som eksisterer blandt lærere og vejledere i folkeskolen, og som tilskynder folkeskoleelever til at vælge gymnasiet, hvis man har den mindste tvivl.

Dette er en forfejlet tilgang til elevens individuelle præferencer og faglige kunnen, som kun kan undgås ved indførelsen af karakterkrav til gymnasiet, så det undgås, at de fagligt svageste elever, som kun har lav motivationsgrad for videre boglig uddannelse, kommer i gymnasiet med en høj risiko for ikke at gennemføre uddannelsen, og derved en høj risiko for at påføre samfundet en betydelig økonomisk belastning i form af ufuldendt uddannelsesforløb.

Skal gymnasiet styrkes og forbeholdes elever med en vis faglig kunnen, er det ikke tilstrækkeligt med indførsel af et karakterkrav på 4 – det kræver også et opgør med den snobbede kultur, der definerer gymnasiet som det rigtige valg, uanset elevens faglige kunnen og individuelle ambitioner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.