Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Gymnasieelev: Du kan sagtens blive et helt menneske uden at rejse

At rejse er at leve«. Citatet stammer fra et af de mest berejste mennesker, H.C. Andersen. Han var en del af eliten i Romantikken, og gjorde sig netop i at rejse til udlandet og opleve verden.

Mange tog til Italien, navnlig den store billedhugger Bertel Thorvaldsen for at finde inspiration til deres kunst og til livet, og H.C. Andersens citat indkapsler tidsånden i eliten. Samme budskab formidler vi i dag til mange af landets unge. Det at rejse til udlandet er simpelthen essentielt i det at være til.

Forestillingen er, at hvis man ikke forlader reden, lærer man aldrig at flyve. Rejser til Sydøstasien og andre eksotiske destinationer i sabbatåret betegnes som dannelses- rejser. Tre til fire måneder portrætteres som det helt ideelle, for her kan man virkelig nå at finde sig selv.

Forbeholdt eliten

Problemet med dette dannelsesideal eller denne modningsproces er, at den stadig er forbeholdt eliten. Det er ikke alle, som har råd til at tage af sted til fjerne lande for at forsøge at finde meningen med livet i bunden af et shotglas i Hanoi.

Det er heller ikke specielt gavnligt for miljøet, at man skal flyve 36 gange rundt om Jorden, før man kan beslutte sig for hvilket studium, man gerne vil ind på. Hvis man først bliver et helt menneske, når man har rejst og oplevet verden, kommer der til at være mange halve mennesker i Danmark.

Hvis vi skal bruge H.C. Andersens citat til noget, som kan siges til hele ungdommen, og ikke bare noget, der er forbeholdt eliten, må vi ændre vores syn på det at rejse. En rejse kan for et ungt menneske også være at prøve at forsørge sig selv eller opleve andre slags mennesker, end man har gjort i sin egen boble.

Et ungt menneske bliver lige så formet af at forsørge sig selv, at få lov til at møde almindelige mennesker på en rigtig arbejdsplads. Rige såvel som fattige kan i løbet af et sabbatår få lige så meget ud af at arbejde eller udføre frivilligt arbejde, når det kommer til dannelse.

Ikke noget ekstraordinært

Men bør man helt droppe at rejse? Nej, man må selv afgøre, hvorvidt man har behov for og lyst til at rejse. Det, som skal ændres i kulturen, er troen på, at rejsen er noget fuldstændig ekstraordinært, hvor man får oplevelser, der ikke kan opnås på anden vis.

Rejs for at rejse og for at nyde det, som isoleret kan indfinde sig i det, men ikke for at finde meningen med livet. Vi bør altid søge at rejse ind i vores sind og udforske os selv, men rent fysisk bør vi ikke stræbe efter at unge skal rejse for at blive hele mennesker.

Marc Sabatier Hvidkjær er gymnasieelev, 3.g.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.