Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Grimhed - en københavnsk dyd?

»Når hætteklædte hærværksmænd med spraydåser skriver ulæselige kragetæer på tilfældige vægge og mure overalt, er det hverken kunst eller udtryk for kreativitet.«

Morten Jarlbæk Pedersen
Morten Jarlbæk Pedersen

I forlængelse af det nyligt afholdte folketingsvalg konkluderedes i mangen en analyse, at resultatet blotlagde et skel mellem by og land i Danmark. Provins på den ene side, hovedstaden på den anden. Megen af denne furore skyldtes ikke mindst, at man i visse dele af de mondæne kredse i København er meget glade for storbyen og alt, hvad den står for.

 

Imidlertid er det slående, at denne storbykærlighed har samme effekt som al anden kærlighed: Den gør blind. Dette ordsprog kan ofte forstås i overført betydning, men i dette tilfælde skal det forstås fuldstændig bogstaveligt. København er ganske enkelt en grim by, og mange indvånere i hovedstaden øjner det tilsyneladende ikke selv. Bevares, der er mange flotte bygninger, strøg og gader, og det er da heller ikke folk, der – i almindelighed – er grimme.

Læs også: Upstairs & downstairs

Det er snarere den måde, vi behandler vores by på, der både er grim og gør byen grim. Dygtige sociologer kan muligvis komme med bedre forklaringer end jeg, men denne nedbrydende accept af grimheden synes begrundet i eksistensen af to slags mennesker i København:

Først finder vi dem, der har et romantiseret billede af den rå beton og de oprørske Homo Sapiens Metropolis, som bryder med de pæne konventioner og kreativt skaber et byrum i eget billede. Intet kunne dog være længere fra virkeligheden. Når hætteklædte hærværksmænd med spraydåser skriver ulæselige kragetæer på tilfældige vægge og mure overalt, er det hverken kunst eller udtryk for kreativitet. Det er simpel vandalisme. Når Nørreport Station og Rådhuspladsen begge ligner lossepladser hver eneste søndag morgen, er det ikke et resultat af ungdommens friske levned og identitetssøgende adfærd. Det er et resultat af en fuldkommen og destruktiv mangel på pli. Når ellers flotte konstruktioner, bygninger og byrum får lov at forfalde, da vedligehold alene er et svært ord på fire stavelser, er det ikke udtryk for, at byen udvikler sig. Det er et udtryk for, at byen afvikler sig. Der skabes med andre ord ikke et byrum i eget billede, og der er intet kreativitet, der slippes fri, thi der tales et ødelæggelsens sprog og det på en ganske konkret måde.

I forlængelse heraf finder vi den anden type menneske, nemlig dem, der resignerer, når de drukner i storbyens grimme vælde, der skabes af de første. Denne gruppe er desværre forbavsende stor i København, og dermed lades ethvert håb om varig forbedring ude, og byen hensynker i graffiti, skrald og mislighold.

Alt dette er ærgerligt både for indbyggerne og deres gæster fra ind- og udland, som – med rette – ikke kan forstå, hvorfor vi ikke passer bedre på vores ellers dejlige by. For København er en dejlig by. Inde under facaden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.