Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kære konfirmand

Glem skærmen et øjeblik - du må ikke snyde dig selv for det virkelige liv

Konfirmationssæsonen står for døren, om lidt siger tusindvis af unge konfirmander ja til Gud, inden mange af dem bliver bestrøet af en gaveregn. Berlingske har bedt en række debattører om at skrive en kort tale til årets konfirmander. En af dem er forfatter Gretelise Holm.

I hedder generation Z, og I er født med en smartphone for enden af højre hånd og en iPad i den anden.

Bare rolig, jeg er en venlig, gammel dame, som ikke har i sinde at flå de digitale medier ud af hænderne på jer eller give jer strenge restriktioner à la »kun én time om dagen.« Det lader jeg jeres forældre om.

Jeg synes faktisk selv, at alt det nye legetøj kan være både nyttigt og sjovt til arbejde og underholdning. Så fred være med det.

Jeg vil blot pege på nogle af begrænsningerne ved den digitale teknik, som I sikkert skal ud at investere en del af konfirmationspengene i:

I skal huske på, at hurtige ord, videoer og fotos på snapchat ikke er menneskeligt samvær og nærvær.

Sms’er og 140 tegn på twitter er ikke samtale.

Venner på Facebook er ikke venner.

Likes er ikke den for alle mennesker så vigtige anerkendelse.

Og porno, som kun er et klik væk på din computer, har intet med sex endsige kærlighed at gøre.

Med andre ord: Snyd ikke dig selv for det virkelige liv. Det er muligvis ikke så sjovt, smart og glamourøst, som man kan få det til at se ud på redigerede billeder, men det er ægte, og det er dit.

Husk den gode og dybe samtale face to face, som man kan have med venner og veninder. Samtaler, hvor man bliver klogere af at udveksle synspunkter, og hvor man leder efter forståelse og mening med det hele.

Husk det virkelige livs likes: Den venlige anerkendelse af andre mennesker. Det har vi alle brug for.

Prioriter det rigtige samvær med de andre. Det kan tit forekomme vanskeligt og kejtet, når man er ung og usikker, og det kan være lettere at sende en sms med en kvik bemærkning eller et sjovt foto. Det er også i orden, så længe du husker, at de ægte følelser bedst kommer til deres ret i samspillet mellem mennesker – uden digitale mellemled.

Kort sagt: Lad ikke en skærm skærme dig mod livet.

Klik på de fem links i artiklen for at læse de øvrige konfirmationstaler.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.