Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lørdagsdebat

Giver det mening at tale om fattigdom i Danmark?

27. november samler Kirkens Korshær ind til fordel for fattige i Danmark. Men kan man i et land med nogle af verdens højeste sociale ydelser tale om, at nogle lever i fattigdom? Liberal Alliances Joachim B. Olsen og formanden for Dansk Socialrådgiver-forening, Majbrit Berlau, debatterer.

Af Joachim B. Olsen, MF, Liberal Alliance

Det giver for mig ikke mening at tale om materiel fattigdom i Danmark. Den fattigdom, der bekymrer mig i Danmark, er ikke af materiel karakter. Det er en begrænset adgang til alt muligt andet. Til omsorg og til ansvarlige voksne. Til selvbestemmelse og til de værdier, som er forudsætningen for, at vi som voksne kan få meningsfyldte og produktive liv. For meget krævementalitet, offermentalitet og for lidt ære i selvforsørgelse.

Hvert år på denne tid får debatten om fattigdom i Danmark momentum. Medierne beretter, at flere end nogensinde søger julehjælp. Jeg bakker naturligvis som liberal varmt op om, at der findes organisationer, der samler ind, og at folk frivilligt donerer deres penge og tid til andre. Jeg er sikker på, at julekurve og gavehjælp fra Kirkens Korshær vil gøre julen i de udvalgte hjem bedre. Og jeg ved, at der er mange familier, for hvem ikke bare julen, men hverdagene året rundt er en kamp for at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

Men hvad er det egentlig, der på den lange bane vil reducere antallet af de udsatte børn, medierne skriver om, når vi nærmer os højtiderne? Og her mener jeg ikke alle modtagere af julehjælp, naturligvis. Her sigter jeg til de virkeligt udsatte børn.

Min påstand er, at de børn, der svigtes, de børn, der mangler kærlighed, ånd og nærvær, deres problemfyldte opvækst er ikke en konsekvens af for lave offentlige ydelser. Der findes masser af familier i Danmark med forældre i lavtlønsarbejde eller på overførsel, hvor midlerne er små, men hvor livet er godt, og hvor forældrene sikrer, at børnene driver det videre end de selv. Til gengæld er der sociale problemer i nogle familier, hvor børn og unge ikke får en reel chance. Der er børn, der lider under svigt, mangler omsorg eller lever i fattigdomslignende omgivelser, fordi netop deres forældre ikke magter at træffe de rette prioriteringer.

Den relative fattigdom

Så hvorfor giver det ikke mening at tale om materiel fattigdom?

For det første er begrebet fattigdom i Danmark gjort relativt. Efter den tidligere regerings definition er du fattig, hvis du har mindre end halvdelen af medianindkomsten i tre år, altså den midterste indtægt, hvis alle lønninger var listet på en række. Fattigdomsgrænsen for en familie med to børn er f.eks. på godt 240.000 kr. Vel at mærke efter skat.

Hvis vi skal arbejde med en fattigdomsgrænse, og det kan vi godt for min skyld, må den være absolut. Altså et beløb, en købekraft, en levestandard, vi har defineret. Ikke i forhold til, om din indkomst er lavere end andres. Den definition, den tidligere regering opererede med, betød, at hvis alle borgere fik fordoblet deres indkomster, altså kunne købe dobbelt så mange varer og tjenesteydelser som i dag, så ville der være det samme antal »fattige«. Definitionen medførte altså, at vi aldrig nogensinde kunne komme »fattigdom« til livs. Det giver jo ingen mening.

For det andet har vi i Danmark meget høje ydelser for folk uden for arbejdsmarkedet. Efter min opfattelse også så høje, at de i sig selv skaber sociale problemer ved at øge antallet af mennesker på overførsel. Jeg er overbevist om, at det eksempelvis ikke er kontanthjælpens størrelse i Danmark, der afgør, om du som barn får en tryg, berigende og opbyggende barndom.

En enlig mor til to på kontanthjælp får i dag 17.600 kr. udbetalt om måneden i samlede ydelser. En sådan familie ville ikke engang være fattig efter den tidligere regerings egen definition. Læg hertil skatteyderfinansieret adgang til uddannelse og sundhed. Vi skal huske på, at en enlig mor til to, der måske arbejder 30 timer for at få tingene til at gå op (dem er der mange af), ikke har meget mere til sig selv. Der må og skal være mærkbar forskel på det nederste trin i forsørgelsessystemet og det at arbejde til den mindsteløn, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om.

At gøre kontanthjælpsloftet og dermed det blå flertal til synderen er ikke bare ukorrekt, det er skadeligt for debatten. Var høje ydelser det primære svar på sociale problemer i Danmark, burde vi have markant færre sociale problemer end andre højt udviklede velfærdssamfund. Det har vi ikke. Den sociale mobilitet i Danmark, målt på både indtjening og uddannelse, er for eksempel ikke væsentligt forskellig fra den i USA.

Kassetænkning skader de svageste

Så læg autopiloten, stråmændene og den klassiske »de blå kerer sig ikke om de svage«-attitude til side et øjeblik og spørg dig selv, hvad er den bedste hjælp, vi kan give de svageste danskere? Svaret er først og fremmest: adgang til arbejdsmarkedet.

Mindsker de høje ydelser i Danmark beskæftigelsen og adgangen til arbejdsmarkedet? Ja, herom er der ingen tvivl. Kunne de have brug for alt muligt andet? Ganske givet. Men det offentlige skal ikke sørge for alle behov i alles liv. Vi politikere skal sætte rammer. Rammer som på den ene side sikrer et forsørgelsesgrundlag, og på den anden side sikrer, at folk selv kan se en mening med at bevæge sig væk fra overførselsindkomstsystemet.

Jeg har tillid til, at langt de fleste kontanthjælpsmodtagere har et potentiale til andet og mere end at modtage ydelser uden at arbejde for dem. Men det kræver, at systemet, herunder det høje ydelsesniveau, ikke bliver en barriere i sig selv. Ja, vi læser om syge, der er parkeret forkert i systemet og jeg mener, som alle andre, at de skal hjælpes og have en pension, hvis de er så syge, at de aldrig kan blive en del af arbejdsmarkedet. Ingen tvivl om det. Men vi ved også, at der er folk, som enten er raske nok til at arbejde, men ikke gør det, eller som er blevet syge af at være kastet frem og tilbage i systemet under en eller anden fejlagtig »udredning«. Systemet og kassetænkning er det, der skader dette samfunds svageste allermest.

Jeg bakker naturligvis op om, at frivillige netværk af danskere ud af generøsitet og næstekærlighed vil hjælpe dem, der har mindre end de selv. Det vil jeg faktisk ønske, at der var mere af i Danmark. Men er efterspørgslen på julehjælp et udtryk for, at de sociale ydelser i Danmark er for lave? Nej, det er udtryk for, at man ikke har formået at skabe overskud på samfundets bund med verdens højeste sociale ydelser.

Af Majbrit Berlau, formand, Dansk Socialrådgiverforening

Som socialrådgiver er man ikke i tvivl om, at der findes mennesker ramt af fattigdom i Danmark.

Vi møder dem i vores arbejde i kommunerne, på skoler, herberger og på gaden rundt omkring i landet. Vi modtager deres ansøgninger om enkeltydelser, når der ikke er råd til flyverdragten eller barnevognen. Vi er med, når fogeden banker på døren, og familien sættes ud, fordi der ikke længere er råd til huslejen.

Vi laver regnestykket, der viser, at den enlige mor med to børn er nødt til at flytte væk fra hjem, skole, venner og netværk til den anden ende af landet, hvor huslejen er billigere. Vi ser, hvordan et simpelt uheld kan få uoverskuelige, varige konsekvenser, fordi forsikring er en by i Rusland. Vi møder voksne, der må undlade at købe nødvendig, dyr medicin eller få ordnet resterne af det tandsæt, som stjæler opmærksomheden til jobsamtalen og i enhver anden social sammenhæng. Vi møder børnene, der ikke inviterer kammerater med hjem, fordi de skammer sig og ikke vil vise andre, hvordan børneværelset, køleskabet og økonomien ser ud derhjemme.

Så jeg er ikke i tvivl. Der findes mennesker ramt af fattigdom i Danmark, det vi også kalder relativ fattigdom. Mennesker, hvis økonomi spænder ben for det liv, som langt størstedelen af befolkningen i Danmark har mulighed for at leve.

I statistikkerne såvel som i den virkelige verden kan vi se, at det først og fremmest er mennesker, der er ramt af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen, som lever i fattigdom. 33.127 mennesker er pt. ramt af kontanthjælpsloftet, mens 25.081 mennesker er ramt af integrationsydelsen (tallene for 225-timersreglen er først tilgængelige i midten af november). Disse mennesker har inden for det seneste år fået reduceret deres rådighedsbeløb i forskellig grad – mange så kraftigt, at hverdagene, som Joakim B. Olsen rigtigt skriver, er blevet en kamp for at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

Urimeligt sammenligningsgrundlag

Inden vi diskuterer konsekvenserne, fornuften og rimeligheden i at gøre hverdagen til en kamp for disse mennesker, så lad os lige få de faktuelle forhold omkring de tal, der hvirvler rundt i debatten, på plads:

Det skal kunne betale sig at arbejde, lyder et centralt argument. Men i de regneeksempler, der skal illustrere den økonomiske forskel på at være i beskæftigelse og kontanthjælp, er beløbet for en kontanthjælpsmodtager beregnet inklusiv de universelle velfærdsydelser, som alle i Danmark får. Det bliver ofte sammenlignet med indtægten for folk i beskæftigelse eksklusiv universelle ydelser. Det er ikke et rimeligt sammenligningsgrundlag.

Når det er på plads, står diskussionen om størrelsen på ydelserne stadig tilbage. F.eks. beløb som 17.600 kr. i samlede ydelser til en enlig mor med to børn. Er det meget eller lidt? Rimeligt eller urimeligt?

I den diskussion savner jeg, at vi forholder os til, hvad det koster at leve i Danmark – på hvilket niveau. Derfor ser jeg frem til, at Rockwoolfonden i den kommende uge offentliggør såkaldte minimumsbudgetter for, hvad det koster at leve et absolut »nødvendigt, beskedent liv«. Det kan kvalificere debatten. Og lur mig, om ikke minimumsbudgetterne vil bekræfte mine erfaringer fra virkeligheden: Nemlig, at livet på de lave ydelser kræver, at man kæmper for at få enderne til at mødes, at der ikke er plads til ret store uforudsete udgifter eller bare mindre armbevægelser. At der måske snarere er tale om at overleve end at leve.

Det er her, politikerne må gøre op med sig selv: Ønsker vi et samfund, hvor mennesker skal kunne leve eller blot overleve, hvis de bliver ramt af arbejdsløshed? Fra et socialfagligt perspektiv ønsker jeg klart det første – af flere årsager.

Rent menneskeligt synes jeg kun, at det er rimeligt, at man ikke lander for hårdt, når man bliver ramt af sygdom, svingende konjunkturer eller uheld. At der er et fintmasket sikkerhedsnet, der griber en og bidrager effektivt til, at man kan rejse sig igen som et helt menneske. Men samfundsmæssigt er det også klogt, at vi indretter os sådan. For det er dyrt at gøre folk fattige. Dyrt, når den enlige mor bliver sat ud af lejligheden, og vi må placere hende på et herberg og eller anbringe børnene i en periode. Dyrt, at børn og unge får en markant dårligere uddannelse, fordi de er vokset op på økonomisk lavblus, som SFI har dokumenteret.

Vejen til social deroute er blevet kort

De menneskelige og økonomiske omkostninger af at skrue så meget ned for økonomien hos dem, der i forvejen har mindst, er altså enorme – og som fagfolk oplever vi, at det både skaber og forstærker øvrige sociale problemer. Netop derfor vurderer vi, at det giver mening at tale om materiel fattigdom i Danmark.

Vi socialrådgivere arbejder målrettet for at hjælpe folk i ledighed ind på arbejdsmarkedet. Det er en kerneopgave og et mål, vi til fulde deler med regeringen og Joakim B. Olsen. Men vi ved, at det pt. primære middel i beskæftigelsesindsatsen – at skære i ydelserne for at øge incitamentet til at arbejde – simpelthen ikke virker på langt størsteparten af de ledige. For en stor del af målgruppen er syge eller nedslidte med store helbredsudfordringer, der ingen eller meget ringe mulighed har for at agere på de økonomiske incitamenter. Tværtimod bliver deres udfordringer større og mulighederne for at flytte sig ringere. Regeringen ved det godt og vurderede allerede fra starten, at blot 700 fuldtidspersoner vil komme i arbejde som følge af de lave ydelser.

Naturligvis kan man indvende, at kontanthjælpen er tænkt som en midlertidig ydelse, som man kun skal klare sig for i en kortere periode. Men virkeligheden er den, at mange borgere lever af kontanthjælp i lange perioder, især dem med andre problemer end ledighed. Efter de seneste års reformer, er de simpelthen ikke berettiget til andre ydelser.

Lige nu oplever vi, at vejen fra et trygt liv til en social deroute er blevet meget kort. Behøver det være sådan? Nej. For vi kunne vælge et understøttelsesgrundlag, hvor alle kunne sikres de basale behov, uden at der er tale om luksus. Ville alle sociale problemer så forsvinde? Nej. Men vi ved, at økonomisk fattigdom aldrig har gjort noget godt – hverken for den enkelte eller samfundet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.