Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Giv os kunstnerisk dannelse allerede i folkeskolen

Aminata Amanda Corr
Aminata Amanda Corr

En populistisk allergi over for oplysningstidens idealer saboterer den gennemsnitlige danskers adgang til kvalitetskunst og almen kunstnerisk dannelse. Særligt ord som højkultur og finkultur er politiske fyord, og derfor sigtes der fra politisk side efter kunstens laveste fællesnævner.

Sandheden er, at der findes kunst, som kræver en større dygtighed at praktisere end andet, og det giver jo sig selv, at kan man løbe ti kilometer, kan man også løbe fem. Men ikke nødvendigvis omvendt. På samme måde giver det sig selv, at er man i stand til at forstå Gustav Mahlers 5. symfoni, kan man også forstå Velkommen til Medina af Medina. Kan man læse Enten – Eller af Søren Kierkegaard, kan man også læse Båven om Gud af Hella Joof. Og kan man tage i Det Kongelige Teater og se Sylfiden, kan man også se Vild med Dans hjemme fra sofaen. Men ikke nødvendigvis omvendt.

Ikke at den krævende kunst nødvendigvis er bedre eller vigtigere, men den er unægteligt sværere at praktisere og forstå. Og den kunst er værd at bevare og formidle, fordi den kræver mere af såvel udøvere som tilskuere, og derfor er mest truet af massernes ligegyldighed.

Beslutningstagere i dansk kulturpolitik har over en længere årrække arbejdet ud fra et selvødelæggende princip om, at kunstnerisk kvalitet ikke har en kvalitet i sig selv. Hermed overses det, at svær og krævende kunst åbner for forståelse af alt muligt andet kunst.

Barberet kunstnerisk uddannelse

Man har fra politisk side indset, at man i for mange år har nedbarberet al kunstnerisk uddannelse. Det resulterede i første omgang i en rapport udarbejdet for Kulturministeriet om, hvordan man kunne håndtere de årlige to pct. besparelser, som institutionerne fortsat er pålagt.

I rapporten understreges det indledningsvis, at man ikke ville forholde sig til de enkelte kunstuddannelsesinstitutioners kvalitet. Til gengæld foreslås en sammenlægning af alle uddannelserne, som blev mødt af voldsom modstand, hvorfor idéen nu er lagt i graven.

Tilbage står en udmelding fra Kulturministeriet om, at man ikke forholder sig til kunstuddannelsernes kvalitet, men til deres markedsevne og muligheder for besparelser ved bureaukratiske forringelser. Når kunstuddannelsernes værdi ikke måles på kvalitet, må man nok indse, at det kulturpolitiske greb på kunsten mest af alt minder om at tisse i bukserne for at holde varmen.

Med det in mente er rektorerne fra de kunstneriske uddannelser nu sendt i tænkeboksen, hvor de skal finde nye måder at spare penge ved at sammenlægge bureaukratiske organer på tværs. Et tværfagligt samarbejde som principielt sagtens kan være værd at slå et slag for. Men et sådan slag er tabt på forhånd, hvis det sker som et resultat af nedskæringer, fremfor investeringer.

Så snart kunsten skal tage udgangspunkt i markedet, tilsidesættes kunstnerisk integritet, og dygtiggørelsen sættes i anden række. Sådan opstår panikidéer om centralisering, effektivisering og kunstnerisk mytteri.

Kunstnerisk dannelse

Ligesom Kulturministeriet er ved at give afkald på uddannelse af dem, der skal yde kunstneriske bidrag til den danske kulturarv, har man for længst opgivet at klæde befolkningen på til at nyde det fulde udbytte af selvsamme kulturarv. Dygtiggørelse og kunstnerisk dannelse i folkeskolen er en saga blot. Folkeskoleelever tumler rundt i musiklokalerne til den ene Kim Larsen sang efter den anden uden en eneste gang på ti år at se, lytte til eller røre ved en violin.

Eksemplet kan overføres til de fleste kunstarter, og det giver ikke den gennemsnitlige dansker forudsætninger for at kunne nyde eller bidrage til dansk kunst senere i tilværelsen.

Hvorfor ikke sørge for, at alle borgere i samfundet har stiftet bekendtskab med tilstrækkeligt krævende kunst, så de kan opleve og sætte pris på kunst, der kræver noget af både udøver og tilskuer?

Grundlæggende viden

Interessen for kunst i alle dens afskygninger bør vækkes fra barnsben, men det kræver en grundlæggende viden, som folkeskolen ikke leverer. Et historisk overblik, en bred fundering og et møde med de forskellige kunstarter og deres genrer burde være både overkommeligt og endda forventeligt i fag som musik og billedkunst. Det er desværre bare ikke tilfældet, og det vidner om et tankevækkende lavt ambitionsniveau.

Taberne er kunsten, dens udøvere og dens tilskuere. Kunst af høj kvalitet er jo altså afhængig af dygtiggjorte kunstnere, og hvis vi vil have det i Danmark, må vi investere i det. Helt generelt skal vi nok til at gøre alvor af det, hvis vi for fremtiden vil have dygtiggjorte kunstnere, der kan skabe krævende litteratur, film, billeder og musik, og et publikum, der kan nyde det.

Aminata Amanda Corr studerer informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.