Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Giv borgerne deres byer tilbage – i ren stand

Romaer i København. Foto: Sofie Mathiassen
Romaer i København. Foto: Sofie Mathiassen

Hvordan kan borgere i større byer forhindre, at deres gader, gårde, pladser og parker bliver hjemsted for de især udenlandske tiggere, der ønsker at tjene eller stjæle penge her i landet?

Det spørgsmål blev onsdag ved middagstid endnu sværere at give et konstruktivt svar på. For da afgjorde Højesteret, at fire rumænere, der er dømt for alvorlig kriminalitet her i landet og i Rumænien, ikke kan udvises til strafafsoning i hjemlandet.

Mere konkret henviser Højesteret til, at de rumænske myndigheder ikke kan garantere, at afsonere altid har mindst tre kvadratmeter personligt rum i de rumænske celler. I halvåbne fængsler kan man kun garantere to kvadratmeter. Den manglende kvadratmeter bringer ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsoningsforholdene i strid med menneskerettighederne. Et ophold i danske fængsler opfattes angiveligt ikke som nogen stor straf, men nærmest som et mindre kroophold under ganske behagelige forhold.

Med Højesterets afgørelse vil en ubetinget fængselsdom for tiggeri - som den tidligere justitsminister Søren Pind i øvrigt ikke kunne få socialdemokratisk tilslutning til - derfor næppe virke voldsomt afskrækkende på rumænske borgere, når nu risikoen for afsoning i hjemlandet er væk.

I forvejen har regeringen store problemer med at holde tiggere og kriminelle ude af landet. I særlig grad har de såkaldte romaer påkaldt sig vrede, fordi de samler sig i lejre i de offentlige rum, hvor de sviner, herunder med deres afføring. Det har bestemt ikke gjort stemningen mildere, at nogle af dem begår grov afpresning mod andre hjemløse.

Desværre kan borgerne i København ikke forvente, at deres overborgmester foretager sig noget. Frank Jensen nøjes med at beklage sig til regeringen, som tilsyneladende ikke kan finde på andet end at lade politiet uddele bøder og rydde nogle af lejrene – hvorefter de genopstår.

Hvis magtesløse politikere som Frank Jensen fortsat skal have ansvaret for København, og hvis regeringen ikke finder på noget bedre, vil byerne i Danmark udvikle sig som andre europæiske storbyer, der er blevet mål for især østeuropæiske mere eller mindre organiserede tiggere og kriminelle. En tur til Hamborg kan vise, hvad der er i vente. Her kan folk knap nå at bestille en currywurst ved pølsevognen, før tiggere dukker op med pågående forslag om at donere dem et kontantbeløb.

Hvordan EUs tiggerproblem kan løses, må regeringen og dens talrige embedsmænd finde ud af. En af mulighederne kunne være en overvejelse af, om en kvadratmeter celleplads i et rumænsk halvåbent fængsel skal afgøre, om Danmark kan forsvare sig mod en voksende tiggerinvasion.

I de kommende dage vil det årlige Distortion trække på en del københavneres tålmodighed, mens festivalen står på. Men folk skal ikke finde sig i et stigende antal tiggere og kriminelle i gaderne sommer efter sommer. Giv byboerne byen tilbage – i ren stand.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.