Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fra Skvatmand til Batman

I en tid, hvor alle dyrker deres eget jeg, er det mandens nye rolle at skabe et ’vi’. Det starter med at turde turen hen over dansegulvet og byde kvinden op til dans.

Kære Mand. Jeg har fulgt dig gennem flere årtier, fra dengang du blot repræsenterede en faderfigur, min og kammeraternes, i 60erne og 70erne. Her var både den strenge far, den fraværende far og den glade hippie, der såmænd kunne være ligeså åndsfraværende som ham, der fysisk var hjemmefra. I firserne fangede du for alvor min opmærksomhed: dér dyppede jeg første gang tæerne i mandehavet og lod mine læber beklæde med kys fra dig. I den sidste halvdel af firserne, mens jeg læste og mine skulderpuder var bredere end dørkarmene, skulle du enten være intellektuel poet klædt i sort fra top til tå, eller gerrig businessmand med blikket rettet mere på den svulmende tegnebog end på svulmende pigebarme. Jeg har over flere årtier kærestereret alt fra Fin&Følsom, der kunne tale om alt, hvad der mærkedes og tænktes fra de nedre regioner og op, til Cro-Magnon-mand, der dårligt kunne lette måsen fra divanen, hvis der var et femalt serviceorgan i nærheden. Den ene mandetype ville man egentlig hellere være veninde med end at knalde, mens Cro-Magnon nok i virkeligheden bare ville knalde - også gerne mine veninder. Jeg er siden blevet ældre og klogere. Også på dig, Mand. For jeg har fulgt dine transformationer gennem tiderne og set dig blive defineret i essays, artikler, debatindlæg og bøger. Jeg har hørt dig blive dissekeret af veninderne og mig selv, og fra tid til anden, kastreret offentligt. Men dog også hørt dig forsvaret, selv når både du og jeg godt vidste, at der stadig var mere end et par meter hen til fuldkommenhed. Der er sat masser af etiketter på dig undervejs: hård mand, blød mand, metroseksuel mand, BØV (børnevoksen) osv. Selvom jeg kan genkende hver og en af dem, når jeg kigger gennem prismen af mine erfaringer, så synes jeg alligevel ikke, at den enkelte etiket gælder dig. Altså Manden som sådan. Snarere synes jeg, at der ofte har peget tre fingre ind mod den, der løftede pegefingeren ad dig, og ikke sjældent var hånden, der pegede, mig selv eller mine kønsfæller.

Det må have gjort dig forvirret, mand? For hvad hulan ville vi have fra dig? Krav - og smag - har ændret sig gennem tiderne. Ham den forstokkede og forstenede vil vi ikke have tilbage. Men vi ville alligevel ikke have dig, da du blev en skvatmand, nej, så hellere Batman (eller Bad-mand), ham med alle musklerne under det stramtsiddende suit, egen butler, masser af gadgets, og masser af mørke hemmeligheder. Nej tak til den åbne bog; der skal være et par kapitler overladt til overraskelsen, ellers keder vi os gudjammerligt, skifter jer ud og genrejser os som super-singler, der i hvert fald ikke har meget brug for en mand. Så hvad er der tilbage til dig, Mand?

Jeg er blevet spurgt til denne kronik, hvem der egentlig har bukserne på? Mit svar er: mig. Ikke mig som kvinde, men mig som i ’Jeg’. ’Jeg’ er direktøren i mit eget liv, og ’Jeg’ styrer for vildt og bestemmer alt selv. Mit liv er mit projekt, der ikke levner plads til at reflektere over det liv, jeg har levet, men snarere over det liv, ’Jeg’ har besluttet mig for at leve. Jeg ser, at vi har et fællesskab dér, Mand. At vi i fællesskab har ophævet fællesskabet: vi vil opfylde egne behov før andres, realisere egne drømme først og leve det perfekte liv - det liv, ’Jeg’ selv har defineret, Der er ingen forskel på mænd eller kvinder i den henseende: vi både blæser og har mel i munden uden egentlig at tænke over det længere. Vi er kun en anelse bremset af den økonomiske krise, som godt nok stoppede overbelåningen i friværdien, men til gengæld gjorde ’Tid’ til den nye guldkalv: Se på mig, jeg har tid til mig selv, tid til mine børn, tid til kæresten, tid til vennerne. Det tror jeg, at jeg og veninderne godt kan blive enige om, når vi står og stikker hovederne sammen på en af byens barer og taler om, hvilken mand, der måske kunne falde i vores smag: Du må ikke være almindelig. Men det kræver nosser ikke at være det. Faktisk kræver det vist ret meget bare at indlede en samtale med sådan et par Selvtilstrækkelige Gudinder: ’Er du klar over, hvor stort et mod det kræver at gå tværs hen over dansegulvet, og bryde ind i en samtale mellem to kvinder og måske modtage en afvisning foran alle de andre hanner?’ spurgte en af mine venner mig for nylig.

Der går vist mange danse tabt i kvindernes samtale om Manden som sådan, men gider du overhovedet prøve, Mand? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du overhovedet søger ligeså meget efter din identitet, som vi forsøger at finde ud af, hvilken identitet du har? For mig at se, er udfordringen for dig ikke, at du er mand. Det er heller ikke den største udfordring for kvinden, at hun er kvinde - hvis vi lige lægger ’enkeltsagsligestillingen’ til side et øjeblik, for det er vel hvad ligestillingsdebatten er reduceret til. Hvilket ikke gør den mindre vigtig i enkelte sager, men dog alligevel mere afgrænset og ikke rettet mod et helt køn som sådan. Blot mod idioterne blandt kønnet.

Den største udfordring i disse år er ikke at definere kønnet, men at vi bruger så meget tid på at definerer ’Jeg’, at vi ikke aner helt, hvad vi skal stille op med hinanden længere. At vi ikke kender ’Vi’. Vi kan ikke rigtig få greb om vores rolle i hverken parforholdet eller samfundet, men jager efter noget, hvor ’Jeg’, altså hele Jeg, kan være der. Vi opfatter ikke længere ’Vi’ som solidaritet, værdisammenhold eller fællesskab i bred forstand uden partipolitisk farve, men som selvudslettelse. Der må ikke gives køb på ’Jeg’ nogen steder.

For mig at se er opgaven derfor at få synliggjort et stærkere ’Vi’ . Det er interessant, at den seneste bølge af ligestillingsforslag er ligestillingsrelative: væk med kønsbetegnelser i børnehaver osv.

Er det virkelig det vigtigste spørgsmål i dag? Hvad bliver det næste? At vi kun må navngive vores børn x, y og z eller noget andet kønsneutralt? Er svaret virkelig at udradere kønnet? Vil det give de næste generationer en grundfæstet fornemmelse af, hvem de er og hvad deres værdi er i forhold til fællesskabet? Nej. Forskellene må have plads. De skal være der. De skal nemlig bruges til at definere den enkeltes egen plads i fællesskabet.

Så der har du måske din nye rolle, Mand. Du skal tage turen hen over dansegulvet. Du skal være med til at gøre ’Jeg’ til ’Vi’. Jeg udfordrer dig: skal vi danse?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.