Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Forskningen er i fare

Udspillet fra regeringen om dimensionering af universiteternes uddannelser eksemplificerer på dramatisk vis, hvordan politisk styring fratager universiteterne muligheden for strategisk planlægning. Forskervejen vil blive mindre attraktiv.

Flere uddannelser på bl.a. Københavns Universitet risikerer at lukke som følge af dimensioneringsmodellen. Foto: Simon Læssøe
Flere uddannelser på bl.a. Københavns Universitet risikerer at lukke som følge af dimensioneringsmodellen. Foto: Simon Læssøe

Regeringens dimensioneringsudspil eksemplificerer en endimensionel og kortsigtet politisk styring af universiteterne. Hvis universiteterne fratages mulighederne for basal langsigtet planlægning, vil de ikke længere være i stand til at tiltrække de stærkeste forskertalenter. Ingen ønsker at specialisere sig i et fag, der kan lukkes uden varsel.

Dimensioneringsmodellen for de danske universitetsuddannelser blev præsenteret med et besnærende, enkelt budskab: Vi skal ikke uddanne til arbejdsløshed. Den foreslåede model har til hensigt at skære et antal studiepladser på universiteterne for at afbøde arbejdsløshed blandt højtuddannede.

På universiteterne er der en stigende accept af, at en tilpasning i antallet af studerende kan være rimelig. Alligevel er uddannelsesministerens udspil samt ønske om hastig implementering blevet voldsomt kritiseret i den offentlige debat og med god ret. Modellen har nemlig en række problemer.

Læs også: Skal middelmådighed styre uddannelserne?

For det første er den endimensionel i sin fokusering på dimittendledighed. Eksempelvis kan kandidater fra humanistiske fag med høj dimittendledighed efter blot fem år have lavere ledighed end fag, der sjældent kritiseres for arbejdsløshedstal. Men modellen fokuserer på ledighed inden for 12-24 måneder. I modsætning hertil indikerer internationale undersøgelser, at kandidater fra fag med høj dimittendledighed ofte ender med at stå stærkt over et helt karriereforløb.

Som en del kritikere har påpeget, vil modellen få store, utilsigtede konsekvenser. Nedskæringen i antallet af studiepladser finder sted på kandidatuddannelserne. Men på grund af bachelorers retskrav på en kandidatuddannelse er der en afledt og forstærkende effekt i den fremlagte model. De reelle nedskæringer i studiepladser er derfor betydeligt større end dem, der er politisk meldt ud. Som det også er blevet fremhævet, har modellen en række effekter, der er i direkte modstrid med regeringens politik om mobilitet og internationalisering i uddannelsessystemet.

Universiteterne har opbygget et omfattende apparat af akkrediteringsinstitutioner og aftagerpaneler for at sikre uddannelsernes relevans for erhvervslivet. På den baggrund fremstår det primitivt at foreslå nedskæringer på etablerede uddannelser baseret på dimittendledighed fra 2007-2011. I særdeleshed fremstår indgrebet på mange etablerede fagmiljøer besynderligt, givet at et næsten tilsvarende antal studiepladser på nye lignende uddannelser i den efterfølgende periode er blevet godkendt af aftagerpanel og akkrediteringsråd.

Universiteternes langsigtede planlægning, i samråd med akkrediteringsråd, er baseret på fremadskuende prognoser. Disse forsøg på forudsigelse af erhvervslivets fremtidige behov er blevet kritiseret. Men i det mindste er de ikke, som dimensioneringsmodellen, baseret på tilbageskuende data.

Læs også: Danske universiteter dumper internationalt

Samlet er det derfor ikke uden grund, at universiteternes ledelser er bekymret. Dimensioneringsudspillet eksemplificerer på dramatisk vis, hvordan politisk styring fratager universiteterne muligheden for strategisk planlægning.

I den sammenhæng er det værd at pege på endnu en potentiel, utilsigtet konsekvens, nemlig modellens betydning for forskere og de faglige miljøer. På danske universiteter er der en tæt sammenhæng mellem forskningsaktiviteter og uddannelsesaktiviteter, da en stor del af universiteternes virksomhed finansieres af antallet af studerende.

Beskæres antallet af studiepladser i det omfang, der lægges op til, kan det medføre, at nogle fagmiljøer, som det har taget årtier at opbygge, forsvinder. Andre forskningsmiljøer kan se frem til usikkerhed og ansættelsestop. Vi anerkender, at der kan være behov for nedskæringer og omstruktureringer. Men dimensioneringen bør ikke baseres på en kortsigtet evaluering af forskningens erhvervsmæssige relevans, og den bør gennemføres på en måde, som minimerer uheldige effekter.

For den enkelte unge forsker har det alvorlige konsekvenser, hvis universiteterne ikke kan planlægge langsigtet. Forskere specialiserer sig typisk inden for snævre felter og forskervejen er en usikker karrierevej.

Læs også: Derfor er humaniora vigtig

Forskning er svært, og konkurrencen er hård. Men det er vilkår, som forskere anerkender som nødvendige for at opretholde et højtfagligt niveau. Faktisk er mange forskere konkurrencemennesker, der trives med de høje præstationskrav, som deres karrierevej fordrer.

Til gengæld er det tvivlsomt, om de bedste forskertalenter vil acceptere en karrierevej, hvor det fag, man har specialiseret sig i, uden varsel kan nedlægges eller beskæres. Nogle fag oplever allerede et »brain drain« af de bedste unge forskere. For eksempel holdes forskningsfrihed og kontinuitet i USA i hævd på både offentlige og private universiteter. Et lignende politisk indgreb på for eksempel Californiens hæderkronede offentlige universitetssystem ville med al sandsynlighed blive mødt af et ramaskrig og et tab af de bedste forskere til konkurrerende universiteter samt til erhvervslivet.

Vores pointe er, at hvis indgrebet implementeres, kan det over tid have lignende konsekvenser for dansk forskning.

Hvis de danske universiteter skal kunne tiltrække de bedste talenter til at gå forskervejen, skal universitetsledelsen have mulighed for at planlægge strukturen af uddannelserne over tid og med henblik på en vifte af parametre. Afsætning til erhvervslivet er et vigtigt parameter. Men det bør ikke være det eneste.

Som en gruppe af forskere fra Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab med en bred vifte af fagligheder og ansættelsessteder, vil vi derfor gøre opmærksom på en konsekvens af dimensioneringsmodellen, der forekommer åbenlys fra det trin i karrieren, som vi er på: Forskervejen vil blive mindre attraktiv – både i forhold til udlandet og i forhold til andre karriereveje i Danmark.

  • Følgende har bidraget til kommentaren: Mikkel Gerken, Mikkel Bille, Steffen Dalsgaard, Sune Haugbølle, Kresten Lindorff-Larsen, Casper Sylvest, Anders Søgaard og Kristin Veel, alle medlemmer af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.